Hold nytår i Portugal

Fyrværkeri
Tag hul på det nye år med manér med en nytårsrejse til Portugal. Foto: marcosantiago, Creative Commons.

Skyd nytåret ind med et brag af en fest i en af Portugals byer, som traditionen tro har mange flotte, åbne arrangementer, hvor alle er velkommen til at deltage. Det er desuden en unik chacne for at opleve portugisiske nytårstraditioner og ikke mindst for at tage en pause fra det grå danske vintervejr.

Traditionsrige nytårsfester i Portugal

Når klokken slår tolv, skåler portugiserne også gerne i champagne, men derudover skal du huske at spise tolv rosiner, mens du for hver ønsker dig noget for de kommende måneder. Derefter kan du i mange af Portugals større byer nyde et storslået fyrværkerishow, hvor især det på Madeira er i sin helt egen klasse.

Nytårsfyrværkeri på Madeira
Festfyrværkeriet på Madeira er en af årets største begivenheder, som ikke blot er flot men også rekordstort. Det har således allerede opnået godkendelse som verdens største af sin slag i Guiness Rekordbog og tiltrækker hvert år mange besøgende til Madeiras hovedby, Funchal.

Vil du have den flotteste udsigt til det farvestrålende show, kan det anbefales at se det fra havsiden. Der er da også talrige firmaer, som netop tilbyder sejlture ud for Funchal for at se det spektakulære fyrværkeri.

Læs mere om nytår på Madeira

Nytårsfest i Lissabon
I den portugisiske hovedstad er festlighederne nytårsaften koncentreret omkring Praça do Comércio, hvor byrådet har arrangeret en stor fest med både musik og fyrværkeri.

Vil du have god udsigt over byen, kan du eventuelt også vælge at søge op til Castelo de São Jorge, som holder åbent frem til midnat, hvor der er udsigt ikke blot over Lissabon men også til fyrværkeriet i for eksempel Almada på den anden side af Tejo-floden.

En storbyferie i Lissabon vil nytårsaften i det hele taget byde på masser af muligheder for at feste med byens befolkning på pladser, barer og klubber.

Huske også at udnytte muligheden for at smage på nogle af de lokale delikatesser såsom “kongekagen” Bolo Rei, hvis form symboliserer en krone og traditionelt spises mellem juledag og Dia de Reis d. 6. januar.

Lissabon miradouro
Der er mange gode udsigtspunkter rundt om i Lissabon, der er perfekte til at nyde fyrværkeriet.

Nytår i Porto
Portugals andenstørste by, Porto, er flere gange kåret til et af Europas mest spændende storbyrejsemål. Her venter der dig en ferie med masser af muligheder for at fordybe dig i et rigt kulturliv, spændende kulinariske oplevelser og et væld af enestående historiske seværdigheder.

Nytårsaften er ligeledes rig på muligheder i Porto. Nyd for eksempel de festlige timer op til midnat i den gamle bydel Ribeira, hvor der er mange gode barer og restauranter. Der er derudover også flere muligheder for at fejre aftenen med et krydstogt på floden Douro.

Nytårsrejser til Portugal

Vil du have en uforglemmelig start på det nye år, er Portugal et godt rejsemål. Det er dog bare et af mange spændende steder rundt om i verden, hvor man fejrer nytåret med manér.

Læs mere om nytårsrejser

Tags fra artiklen
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere