Den traditionelle jul i Portugal fejres med stor højtidelighed og masser af højt humør. Da den dominerende religion er katolicisme spiller religionen en stor rolle i den portugisiske julehøjtid. Familie og venner samles ved juletid, og ligesom herhjemme er højtiden for portugiserne ensbetydende med både at give og at modtage.
Torsk julaften
Portugiserne samles omkring et stort julemåltid om aftenen den 24. december. Mens der i Danmark oftest er and eller flæskesteg på bordet, består den traditionelle julemiddag, Consoada, i Portugal, af torsk i form af bacalhau med grøntsager og kogte kartofler. Det efterfølges dog normalt af et udvalg af “finere” retter såsom lam, kalkun eller skaldyr, der ellers før i tiden var forbeholdt de efterfølgende juledage. Til dessert serveres et sandt overflødighedshorn af søde sager i form af blandt andet Bolo Rei (kongekage), der er fyldt med kandiserede frugter eller nødder.
Gaverne pakkes i Portugal ud juleaften ligesom herhjemme, men det er ikke sidste punkt på programmet. De fleste går således til midnatsmesse (Missa do Galo) efter middagen, hvorefter de vender hjem for at se hvilke gaver, der venter under træet.
Selvom de fleste hjem nu til dags har et juletræ, var det faktisk først i 1970’erne, at dette blev udbredt i Portugal. Til gengæld har man en lang tradition for at krybbespil udgør en central del af udsmykningen i hjemmet. Før familien går til messe, er der traditionen for at forældrene i smug placerer jesubarnet i krybben i familiens krybbespil så han for børnene ser ud til at være dukket frem på mirakuløs vis, mens de var til midnatsmesse.
Julebelysning og julepynt
Portugiserne elsker at pynte til jul og mange gader, butiksvinduer, parker og bygninger bliver festlig pyntet. Lissabon og Porto skiftes til at have et belyst juletræ og de konkurrerer hvert år, om hvem der har det flotteste og højeste juletræ.
De senere år er man begyndt at bruge mere energivenlige lys, men man valgte dog alligevel på grund af finanskrisen at skære ned for belysningen nogle steder i landet. Det til trods er der masser at se på – især på de populære rejsemål. De flotte julelys tændes i begyndelsen af december og slukkes d. 6. januar i forbindelse med ”Helligtrekongesdag”.
Oppyntningen begynder allerede i slutningen af november måned – både hjemme hos de portugisiske familier og i byens gader. Man pynter med kugler, fantasifulde dekorationer, og selvom der ikke er skyggen af sne, er det meget stemningsfuldt og ikke spor svært at komme i julestemning.
Husk at det ikke kun er julen, som portugiserne fejrer med manér. Du kan også glæde dig til masser af fest og farver, hvis du vælger at holde nytår i Portugal.
Oplev selv julen i Portugal
Hvis du kunne tænke dig at opleve de hyggelige traditioner, de mange julelys og den gæstfrie stemning, så kan du fx rejse til Lissabon eller Porto – de to største byer i Portugal – og opleve den portugisiske jul på tæt hold. Selv hvis du ikke fejrer selve julaften her, er tiden op til også et godt tidspunkt for et besøg og for eksempel en chance for at finde nogle unikke julegaver til dem derhjemme.