Aristides de Sousa Mendes – den “portugisiske Schindler”

Aristides og Angelina de Sousa Mendes 1917
Aristides og Angelina de Sousa Mendes med deres seks børn i 1917. Kilde.

Den portugisiske diplomat Aristides de Sousa Mendes var konsul i Bordeaux i 1940 og hjalp over 30.000 mennesker, herunder 10.000 jøder, med at flygte fra det tysk-besatte Frankrig.

Den portugisiske Schindler

Aristides de Sousa Mendes bliver tit kaldt den ”portugisiske Schindler”, fordi han ofrede sin karriere og stillede sin egen sikkerhed på spil i den måske største redningsaktion udført af et menneske under en af verdens værste konflikter.

Den portugisiske diplomat i Bordeaux udstedte mellem d. 17. og 19. juni 1940 over 18.000 gratis visa til flygtninge, herunder en stor del jøder, og han hjalp dem personligt med at gå over den franske/spanske grænse og nå Portugal. Dermed gjorde han det muligt for de fleste at forlade Europa og slippe for de nazistiske koncentrationslejre.

Aristides de Sousa Mendes
Aristides de Sousa Mendes fotograferet i 1940. Kilde.

Trodsede Salazar

Selv om den daværende portugisiske ministerpræsident Salazar havde forbudt alle portugisiske diplomater at bevilge jøderne eksil i Portugal, trodsede Aristides de Sousa Mendes denne beslutning. I sommeren 1940 passerede over 30.000 mennesker den portugisiske grænse, og hundredvis opholdte sig i diplomatens hus ”Casa do Passal” i Carregal do Sal, 20 km syd for Viseu i Nordportugal. Herunder de belgiske ministre i eksil Van Zealand og Uleeshchouwer samt den østrigske prins Otto von Habsburg, mens de ventede på at rejse ud af Europa.

Aristides de Sousa Mendes, der havde en lang diplomatisk karriere bag sig, med poster bl.a. i Brasilien, USA, Spanien, Belgien og Luxembourg, var meget interesseret i kunst, musik og sociale forhold. Han havde en stor familie med kone og 14 børn. Privat havde han tit besøg af kendte personligheder som eksempelvis den belgiske Litteratur Nobelpris-vinder Maeterlinck og Albert Einstein. Hele sit liv førte han en ihærdig kamp for menneskerettigheder og p.g.a. ulydigheden overfor Salazar blev han kaldt tilbage til Lissabon og afskediget og suspenderet sin løn. Aristides de Sousa Mendes levede de efterfølgende år med alvorlige økonomiske problemer og døde d. 3. april 1954.

Genoprejsning og stiftelse

Efter afslutning af anden verdenskrig påtog Salazar sig æren for Aristides de Sousa Mendes heroiske gerning, og først i 2000 blev Aristides de Sousa Mendes rehabiliteret af den portugisiske stat, som ligeledes betalte de 14 års løn tilbage, som han blev forhindret i at modtage. Pengene blev anvendt til at tilbagekøbe hans gamle hus ”Casa do Passal”, hvor der blev dannet en stiftelse ”Fundação Aristides de Sousa Mendes” og hvis formål er at fortsætte diplomatens livskamp for menneskerettigheder.

Siftensen har desuden udarbejdet en vandreudstilling om diplomatens liv, som har været udstillet rundt om i USA og Europa.

Læs mere om Sousa Mendes stiftelsen.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere