Frankrigs forrygende familiestrande

Grande Sperone-stranden
Grande Sperone-stranden er en af Korsikas mange familievenlige strande

Frankrig er et stort land med mange strande. Og her er noget for enhver smag. De historiske strande i Nordvestfrankrig er gode badestrande om sommeren og flere har spillet en overordentlig vigtig rolle i det 20. århundrede i forbindelse med 2. verdenskrig, så her også er noget at tage sig til for kulturinteresserede.

Strandene mod syd i Frankrig har selvfølgelig en noget længere badesæson. Det er især strandene omkring Nice og Cannes, der trækker virkelig mange feriegæster til – og det er her, de rige og smukke boltrer sig i bølgerne.

Porto-Pollo på Korsika

Korsika er en ø, så den har – ikke overraskende – mange gode strande at tilbyde sine feriegæster. Strandene på øen er utroligt smukke, og det dejlige, solrige sommervejr gør det til en fornøjelse at besøge dem.

Blandt de mange strande er Porto-Pollo en favorit blandt mange lokale, der har været rundt og prøve de fleste strande på øen, må man gå ud fra. Porto-Pollo ligger på Korsikas sydkyst mellem Propriano og Bonifacio.

Porto-Pollo er en hvid sandstrand inde i en bugt omgivet af grønne bakker. Placeringen i en bugt gør stranden familievenlig. Lidt længere ude er der også gode muligheder for at snorkle i det krystalklare vand.

Baie d’Audierne i Bretagne

Bretagne er den region i Frankrig, som har den længste kystlinje (cirka 2000 kilometer), og på den findes en lang række forskelligartede strande – fra klipper til sand. Der er flere gode familievenlige sandstrande ved Baie d’Audierne, som er en 30 kilometer lang strækning på vestkysten af Finistère. Pors Carn kan anbefales.

Der er også mulighed for lidt vildere eventyr på vandet ved Pointe de la Torche, hvor atlanterhavsbølgerne bryder, så det trækker surfere til fra nær og fjern. I samme område kan du se en tysk bunker fra 2. verdenskrig og et gravsted fra stenalderen, hvis vejret ikke lige er til solbadning på stranden.

Porquerolles ud for den franske Riviera

Porquerolles er, som Korsika, en ø, men dog meget mindre. Til gengæld er de få kvadratkilometer landmasse på øen omgivet af den ene lækre strand efter den anden. Porquerolles er ret ukendt blandt udenlandske feriegæster i Frankrig, men blandt franskmændene selv er den en absolut favorit.

Strandene på den lille ø er derfor meget populære i franskmændenes feriesæson og på fridage i landet. Vil du nyde strandene i fred og ro, skal du vælge en periode uden for den lokale højsæson. Maj måned er den smukkeste, for her er omgivelserne grønne og friske.

En af de mest berømte strande på Porquerolles er Notre Dame, som ligger på den nordøstlige kyststrækning. Stranden er familievenlig og her er gode muligheder for alskens vandsport. Porquerolles er i det hele taget et godt sted at holde aktiv ferie med gode muligheder for vandring i smukke omgivelser.

Porquerolles er i øvrigt offentligt ejet, og dermed ikke overbebygget på samme måde som andre populære feriesteder i Sydeuropa.

Se rejser til Frankrig her.

Tags i artiklen
,
Skrevet af
Mere af Andreas

Besøg Hollands charmerende byer

Amsterdam er i de senere år blevet et populært rejsemål for en...
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *