10 grunde til at besøge Portugal fremfor Spanien

Fyrtaarn Portugal
Portugal har en fantastisk kystlinje, som mange steder er helt uberørt.

Spanien er med god grund blandt verdens mest populære rejsemål og tusindvis af skandinaviske turister rejser hertil år efter år. Portugal har derimod hidtil turistmæssigt stået lidt i skyggen af sin storebror på Den Iberiske Halvø. Næste gang ferien skal holdes sydpå, er der dog mange gode grunde til, at du måske bør rejse til Portugal i stedet.

Umiddelbart opfatter mange af os nok Portugal og Spanien lidt som to sider af samme sag. Men trods naboskabet kan du på en rejse til Portugal se frem til at opleve en kultur og natur, som er sin helt egen.

Til dig, som ikke ved, om du skal rejse til Portugal eller Spanien på din næste ferie, får du her 10 gode grunde til at vælge Portugal og tips til de bedste oplevelser.

1 – Den uspolerede Atlanterhavskyst

Portugals placering ved Atlanterhavet gør, at landets kystline er meget anderledes end Spaniens Middelhavskyst. Portugals kyst byder både på dramatiske klippeformationer med en uspoleret, rå skønhed og på maleriske bade- og fiskerbyer med en behagelig tilbagelænet atmosfære. På vestkysten er Costa Vicentina for eksempel kendt som en af de bedst bevarede europæiske kyststrækninger, hvis lange strande og stabile bølger tiltrækker surfere fra hele verden. Længere mod syd kan du på Portugals Atlanterhavskyst besøge Europas vestligste punkt.

Cabo da Roca på Lissabonkysten
Europas vestligste punkt, Cabo da Roca på Lissabonkysten. Foto: Mat’s Eye. CC BY 2.0

2 – Billigere i Portugal

Lavprisflyselskaberne har fået øjnene op for Portugal, så i dag er der gode muligheder for at finde en billig flybillet til Portugal fra Danmark. Derudover kan rejsende med et stramt rejsebudget glæde sig over, at omkostningerne ved at holde ferie i Portugal stadig er blandt de laveste i Vesteuropa – også billigere end i Spanien. Selv femstjernede hoteller i turistområderne kan være op til 50 procent billigere end tilsvarende hoteller i nabolandet. Ligeledes er det billigt at spise ude, og selv i hovedstaden Lissabon er prisniveauet så fordelagtigt, så du ikke vil have svært ved at finde et godt måltid på en billig restaurant.

Restaurant middag
Det er billigere at spise ude i Portugal.

3 – Det portugisiske køkken

Spanien er verdenskendt for sine tapas og paella, mens de færreste kan nævne traditionelle portugisiske madretter. Men går man dem lidt på klingen vil selv spaniere medgive, at det portugisiske køkken faktisk har mere at byde på. Glæd dig til kulinariske oplevelser karakteriseret ved en friskhed, variation og enkelthed, som det spanske køkken ikke kan hamle op med.

Læs for eksempel om Cataplana – smagen af Algarve.

4 – Sproget

Selvom spansk er et af verdens mest talte sprog, er der ikke mange af os danskere, som kan mere end nogle enkelte gloser. Vil du helst begå dig på engelsk, er det derfor en fordel at rejse til Portugal, da chancen for at finde folk (især unge) som taler nogenlunde engelsk er større her. Der undervises i engelsk i skolen, og i modsætning til i Spanien og mange andre sydeuropæiske lande har man ikke haft tradition for at eftersynkroniseres engelske film på portugisisk TV.

5- En mere overskuelig størrelse

Spanien er over fem gange større end Portugal, og du kan sjældent nå at opleve mere end én region i løbet af en ferie. Det kan du derimod i Portugal, som trods sin mere overskuelige størrelse dog også byder på stor landskabsmæssig og kulturel variation. Her kan du takket være de kortere afstande derfor sagtens opleve flere forskellig dele af landet på én rejse. Vil du kombinere afslappende badeferie med storbyliv eller storslået natur, er Portugal altså et ideelt mål for en rundrejse. Escapeaway tilbyder håndplukkede hoteller og ferieboliger i det meste af landet – både på fastlandet og på de atlantiske øgrupper Madeira og Azorerne.

6 – Mere tid til oplevelser

Portugals mere overskuelige størrelse betyder samtidigt, at du kan bruge mere tid hvert sted, selvom du har flere destinationer i rejseplanen. Har du for eksempel 2-3 uger til rådighed, er det for eksempel slet ikke urealistisk at besøge både Algarvekysten, Lissabon og Porto med god tid til at udforske hvert områder.

Paladset i Sintra
Paladset i Sintra, et oplagt udflugtsmål fra Lissabon.

7 – Vejret

Sol og varme står højt på mange danske rejsendes ønskeliste, men det kan blive for meget af det gode. Mange steder i specielt det indre Spanien bliver det faktisk så ubehageligt varmt om sommeren og tilsvarende koldt om vinteren, at det ikke er et optimalt tidspunkt at rejse hertil. I Portugal betyder afkølingen fra Atlanten og de lune vinde fra syd derimod, at landet i højere grad er en helårs-destination, særligt den charmerende hovedstad Lissabon og den sydøstlige kyststrækning har et behageligt klima året rundt.

Praia do Carvalho på Algarvekysten
Praia do Carvalho på Algarvekysten

8 – Lissabon

Den portugisiske hovedstad er, næstefter Athen, Europas ældste hovedstad og har sammenlignet med spanske storbyer som Madrid og Barcelona lige så meget at byde på for historieinteresserede. Selvom Lissabon nu til dags på mange måder er en moderne storby, er den samtidig usædvanlig stemningsfuld med en gamle bydel rig på seværdigheder. Det skader naturligvis heller ikke, at du kan nyde godt af et prisniveau i Lissabon, som er lavere end i de fleste andre hovedstæder. Rejser du til Lissabon, har du desuden et glimrende udgangspunkt for udflugter. For eksempel ud langs med Lissabonkysten eller sydpå, hvor nogle af landets bedste badestrande venter.

Lissabon
Lissabon

9 – Algarve

Er du på udkig efter sol, varme og strande i Sydeuropa, er Algarvekysten på mange måder et bedre valg end Costa del Sol i Spanien. Selvom masseturismen også har sat sit tydelige præg på Algarve, har det ikke nået samme omfang, som man oplever mange steder på kysterne i det sydlige Spanien.

10 – Madeira og Azorerne

De Kanariske og Baleariske Øer er med god grund populære, men vil du have en rejseoplevelse ud over det sædvanlige, er naturoplevelserne på de portugisiske øer i Atlanten enestående. Både Madeira og Azorerne byder på en enestående og dramatisk natur, som indbyder til vandreture du vil huske for evigt.

Vandring på Madeira

Rejser til Portugal

Er du klar til at bestille din rejse til Portugal? Escapeaway har lang erfaring i rejser til Portugal og tilbyder rejser til både fastlandet og Azorerne og Madeira. Her har vi omhyggeligt de hoteller og ferieboliger, som har de bedste gæstebedømmelser, og hvor vi selv vurderer du får de bedste rammer om ferien.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere