Få råd til at rejse mere

Kreditkort
Der kan spares på ferien, hvis man gør sig umage. Foto kreditering: Hloom via Flickr. Uploadet under licensen CC BY-SA

At rejse er at leve. Men det er ikke billigt. Specielt er børnefamilierne spændt hårdt for økonomisk.

Med lidt omtanke og planlægning kommer du dog temmelig langt. Måske meget længere, end du havde troet muligt.

Uden for sæsonen

En helt generel regel for al forretning er at handle ude af fase. Når alle andre køber, stiger priserne, så det gælder om at være på forkant med situationen – og hvis du har mulighed for det, så køb en vare, når efterspørgslen er lav og udbuddet stort.

For rejser og ferier betyder det selvfølgelig, at priserne stiger betydeligt i højsæsonen. Omvendt er det billigere at rejse uden for sæsonen eller i yderkanterne af sæsonen.

Dette er desværre ikke altid realistisk for børnefamilier, der må underordne sig skolernes ferier. Men heldigvis er det ikke alle lande, der har skoleferie samtidig. Så det kan være smart at undersøge, hvornår rejsemålets skoleferie IKKE overlapper med Danmarks og på den måde undgå den lokale højsæson.

At rejse uden for sæsonen betyder nogle gange et kompromis i forhold til vejret. Der er jo en grund til, at rejsemålet er populært på bestemte årstider. Men til gengæld slipper man for kødannelser og overrendte seværdigheder. Og så sparer man penge, så der bliver råd til en længere ferie.

Spar op løbende

Vil du være sikker på at have råd til ferie, når rejsefeberen melder sig, så bør du have en rejseopsparing, som du løbende lægger penge til.

Måske er der andre ting, du kan undvære, hvis du kan se frem til en dejlig rejse? Der findes masser af programmer, der gør budgettering og prioritering af midler nemmer, for eksempel YNAB.

Hvis hele familien skal afsted, kan det godt være en ordentlig udskrivning, og så er det nødvendigt at have sparet op over en længere periode.

Du kan også vælge at lade overarbejdstimer tælle op i feriebudgettet og så lægge afspadseringen under palmernes skygge i stedet for at trisse rundt derhjemme, når du har fri.

Planlæg i god tid og brug google

En af hemmelighederne bag billige flybilletter og hotelophold er god planlægning. Bruger du timer på at undersøge markedet i god tid, så er der mange tusinder at spare. Måske titusinder for en hel familie.

Der findes masser af værktøjer og hjælpemidler til at finde billige billetter og overnatninger, men ofte har hver enkelt flyafgang kun få sæder til de laveste priser, og skal du have fat i disse inden andre køber dem, skal du være ude i god tid.

Her hjælper det selvfølgelig også, hvis du kan rejse på hverdage midt i ugen, hvor der er mindre tryk på ruterne. Her går der lidt længere tid, før de bedste tilbud er væk.

Rejser tæt på hjem

Hvis alle dine rejser går om på den anden side af jordkloden, får du selvsagt ikke råd til så mange rejser, som hvis du vælger lidt mere ydmyge rejsemål.

Og ofte har vores nabolande mere at byde på, end vi går og tror.

På samme måde gælder det også om at tænke utraditionelt. Nogle gange gemmer ukendte rejsemål på de største skatte, hvorimod det mest populære ikke altid giver fuld valuta for pengene.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere