Besøg Portugals fortryllede skov

Buçaco
Buçaco-skoven er et fortryllende sted. Foto-kredit: Pedro. Oploadet under licensen CC BY 2.0

For enden af Buçaco-bjergkæden i Midtportugal ligger en fortryllet skov, hvor du kan vandre blandt enorme træer, rislende fontæner og smukke bygninger i en atmosfære, som emmer af svundne tider.

Mata Nacional do Buçaco

Du finder Portugal mest kendte skovområde, Buçaco-skoven, omkring 30 km mod nordøst for Coimbra. Skovområdet med det fulde navn ‘Mata Nacional do Buçaco’ er ikke overvældende stor, men rummer alligevel over 700 forskellige træarter.

Det var munke fra Karmeliterordenen, som i 1600-tallet begyndte at tilføje træarter fra hele Portugal til skoven, samt nye eksotiske arter hjembragt fra de fjerne egne portugisiske søfarere besøgte. Det inkluderer blandt andet mexicanske cedertræer, som i dag har vokset sig enorme i Buçaco-skoven.

Midt i skovområdet ligger desuden det imponerende jagtpalads, Palácio do Buçaco fra 1907, designet af den italienske arkitekt Luigi Manini med inspiration fra manuelinske ikoner som Belémtårnet og Jeronimos-klostret i Lissabon. Slottet bruges i dag som luksushotel, der regnes for et af verdens smukkeste, med 64 værelser, restaurant og en vinkælder, som eftersigende indeholder over 60.000 flasker med eksemplar helt tilbage fra 1920.

Gå på eventyr i skoven

Hele Buçaco-skoven omkranses stadig af den stenmuren, der oprindeligt blev etableret af munkene og som uden tvivl var med til at give skoven dens mytiske status. Adgang sker derfor nu til dags stadig via en af portene til området.

Buçaco-Vale dos Fetos
Buçaco-Vale dos Fetos. Foto-kredit: guiapaulocoelho. Oploadet under licensen Public Domain Mark 1.0

Indenfor muren finder du adskillige markerede gangstier, du kan følge for at udforske området. De fleste ruter er af 1-2 timers varighed. Følg for eksempel ruten gennem bregnedalen, Vale dos Fetos, til søen og den kolde fontæne, Fonte Fria, eller op til udsigtspunktet Portas de Coimbra. Det kan dog også være en spændende oplevelse at gå på eventyr uden for de markerede stier.

Selvom skoven egentlig bedst kan betegnes som en forstbotanisk have med et stort eksotisk islæt, udgør den også et vigtigt levested for hjemlige dyre- og plante arter. For et par år siden slog en af Portugals mest truede flagremusarter sig for eksempel ned i skoven.

Historiens vingesus

I historisk sammenhæng er bjergkammen over Buçaco-skoven kendt som stedet, hvor en portugisisk-britisk alliance i 1810 slog den franske hær tilbage og tilføjede Napoleon et af hans første nederlag.

Der er et lille museum på området, hvor historien om det vigtige slag og andre af Napoleons forsøg på at erobre Den Iberiske Halvø fortælles.

Besøger du Mata Nacional do Buçaco i weekenden eller på en helligdag, vil der ofte være mange lokale på picknick i skoven. Der findes parkeringspladser forskellige steder i skoven, blandt andet ved hotellet.

Se alle rejser til Portugal med Escapeaway her.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere