De bedste mandler kommer fra Sicilien

Mandler
Mandler fra Sicilien er et oplagt souvenir, selvom de nok ikke får lov at ligge ret længe. Foto: Harsha K R, CC BY-SA 2.0.

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis mandler fra Californien. USA’s solrige stat står således for over 60 procent af verdens mandelproduktion. Ifølge mange kendere har man i Californien dog valgt at ofre kvalitet for kvantitet. Rejser du i stedet til Sicilien, kan du smage mandler, som er i en klasse for sig. Nogen vil sågar sige, at hvis du aldrig har smagt en siciliansk mandel, kender du ikke smagen af mandel.

Hård skal giver mere smag

Det var i Mellemøsten, at man først begyndte at dyrke mandler. Siden blev mandeltræet spredt langs Middelhavet til det sydlige Europa og nordlige Afrika. Mandelfrugten nåede formentlig til Sicilien omkring år 1000 f.v.t., hvor den siden har været dyrket og er blevet en fast del af kulturen.

At mandler der dyrkes på Sicilien ikke finder vej til supermarkedernes hylder i udlandet i samme grad som de amerikanske skyldes til dels, at produktionen ikke er større end det, der kan aftages lokalt. Spørger man de lokale landmænd er forklaringen dog også, at udbyttet fra sicilianske mandeltræer er mindre. Det skyldes, at mandelfrugterne på Sicilien danner en tykkere skal for at klare den intense hede. Mens skallen hos californiske mandler kun udgør omkring 40 procent af frugtens samlede vægt, er tallet på Sicilien 80 procent. Til gengæld betyder den tykkere skal, at mandler fra Sicilien indholder mere olie og derfor smag.

Oplev Siciliens mandler fra blomst til kage

Rejser du til Sicilien i det tidlige forår fra slutningen af januar til starten af marts, kan du nyde det flotte syn af mandeltræerne i blomst. Der er især mange mandellunde omkring Noto og Avola, samt hist og her i Siracusa-provinsen. Høsten foregår i juli og august. Flere dages tørring i solen giver de høstede mandler ekstra smag.

På Sicilien indgår mandlerne især i kager, tærter, is og granita (en halvfrossen is). Prøv også de traditionsrige ”confetti”, som er sukkerovertrukne mandler, der siden Middelalderen har været brugt som gaver ved særlige lejligheder. Får du chance for at deltage i et lokalt bryllup, barnedåb eller lignende, vil der stå små fine poser på bordet med confetti. De er til gæsterne som en lille tak for deltagelse i festen.

Køber du en stor beholdning af mandler med hjem fra Sicilinen, kan det på grund af det højere olieindhold anbefales at opbevare dem i en lufttæt beholder i køleskabet. Opbevar dem aldrig i direkte sollys.

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

Oplev Lissabon halv-marathon

I det tidlige forår har du mulighed for at opleve Lissabon fra...
Læs mere