Vil du med en tur i rummet?

newglenn-raket
New Glenn. Raketten som skal bringe de rejsende ud i rummet. Illustration: Blue Origin.

Rumfartsvirksomheden Blue Origin har netop gennemført en succesfuld testflyvning af deres rumkapslen, som i fremtiden skal gøre det muligt for turister at opleve rummets vægtløshed.

Private firmaer i rumkapløb

Det er den amerikanske milliardær og stifter af Amazon, Jeff Bezos, som står bag Blue Orgin. Ved den netop overstået testflyvning formåede firmaet at sende deres rumkapsel op til grænsen til rummet i 100,5 kilometers højde, hvor den var vægtløs i 4 minutter, før den returnede til Jorden og landede sikkert med faldskærme. I fremtiden er det meningen, at kapslen, New Shepard, der er opkaldt efter den først amerikanske astronaut i rummet, Alan Shepard, skal flyve med 3-6 rumturister ad gangen.

Mindst lige så bemærkelsesværdigt ved testflyvningen var det dog, at det for første gang også lykkedes at lande rumkapslens løfteraket på Jorden igen. Muligheden for at genbruge løfteraketter forventes at kunne nedbringe omkostningerne ved rumfart markant og er noget, som andre private rumfartsvirksomheder også arbejder på – heriblandt SpaceX, der dog hidtil er mislykkedes med deres landinger.

I videoen herunder kan du se optagelser af løfteraketten, der lander.

Rumturisme for rigmænd

På Blue Origin’s hjemmeside lover firmaet, at du “snart” får chancen for at blive astronaut. Der er dog endnu ikke sat dato på firmaets første bemandede rumflyvning.

Blue Origin er ikke alene om at ville sende turister ud i rummet. Virgin Galactic der blev oprettet i 2004 af den kendte, engelske iværksætter og rigmand Richard Branson, har ligeledes som mission at tilbyde rejser ud i rummet til turister.

Drømmer du selv om at se Jorden fra rummet og opleve vægtløsheden som rumturist, skal du dog nok regne med at have den store tegnebog frem. Prisen for at rejse med Virgin Galactic en tur op i 110 kilmeters højde lyder således på $250.000 (ca. 1,75 millioner kr.). Hos SpaceX som planlægger at sende astronauter med deres Dragon-rumkapsel op til Den Internationale Rumstation (ISS) i 2017, skønnes prisen per passager at ligge på $20 millioner (140 millioner kr.). Det er dog stadig billigere end den nuværende pris på estimeret $45-50 millioner for at få en plads på den russiske Soyuz-raket og et to ugers ophold på ISS.

Vægtløshed for fattigrøve

Vil du opleve den følelse af vægtløshed, som normalt er forbeholdt astronauter, har du allerede i dag muligheden. I USA kan du således booke en tur på et særligt indrettet fly, der laver en såkaldt parabolflyvning, hvor du kortvarigt får oplevelsen af vægtløshed, når flyet dykker stejlt.

Denne oplevelse koster “kun” omkring 35.000 kr.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere