Villa Ephrussi de Rothschild, også kaldet Villa Île-de-France, beliggende ved Saint-Jean-Cap-Ferrat på Den franske Riviera, udgør ikke bare én af Provences historiske og arkitektoniske seværdigheder. Villaen gemmer samtidig på en fascinerende historie om et af Rothschild-familiens berømte medlemmer og hendes stædige æstetiske kræsenhed og excentricitet.
Roulettens tidsalder
Da Charlotte Béatrice de Rothschild – datter af den berømte jødiske bankmand, vinavler og filantrop Mayer Alphonse James Rothschild – som nittenårig giftede sig med den femten år ældre parisiske bankmand med russiske aner, Maurice Ephrussi, vidste hun formodentlig ikke, at hun havde giftet sig med en inkarneret gambler, der 21 år senere skulle akkumulere en astronomisk gæld på 12 millioner gyldne franc, svarende til 30 millioner euro idag.
Eller måske vidste hun alt om det, for dette var i sandhed kasinoets, roulettens og hestevæddeløbets tidsalder blandt det europæiske aristokrati og Charlotte Béatrice de Rothschild, eller Béatrice Ephrussi de Rothschild, som hun hed efter giftermålet, havde selv smag for gamblingens gustne glæder og var en hyppig gæst på travbanerne eller i kasinoerne i Deauville i Normandiet og Monte Carlo på Côte d’Azur.
Villaen bygges
Hvorom alting er, så blev Maurice Ephrussis astronomiske gæld til sidst for meget for den ellers økonomisk mere end velpolstrede Rothschild-familie, der var blandt verdens rigeste familie-dynastier, og i 1904 begærede de via retten skilsmisse på vegne af Béatrice Ephrussi de Rothschild – og fik medhold. Kun et år efter, i 1905, døde Béatrices far og Béatrice arvede derved en formue, hvis grænser kun blev udmålt af den menneskelige fantasi. Det var med denne arv i baglommen, at Béatrice et år senere forelskede sig i en – på dét tidspunkt – gold klippegrund, hvis eneste spor af liv var æselspor.
Æselspor? Ja, men grunden lå i den eftertragtede Saint-Jean-Cap-Ferrat-kommune på den franske Riviera med en vidunderlig udsigt til Middelhavet og selv den belgiske konge, Leopold II, hvis forbrydelser mod menneskeheden i Congo havde finansieret adskillige palæer i det sydfranske, havde udvist interesse for den. Altså slog Béatrice til med det samme, købte grunden for næsen af den belgiske konge, og begyndte året efter det næsten sisyfoske arbejde med at få den golde klippe – der indtil da kun var krydset af provencalske æsler – til at rumme et delvist florentinsk, delvist venetiansk palads, med dertil hørende frodige haver, som kunne gøre en Rothschild-slægtning ære.
I sin notoriske excentricitet, der nok ikke blev mindre af at være udrustet med en nærmest uudtømmelig mængde af finansielle midler, foruden naturligvis Rothschild-navnets beskyttende vinger, afslog Béatrice i farten både chef-arkitekten for Petit Palais i Paris, Claude Girault, og vinderen af Prix de Rome, Henri-Paul Nénot, foruden en halv snes andre kendte og håbefulde arkitekter, hvis forslag hun fandt idiotiske, og gav i stedet opgaven at tegne huset til den mindre kendte arkitekt, Jacques-Marcel Auburtin, som sammen med sin assistent brugte de næste fem år på at leve op til Béatrices mange egensindige krav.
Rothschildsk foretagsomhed
I de følgende år blev den golde grund udsat for den yderste grad af den berømte – eller berygtede – Rothschildske foretagsomhed; hundredvis af italienske arbejdere blev importeret til at belægge den klippefyldte grund, der egentlig udgjorde et forbjerg, med enorme mængder af jord og sprænge store klippepartier i stykker, så terrænet kunne blive så fladt, at der kunne indrettes en have oven på det.
Eller mere præcist: En mængde haver. For resultatet blev ni storslåede haver – om end ikke alle bygget i Béatrices levetid – med udsmykkede terrasser, skyggefulde stier, små søer, frodige blomsterbede, diminutive vandfald, springende fontæner og sjældne træarter. Og inde i det florentinsk og venetiansk inspirerede palads tog den velkendte Rothschildske smag for spektakulære kunst- og møbelsamlinger snart fat; malerier af Boucher og Lancret blev hængt op på væggene ved siden af tegninger og skitser af Fragonard; på gulvet blev lagt tæpper i den berømte Aubusson- og Savonnerie-stil; og på borde, kommoder og hylder blev stillet porcelæn fra Sévres ved siden af sjældne kunstværker fra det fjerne Østen.
Udvælgelsen af disse mange møbler og kunstværker – ved sin død efterlod Béatrice sig mere end 5000 kunstværker – var lige så excentrisk og flamboyant som alt andet ved Béatrices ejendommelige liv: Bekvemt – nogle vil måske endda mene fantasifuldt – havde hun fået det arrangeret sådan, at hun ikke behøvede at bevæge sig længere end til den lokale banegård i Beaulieu, hvortil togselskabet Paris-Lyon-Méditerranée, der var delvist ejet af Rothschild-familien, regelmæssigt kørte et specialtog udrustet med møbler og kunstværker, og herfra udvalgte Béatrice – stående på perronen og sikkert ligeså kræsen som med sit valg af arkitekter – sine fremtidige samlinger af hus-objekter.
Offentlig adgang
Objekter, der i dag kan beskues af alle, der har lyst, for et år før Béatrice døde – hun døde i 1934 – testamenterede hun hele sin villa med dertil hørende haver, kunstsamlinger og møbler til det franske akademi for skønne kunstarter, Académie des Beaux-Arts, der i dag med ildhu administrerer dét, der engang var et livligt hjem for et af den legendariske Rothschild-families franske medlemmer.
Du kan her læse om priser på billetter til villaen på dens officielle hjemmeside.
