Det kulinariske Madeira

Morgenmad Madeira
Man bliver nemt fristet til at blive hængende ved morgenbordet på Madeira. Men glæd dig også til dagens øvrige måltider. Foto: PortoBay, CC BY 2.0.

Madeira er meget mere end smuk natur og blomster, ja faktisk er en af de ting vi elsker ved Madeira det gode køkken, som gang på gang overrasker os.

Inspiration fra hele verden

Vi har spurgt mange af de lokale om hvorfor maden er så god på Madeira. I følge de lokale er en af årsagerne til, at maden ofte er bedre her end andre steder i Portugal, at mange besøgende fra andre lande i både Europa, men også fra Asien og Sydamerika har slået sig permanent ned på Madeira.

Derfor kan du glæde dig til god mad, men husk på at ligesom andre steder hvor der er mange turister, gælder det om at se sig for, ofte ligger den bedste restaurant ikke på hovedgade, men rundt om hjørnet… det kan ofte betale sig at spørge de lokale efter anbefalinger.

Frugter Madeira
Madeiras køkken nyder godt af et stort udbud af friske frugter.

Middelhavsmad med et twist

Madeiranerne elsker mad, og de kulinariske oplevelser på Madeira er en fryd for både øjet og smagsløgnene.
Fisk, olivenolie og hvidløg går igen i mange af de lokale madspecialiteter på Madeira, og kort fortalt minder de lokale retter ikke så lidt om dem, vi kender fra Middelhavslandene. Men der er en lille smagfuld forskel: de mange eksotiske frugter, som dyrkes på øen, bruges i alle mulige fantasifulde sammenhænge, og inspirationen er ikke kun hentet i Portugal, men også i Afrika.

Madeiranerne elsker mad. De spiser ofte ude og kan sagtens finde på at nyde en tre retters menu to gange om dagen. Det meget varierede kulinariske Madeira dufter, smager og tager sig ud på tallerkenen, så det er en fryd for alle sanserne. Portionerne er ikke for kostfornægtere, og udvalget af restauranter er overvældende stort – især Madeiras størrelse taget i betragtning. Det kan sagtens lade sig gøre at få en rigtig middag til to for rundt regnet 150 kr. – vel at mærke inkl. husets vin, der som regel er portugisisk og god, og selv på toprestauranterne lyder regningen som regel på mindre end halvdelen af, hvad man måtte betale hjemme i Danmark for en tilsvarende gastronomisk oplevelse.

Familiemiddag Madeira
Det behøver ikke være dyrt at tage hele familien med på restaurant på Madeira.

De fleste madeiranere sværger til fisk hver dag, men spiser gerne kylling eller oksekød til højtiderne – og i alle tilfælde sammen med et stort udvalg af ens friske grøntsager, der må få topkarakterer hos selv de mere kræsne økologifreaks eller svorne vegetarer.

Under en typisk middag serveres først tre-fire delikate småretter sammen med øens fortræffelige landbrød. Hovedretten kan f.eks. være Espetada-spyd med små grillstegte oksekødsstykker, tunbøf med ingefærchutney, kylling druknet i Madeira-vin eller øens berømte dybhavsfisk Espadaen, der tilberedes med bananer. Hertil er der altid flere forskellige slags friske grøntsager, der virkelig smager af vitaminer: sprød savojkål, bønner, stegte søde kartofler, gulerødder, yams og solmodne tomater samt små kogte kartofler, evt. pomfritter eller Miho frito, der er stegt majsgrød – en madeiransk specialitet a la Italiens pollenta.

Kaffe kage Madeira
Der er altid mulighed for at få lidt godt til at slutte måltidet af med.

Søde fristelser

Og selvom man nu er nået til et punkt, hvor det turde være nok for en aften med de kulinariske himmerigsmundfulde, så er det simpelthen umuligt at modstå dessertvognenes fristelser – lige fra de brasiliansk inspirerede solgule kager af æg, kokos og mangofrugt til de hjemmelavede buddinger eller orangeparfaiten med Madeira-iscreme.

Til slut gør det underværker med en stærk espresso, og heldigvis kan de også kunsten at brygge god kaffe i det lille slaraffenland for både gourmeter og gourmander.

Du kan læse meget mere om den portugisiske blomsterø her på bloggen. Vil du selv opleve øen? Så find en rejse til Madeira med Signatours.

Tags i artiklen
,
Mere af Lars Henriksen

Nyd kystkulturen i Baskerlandet

Baskerne har et langt og betydningsfuldt forhold til havet, der tydeligt afspejler...
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *