Hajer skal tiltrække feriegæster frem for at havne i suppen

Haj
Hajer trues af overfiskeri, men måske turisme kan være redningen. Foto: Allan Lee, CC.

Hajer, som svømmer frit rundt i havene bliver måske snart mere værd som trækplastre for feriegæster end som fyld i suppe, viser en verdensomspændende undersøgelse. I den forbindelse opfordrer man indtrængende til bedre beskyttelse af de store rovfisk, for at nedsætte omfanget af hajfangst til hajfinnesuppe. Fangsten har for tiden et omfang på omkring 38 millioner dollars om året, og efterspørgslen på hajkød kommer især fra det kinesiske marked.

Det er University of British Columbia i Canada, der står bag undersøgelsen. Den er en ud af flere med det formål at finde ud af, hvordan man kan gøre den globale fiskeindustri, som mange steder er truet af forurening og overfiskeri, mere bæredygtig.

I hajernes tilfælde ser det ud til, at turisme er en del af svaret, skriver den Singapore-baserede nyhedsportal Asia One News.

Hajerne er jobskabende trækplaster

Ifølge undersøgelsen er der knap 600.000 feriegæster verden over, der årligt vælger at bruge en del af deres ferie på at se på hajer – lige fra hammerhajer til de store hvide.

Den industri understøtter 10.000 jobs i 29 lande, og der er potentiale for vækst:

I øjeblikket genererer haj-turismen 314 millioner Dollars om året på globalt plan, og man regner med, at beløbet igennem de næste 20 år vil vokse til 780 millioner Dollars. Det skriver The International Journal of Conservation ifølge Asia One News.

Dette potentiale for vækst i haj-turismen skaber et økonomisk incitament for mange lande til at bevare hajer i deres naturlige habitater

I løbet af de senere år har lande som Honduras, Maldiverne, Bahamas og Fransk Polynesien fredet hajerne ved at forbyde kommercielt hajfiskeri i deres farvande. Her ser fiskerne en bedre mulighed for indtjening ved for eksempel at organisere sejlture for feriegæster, frem for ved at slå hajerne ihjel.

Hajen – ikke så menneskeædende endda

Hajer har altid indgydt frygt i mennesker, og kulturer over hele kloden bugner med myter og historier om hajer. I den vestlige verden har vi en stor del af vores opfattelse af hajer fra populære underholdningsfilm som for eksemepel “Dødens gab”.

Disse film viser et billede af hajer som ekstremt aggressive og dødbringende væsner, hvis yndlingsbeskæftigelse er nådesløs jagt på menneskekød.

Men faktisk udgør antallet af dødelige hajangreb på mennesker ikke flere end cirka 4 om året i gennemsnit. Det gør det til en af klodens mest sjældne dødsårager overhovedet.

Kun fire hajarter har været involveret i et betydeligt antal uprovokerede, dødelige angreb på mennesker: Den store hvide haj, tigerhajen, den oceaniske whitetip-haj og tyrehajen. Disse fire typer er store, kraftfulde rovdyr, som potentielt kan være til fare for mennesker, men som dog sjældent er det – ikke mindst fordi de generelt holder sig på lang afstand af strande.

Alle fire typer er blevet filmet under vand, uden fotograferne har benyttet sig af et beskyttende bur. Det er dog ikke noget, vi vil anbefale, at man eksperimenterer med som almindelig, nysgerrig feriegæst – “don’t try this at home”, som man siger.

Hajer er naturligvis rovdyr, der er ligeglade med, om middagen selv har lyst til at blive spist. Men der er intet, der tyder på, at de er mere farlige, aggressive eller ligefrem ondskabsfulde end andre rovdyr.

Selv i vores hjemlige danske farvande kan mange slags hajer observeres – for eksempel pighajer, sildehajer og hvalhajer, og, mere sjældent, den spektakulært udseende hammerhaj. Sidstnævnte kan man også møde på det nye danske oceanarium, Den Blå Planet.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere