På den nordøstligste del af Kreta findes en sjælden palme-art, der kun vokser i den sydlige del af Grækenland og nogle få steder på den tyrkiske kyst. Arten hedder Phoenix theophrasti – theophrasti efter den græske botaniks fader Theophrastus – og er en endemisk palme-art, hvilket vil sige, at artens udbredelse er begrænset til en specifik lokalitet, i dette tilfælde det østlige Middelhav. I populær tale kaldes den også for den kretensiske dadelpalme.
Den største i Europa
Palmen kan blive op til femten meter høj og har ofte flere slanke stængler. Dens gråligt-grønne blade kan blive op til 2-3 meter lange. Den har også en stenfrugt, som er oval og gulbrun og indeholder et enkelt stort frø. Frugten smager bittert; ikke desto mindre spises den undertiden af de lokale. Palmen vokser blandt andet ved stranden Vai – eller Βάι, som den hedder på græsk – i prefekturet Lasithi på det nordøstligste Kreta. Faktisk vokser der så mange af disse palmer ved Vai, at der er tale om en hel lund eller skov – og ikke en hvilken som helst af slagsen, for denne lund udgør den største endemiske palmelund i Europa.
Klosteret Moni Toplou
Palmelunden ejes – dette vil overraske nogle – af Moni Toplou; et græsk kloster fra det femtende århundrede. Konsekvenserne af dette ejerskab kan synes tilforladelige, men så enkelt er det ikke, hvilket vil fremgå senere. Klostret ligger i et tørt og goldt område, små 7 kilometer fra stranden og palmelunden. Mens palmelunden i flere tusinde år har levet et nogenlunde fredeligt liv ved kysten, har det forholdt sig anderledes med dets ejere. Klostrets skæbne var nemlig at blive invaderet og sønderrevet af en række magter, som det ikke kunne stille noget op imod; først Malteserordenen, dernæst et jordskælv, ad flere omgange osmannerne – og til sidst nazisterne. Da sidstnævnte fandt øens frihedskæmpere i klostret, mens de søgte ly bag de tykke klostremure og lyttede til deres illegale radioer, blev to munke og klostrets abbed først tortureret og dernæst henrettet.
Invasion
Alt dette har palmelunden været forskånet for. I en lang periode har alt åndet fred og ro, palmelunden levede i sin egen verden, langt fra indtrængende folkeslag og begivenhedernes rus, men den tid er forlængst forbi. Først kom turisterne og de kom fra alle verdenshjørner: I begyndelsen var det hippierne, der i 1970´erne fik øjnene op for stedet; årtiet senere kom så de rygsæks-rejsende, interrailerne og nudisterne. Alle slog de lejr mellem palmerne, som om det var deres eget hjem – og med alle de nye camperende gæster udefra kom også al affaldet og slitagen. For at området ikke skulle gå til, så myndighederne ikke anden udvej end at erklære stranden og palmelunden for beskyttet område og lukke for camperende gæster. Idag er stedet atter meget besøgt – i august er det knap til at finde en ledig plads på stranden – men under mere ordnede og restriktive forhold. F.eks. skal man betale for at komme på ét af de opstillede toiletter.
Nye farer
Men nye farer lurer i horisonten og denne gang er det hverken hippier eller rygsæksrejsende, der truer palmelundens eksistens; en international investeringsfond har i flere år planlagt at bygge seks turist-landsbyer, tre golfbaner, et konference-center, samt en marina med sports-faciliteter på Cado Sivero-halvøen, hvor palmelunden ligger. Planen har mødt massiv modstand blandt store dele af lokalbefolkningen og forskellige miljø-grupper, herunder Verdensnaturfonden, der er bekymrede for projektets miljømæssige konsekvenser på Cado Sivero-halvøen.
En sensation
Som konsekvens af denne folkelige modstand indgav en stor gruppe lokale borgere i 2009 en forespørgsel til den øverste forvaltningsdomstol i Grækenland, hvor de bad om at få annulleret det ministerielle dekret af 2007, der havde godkendt projektets miljømæssige konsekvenser. De mente ikke, at den miljømæssige vurdering, der var foretaget, holdt vand. Imod alles forventninger imødekom den græske forvaltningsdomstol borgernes forespørgsel og den 3 december 2010 meddelte den, at den ikke ville godkende den internationale investerings-fonds planer om at bygge golfbaner i området. I disse tider, hvor dét at føre folkelig modstand mod administrative dekreter og internationale investeringsfonde ofte er som at skrive i vand, fordi de to parter i stigende grad søger hinandens partnerskab, blev beslutningen af mange betragtet som en regulær sensation.
Stadig truet
Området er dog stadig truet: Kemiske stoffer ledes ned i palmelundens undergrund fra Itanos-bækkenet og palmerne er blevet angrebet af den røde palmesnudebille, der har demonstreret sit dræber-instinkt på adskillige palme-arter andre steder i verden. Hertil kommer, at den internationale investeringsfond langt fra har opgivet sit forehavende og har lovet at vende tilbage med en ny plan, der påny kan bringe palmelunden og den øvrige natur på halvøen i fare. Og det er så her, at palmelundens ejere, klostret Moni Toplou, kommer ind i billedet igen: For den 15 april 2011 begyndte en retssag mod abbeden af Moni Topolu-klostret, samt syv statslige ekspertvidner, der er anklaget for – på svigagtig måde – at lede forvaltings-domstolen til at godkende klostrets ejerskab af palmelunden og Cado Sivero-halvøen under falske forudsætninger.
Og således fortsætter kampen om Europas største naturlige palmelund og et stykke enestående natur i det sydlige Middelhav med usvækket kraft.
