Når du tager på en rejse til Spanien, vil du hurtigt stifte bekendtskab med særligt en del af spansk kultur, der ikke sådan lige er til at komme uden om, nemlig det smukke spanske sprog. Du får her en kort introduktion til det spanske sprogs historie og udvikling og nogle af de mange forskellige kulturer og folk, der har præget det spanske sprog gennem historien.
Det spanske sprogs udbredelse
Spansk er et romansk sprog, der skønnes at være talt af ca. 350 millioner mennesker over hele verden, heraf ca. 40 millioner i Spanien og resten i Nordamerika, Mellemamerika og Sydamerika, samt i enklaver i Afrika og Asien. I de spanske regioner Galicien og Catalonien har de ibero-romanske sprog galicisk og catalansk siden 1980´erne haft officiel status sammen med spansk. I Latinamerika er spansk officielt sprog i de fleste lande. Også i de sydlige dele af USA er spansk udbredt. På Balkan, i Mellemøsten og i Tyrkiet har de spanske jøder, der i 1942 blev fordrevet fra Spanien, bevaret 1400-tallets spansk, skrevet med både hebraisk og latinsk alfabet – en variant af sproget, som flere steder næsten blev udryddet under 2. verdenskrig (judesmo, ladino og sefardiske jøder).
Spansk er resultatet af 2000 års udvikling af det latin, der blev talt på Den iberiske halvø efter romernes erobring. De mange folk, der forinden havde beboet området, bl.a. iberere, baskere, fønikere, grækere og keltere, har kun efterladt sig få spor i moderne spansk, især i form af stednavne. Flere keltiske elementer blev optaget i latin inden dette sprogs udbredelse til Den Iberiske Halvø, f.eks. camisa ,”skjorte”, cerveza ,”øl”, og carro ,”vogn”, mens baskerne i vidt omfang unddrog sig romaniseringen og bevarede deres eget sprog, baskisk.
Germansk inflydelse på det spanske sprog
Efter ca. 600 års romersk besiddelse blev den Iberiske Halvø i 400-tallet indvandret af de allerede delvist romaniserede vestgoter, der tiltvang sig magten over det meste af landet. Derfor stammer mange dagligord i spansk fra germansk, f.eks. bastardo, ”bastard”, rico ,”rig”, orgullo, ”stolthed”, blanco, ”hvid”, bandido, ”bandit”, og estribo, ”stigbøjle”. Der findes mere end 2000 stednavne af germansk oprindelse, heraf en del afledt af burgo, ”borg”. Indtil begyndelsen af 600-tallet opretholdtes den sociale afstand mellem erobrerne og de erobrede. Dette forhold afspejles undertiden i stednavnene, f.eks. findes der med få kilometers afstand landsbyer med navne som Godos med betydningen ”goter” over for Romanos med betydningen ”romere”, henholdsvis beliggende i provinserne Teruel og Zaragoza. Typiske spanske personnavne som Fernando og Gonzalo stammer ligeledes fra germansk, jævnfør de latiniserede former Fridenandus og Gundisalvus. Det romanske sprog forblev dog altdominerende.
Den lange muslimske tilstedeværelse fra erobringen i 711 til den endelige fordrivelse 1609-11 har afsat ca. 4000 ord. Mange af dem er genkendelige på den arabiske artikel ”al”, som ofte assimileres. Det drejer sig mest om substantiver vedrørende administration, teknik, videnskab, land og havebrug, arkitektur og kunst, såsom alkohol, algebre, ”algebra”, og algodón, ”bomuld”. Også mange stednavne er bevaret, f.eks. Alcázar, Algarbe, Guadalajara og Guadalquivir. Under de første århundreders muslimske herredømme bevarede de besejrede deres romanske sprog, mozarabisk, side om side med arabisk.
Den kristne generobring i Spanien
Den kristne generobring begyndte allerede i 700 tallet. Asturere og leonesere førte an, men efterhånden blev kongeriget Castilien førende. Dermed blev castiliansk dominerende, således at det sprog, der oprindeligt blev talt i et lille område nord for Burgos, omkring 1100, havde bredt sig til syd for Toledo. De første længere spanske tekster stammer fra omkring 1200. Det er bemærkelsesværdigt, at de stadig kan læses med blot få kommentarer. Samtidigt med erobringen af det sidste muslimske kongedømme, i Granada, i 1492, indledte Spanien sin erobring af Amerika. Som forudsagt af A. Nebrija i hans “Gramatica de la lengua castellana” fra samme år, var ”sproget imperiets ledsager”.
De varianter af spansk, der i dag findes på de amerikanske kontinenter, kan alle henføres til træk fra sproget på Den Iberiske Halvø; især den andalusiske variant har haft stor udbredelse. Mødet med de indianske sprog har efterladt en del betegnelser for nye fænomener, f.eks. canoa og maíz fra arawak, kakao, chokolade og tomater fra nahuatl, puma og pampa fra quechua cóndor, samt jaguar og ananas fra guaraní tapir.
Fransk har i flere perioder bidraget med ”låneord”; i middelalderen således f.eks. jardin, ”have”, og cofre, ”kiste”. Mange af oplysningstidens lån er senere forsvundet; bevaret er dog ord som f.eks. mamá og papá. Den århundredlange spanske tilstedeværelse i Italien har tillige banet vejen for mange nye ord af italiensk oprindelse, f.eks. medella, ”medalje”, og soneto, ”sonet”. I nyere tid er det også i Spanien den angelsaksiske indflydelse, der via ungdomskulturens og teknikkens sprogbrug gør sig stærkest gældende.
Dialekter i Spanien
Standartsproget i Spanien er kastiliansk. Inden for denne hoveddialekt findes der talrige varianter. I Aragonien tales aragonsk, nu mest udpræget i den nordlige del af Huesca, og mod vest i León tales leonesisk. Disse to hoveddialekter blev allerede i 1300-tallet presset af kastiliansk, og deres udbredelse er i nutiden begrænset. Under generobringen trængte kastiliansk først i 1300-1400-tallet ned i Andalusien. Der er derfor markante, især fonetiske, træk, der adskiller denne regions sprog fra castiliansk, hvad der begrunder en særlig andalusisk dialekt. Det spansk, der tales på De Kanariske Øer og i Latinamerika, er i høj grad påvirket af de dialekter, som erobrere og emigranter har talt, først og fremmest andalusisk. I dag har de dog, både hvad angår udtale og ordforråd, en lang række særlige træk.
