Indfødte amerikaneres kultur skal være feriegæst-magnet

Indfødte amerikanere
De indfødte amerikanere kan blive bedre til at udnytte turisternes interesse. Foto: Edward S. Curtis 1905. Library of Congress.

Mange af os har måske leget den klassiske leg “cowboys og indianere” som børn, og fascinationen af “indianerne” hører ikke kun barndommen til. Nu opfordres “indfødte amerikanere” (“native americans”) til at blive bedre til at bruge deres fascinerende arv, historie og kultur til at trække feriegæster til, og give rejsende en kulturel oplevelse ud over det sædvanlige.

En leder blandt indfødte amerikanere fra staten Nevada, Sherry Rupert, er for nylig blevet udnævnt til at sidde i USA’s Handelsministeriums Turismeråd. Rupert vil gerne rette fokus mod det store potentiale for at tiltrække rejsende og feriegæster, de indfødte amerikanere har på grund af deres særegne og ældgamle kultur, som de stadig i vidt omfang holder i live og respekterer.

En kultur, der interesserer og beundres af mennesker over hele den vestlige verden, og som rummer et stort økonomisk potentiale, hvis den vigtige amerikanske turismeindustri formår at promovere den rigtigt.

En intakt kultur med levende traditioner

“Der er en del af markedet, der er virkeligt interesseret i en kulturel oplevelse,” siger Sherry Rupert ifølge Seattle Times. Ud over at være medlem af Handelsministeriets Turismeråd, er hun administrerende direktør for kommissionen for indfødte amerikanere i Nevada.

Hun fortsætter: “Det er noget vi, som indfødte amerikanere, kan tilbyde. Der er intet som det i verden. Vores kultur er intakt, og vores traditioner er i live.”

En del af det, hun nu vil bruge sin udnævnelse som medlem af Turismerådet til, er at bringe øget opmærksomhed på dataindsamling angående demografien, interesserne og vanerne blandt de feriegæster, der besøger de indfødte amerikaneres territorier, museer og andre mindesmærker og seværdigheder relateret til disse folk.

“Jeg vil vide, hvem, der rejser til de indfødtes samfund og hvad de laver,” siger Rupert ifølge Seattle Times. Hun mener, den information kan hjælpe stammesamfundene med at blive bedre til at forstå, hvad rejsende er interesserede i, så de bedre kan matche deres attraktioner og destinationer med feriegæsternes ønsker.

Første kontakt var med vikingerne

Selvom de indfødte amerikaneres kultur måske virker som noget af det mest fjerne og eksotiske, man som skandinav kan forestille sig, rækker kontakten mellem skandinaver og indfødte amerikanere meget langt tilbage i historien.

Det nuværende USA og Canada blev nemlig formentlig ikke i første omgang “opdaget” af Christoffer Columbus, men af vikingen Leif den Lykkelige. Nordamerika blev af vikingerne kaldt Vinlad, og Leif den Lykkelige og hans delegation skulle ifølge historien have “opdaget” landet i år 1002.

De indfødte amerikanere, som vikingerne kaldte for “skrællinger”, jog dog de fremmede skandinaver på flugt, og vore forfædre koncentrerede sig herefter om at kolonisere de ubeboede dele af Grønland.

I det 15. århundrede “opdagede” Christoffer Columbus så de caribiske øer, og det satte gang i en meget eksplosiv og voldelig kolonisering af de amerikanske kontinenter, som førte til, at de oprindelige befolkninger – som formentlig har levet på kontinenterne i mere end 14.000 år – blev trængt tilbage og deres antal reduceret betydeligt.

Egentlig er det forkert at sige om både vikingerne og Columbus, at de opdagede Amerika – for Amerika var jo forlængst blevet opdaget. Bare ikke af mennesker med europæisk kulturbaggrund.

Reservater oplever stor interesse fra turister

I dag er der særlige reservater rundt omkring i hele USA, hvor de indfødte amerikanere har mulighed for at videreføre deres traditionelle levevis i fred for resten af samfundet.

Der er, som Sherry Rupert fortæller ovenfor, stor interesse blandt rejsende og feriegæster fra USA og fra hele resten af verden, for at besøge reservaterne og lære om de indfødte amerikaneres historie og kultur.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere