At lytte til fado-musik er som at lære Lissabon og portugisernes dybeste folkesjæl at kende. Ordet ’fado’ stammer fra det latinske ord ”fatum”, der betyder skæbne.
Man kender til fados eksistens fra omkring 1840, hvor sangene, der var udtryk for følelser, blev sunget af en person på de typiske ”tabernas” (vinstuer) i Lissabons Mouraria- og Alfama-kvarterer. Det formodes at fadoen stammer fra sømandssange ”Fado dos Marinheiros” og den brasilianske kærlighedssang ”Modinha”, der vinder frem og udvikler sig melodisk og rytmisk i begyndelsen af det 19. århundrede.
Der er flere teorier om fadoens oprindelse, men nyere forskning peger på et interkulturelt sammenspil mellem tre kontinenter: Sydamerika (Brasilien), Afrika (afrikanske slaver der kommer til Brasilien) og Europa (og her Portugal som den koloniserende magt).
Fado-musikkens guitarspil
Fadoen bliver mere og mere populær i Lissabon. Musikken spilles på en klassisk guitar og senere introduceres en tolv-strenget guitar, der formodes at have sin oprindelse i den franske og italienske renæssance-cister, der bliver døbt som ”Guitarra Portuguesa” (portugisisk guitar), og som giver fado-musikken et særligt præg. Den er stadigvæk sunget i mindre, skjulte lokaler – typisk af kvinder hvis omdømme er lidt blakket.
Fadoen vinder indpas
I det 20. årh. viser intellektuelle interesse for denne musik og i 30’erne og 40’rne vises fadoen i film, teatre og høres i radioen. Kendte digtere skriver tekster til fado-musikken og i Bairro Alto samt Madragoa kvartererne i Lissabon, åbner de første ”Fado restauranter”. Fado sangerinderne bliver kunstnere og får dermed en professionel portefølje. Salazars diktatur styrer Portugal i denne tid, og Censuren læser teksterne igennem, fordi de er blevet mere politisk orienterede, hvilket man ønsker at undgå.
I 50’rne revolutionerer en ung fado sangerinde – Amália Rodrigues og hendes trofaste komponist Alain Oulmain idet de er med til at udbrede fado-musikken internationalt og millioner af fans verden over fortrylles af Amalias unikke og fantastiske stemme og melodier.
Coimbras anderledes fado-musik
En anden form for fado synges i Portugals universitetsby Coimbra, som i modsætning til den typiske Lissabon sangerinde, kun synges af mandlige studerende iført universitetets sorte dragt. Coimbras fado er tæt knyttet til universitetets traditioner og synges som regel udendørs sent om aften. Guitarerne stemmes anderledes og fado sangeren har en dybere stemme, der minder om en opera-tenor. Teksterne kan tit være politisk orienterede, lærde eller også handler de om kærlighed.
Fado-musikkens tilbagevenden
Efter revolutionen i 1974 og efter årtier, hvor fado-musikken oplevede en stille periode fordi den blev associeret med Salazars statsstyre, er der en ny generation af unge, entusiastiske tilhængere af fadoen og nye sangere, der træder i front og er ambassadører for udbredelsen af ny generation af fado-musik verden rundt.
Nye musikinstrumenter kommer i den forbindelse til – såsom cello og klaver samt nye, unge komponister og andre digtemetoder. De nyeste navne som Cámané, Mafalda Arnauth, Mísia, Mariza og Ana Moura. Ana Moura har bl.a. optrådt med Rolling Stones og Prince.
Fado-restauranter og samvær
I 2011 blev fado-musikken optaget på ”UNESCO’s immaterielle verdensarvsliste”. Vil man høre lidt mere om fado-musikkens historien, er der et fado museum i Lissabon. Mange lissabonere mødes på fado-restauranter, hvilket er en hyggelig og afslappet måde at være sammen med venner eller familie, mens man lytter til sin yndlingssanger eller sangerinde.
Fado-sangen har mange varianter og kan være sjov, glad eller andet – det fornemmer man automatisk, når man hører melodien og ser på sangeren/sangerinden og den måde følelserne bliver udtrykt. Der er mange forskellige fado-lokaler i Lissabon og stemningen stiger senere på aftenen. De mest traditionelle restauranter findes stadig i Alfama, Bairro Alto og Madragoa.
