Fredag den 13. fester dæmonerne i Montalegre

Sexta13 i Montalegre
Fantasifulde og uhyggelige udklædninger er en fast del af festlighederne. Foto: Turismo En Portugal, CC BY 2.0.

Når kalenderen viser fredag den 13, er der mange som forbinder det med uheld og uhygge. Men i Montalegre i det nordlige Portugal er det hver gang en stor festdag.

Sexta13 – Noite das Bruxas

Landsbyen som ligger tæt ved den spanske grænse, har fejret fredag den 13. siden 2002. Festen i Montalegre har med årene udviklet sig til en af de største gadefester i denne del af landet, som tiltrækker hekse, spøgelser, dæmoner og andet godtfolk fra hele Portugal.

Festen skydes i gang præcis klokken 13.13, hvorefter byens gader fyldes med fyrværkeri, akrobatiske numre, “eksorcismer” og musikoptog. Et af aftenens højdepunkter er forestillingen, hvor præsten blander Queimada do esconjuro – en brandydrink lavet med citron, æble, kanel og sukker – som eftersigende fordriver alt ondt fra kroppen.

Den store hyldest til overtro og mystik, Sexta13 – Noite das Bruxas, foregår ikke kun i byens gader og ved slottet. De fleste af byens hoteller og restauranter deltager også med kreative dekorationer og særlige fredag den 13.-menuer, som bidrager til aftenens magiske atmosfære. Festen fortsætter hele natten og også lørdag er der blandt andet koncert om aftenen.

Vil du time din ferie i Portugal med fredag den 13. festlighederne i Montalegre, kan du se, hvornår du næste gang får chancen på den officielle hjemmeside: www.sextafeira13.org

Andre seværdigheder i Montalegre

Sexta13-festen er på få år blevet et stort trækplaster for Montalegre, men det er dog langt fra den eneste grund til, at denne charmerende bakketopslandsby er værd at besøge.  Du kan for eksempel mærke historiens vingesus ved byens mest markante vartegn: Borgen som blev bygget i det 13. arhundrede ovenpå resterne af en meget ældre fæstning. Montalegre ligger desuden inden for Peneda-Gerês Nationalparken, der udover uberørt natur er kendt for sine gamle granit-landsbyer, hvor du stadig kan opleve autentisk, langsommeligt landsbyliv.

Kommer du til Montalegre i januar, kan du deltage i en endnu mere traditionsrig fest til ære for egnens produktion af røget pølser og skinke, Feira do Fumeiro. Her er der masser af muligheder for at sikre sig et velsmagende souvenir.

Tags i artiklen
Skrevet af
Mere af Mikkel H

Se Portugal fra et tog

At rejse gennem Portugal med tog er en chance for at læne...
Læs mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *