Derfor skal du besøge Knossos – den mest populære seværdighed på Kreta

Knossos
Knossos er en af de mest kendte seværdigheder på Kreta. Foto: Yolanda, Creative Commons.

Kretas skønne kyster og strande er uimodståelige, men kan du løsrive dig fra det azurblå hav, venter der dig lidt inde i baglandet også mange enestående oplevelser. Middelhavsøens nok mest kendte og mest besøgte historiske seværdigheder er Knossos. 

Vil du dykke ned i Kretas fortid, bør denne oldtidsby cirka 5 kilometer sydøst for centrum af øens livlige hovedstad Heraklion stå højt på din liste over udflugtsmål. Men hvorfor er det over 4000 år gamle Knossos en af de seværdigheder, du ikke bør gå glip af på en rejse til Kreta? Læs med her og få tips til dit besøg.

Udsmykningerne i paladset var nogle af datidens smukkeste.

Det minoiske palads – i sin egen klasse

Knossos-paladset blev bygget omkring år 1950 f.Kr. af minoerne, der var en af de højest udviklede civilisationer i oldtiden. Arkitekturen i paladset var helt på forkant af udviklingen med blandt andet avanceret kloakering og ventilation. Ligeledes var udsmykningen yderst sofistikeret i forhold til, hvad man ellers kender fra regionen på den tid. Selvom der blev bygget andre paladser på Kreta i samme periode, var der da heller ingen af disse der var tilnærmelsesvis lige så storslået som Knossos. Det må have haft stor signalværdi. Knossos udgjorde derfor formentlig et magtcentrum på øen.

Det oprindelige palads i Knossos stod formentlig “kun” omkring 250 år før det blev delvist ødelagt ved et jordskælv. Minoerne genopbyggede dog hurtigt paladset. Arkæologerne er lidt usikre på om der faktisk var et ødelæggende jordskælv, eller om der i virkeligheden blot er tale om, at “det første palads” over en periode blev kraftigt udvidet og renoveret.

Ligeledes kender man heller ikke det rigtige navn på folket, der levede her. Den britiske arkæolog Arthur Evans, som i starten af 1900-tallet begyndte udgravningen og restaureringen af Knossos, mente, at han havde fundet den mytiske Kong Minos’ palads og navngav derfor beboerne derefter. Kong Minos var ifølge den græske mytologi søn af Zeus og Europa.

Knossos ruinerne
Knossos ruinerne er med god grund en af de seværdigheder, som formår at konkurrere med strandene om turisternes gunst. Foto: Lapplaender, CC BY-SA 3.0 DE.

Mange ubesvarede spørgsmål

Man ved dog med nogenlunde sikkerhed, at Kreta senere blev ramt af katastrofer. Vulkanudbruddet på Santorini omkring år 1600 f.Kr., der regnes blandt de største i historien, udløste således formentlig en tsunami, der ramte Kretas nordkyst. Arkæologerne kan desuden se, at de minoiske paladser, villaer og byer på Kreta blev ramt af ødelæggelser omkring år 1450 f.Kr. Disse ødelæggelse kan have skyldtes endnu et jordskælv, men var nok mere sandsynligt resultatet af en invasion af mykenere fra det græske fastland. Som det eneste palads blev Knossos forskånet for ødelæggelser og ikke forladt, men fungerede formentlig som administrativt centrum i den efterfølgende mykenske periode på Kreta.

Som med så mange andre ting omkring Knossos er der fortsat diskussion blandt forskerne om, hvornår selve paladset endegyldigt blev ødelagt og forladt. Men det er tidligst sket ca. 1375 f.Kr., og selv herefter har stedet været af betydning på øen. Knossos by nord for det minoiske palads var således i det 1. århundrede f.Kr. en romersk koloni. Det var først med arabernes erobring af Kreta omkring år 825, Knossos’ lange historie fik sit endelige punktum.

I dag er en spadseretur rundt blandt ruinerne af det ca. 2 ha store palads en chance for at mærke historiens vingesus og komme helt tæt på en af Europas første større civilisationer. Paladset, der bestod af en gård omgivet af fire fløje, er nogle steder blevet rekonstrueret. Selvom disse moderne rekonstruktioner er kontroversielle, er de unægtelig gode til at give en fornemmelse af stedets oprindelige storhed.

Er du ikke mættet af historie efter dit besøg, kan det anbefales at lægge vejen forbi det arkæologiske museum i Heraklion. Faktisk kan det være en fordel først at besøge museet for at blive lidt klogere på hele øens historie. Samlingen på museet inkluderer spændende fund, som strækker sig helt fra stenalderen frem til romertiden. Du kan købe en billet, som gælder til bådet museet og Knossos.

Bedste tidspunkt at besøge Knossos

Det arkæologiske område ved Knossos er åbent dagligt fra kl. 8 til 20 om sommeren. I vintersæsonen (fra 1. november til 31. marts) lukkes der kl. 15. Vil du undgå den værste turisttrængsel, kan det anbefales at komme her tidligt om morgen, før de store turistbusser begynder at ankomme fra Heraklion. Bemærk at der ikke er mange steder at komme i skygge på det arkæologiske område. Medbring gerne selv en flaske vand og bredskygget hat.

Særligt hvis du rejser til Kreta midt på sommeren, kan det være en fordel at besøge det minoiske palads i Knossos først eller sidst på dagen. Da er temperaturen lidt mere behagelig til sightseeing, og den lave sol kaster sit bløde, mere fotovenlige lys over ruinerne. Afsæt gerne et par timer til dit besøg for at få det hele med. Der er mulighed for at følge en guidet rundvisning af omkring 1½ times varighed.

Transport til det minoiske palads i Knossos

Du kan nemt tage bussen fra Heraklion til Knossos. Der er talrige afgange hver time. Rejser I flere sammen, kan I dog eventuelt blot tage en taxi direkte fra jeres hotel uden det er meget dyrere.

Du kan sagtens udforske Knossos på egen hånd. Især hvis du har læst lidt om stedet på forhånd eller besøgt museet i Heraklion. I selskab med en god, lokal guide kan du dog ofte få flere detaljer med. Der er som regel muligheder for at arrangere guidede dagsture hertil fra de fleste steder på øen med afhentning på dit hotel.

Også for børn

Skal dine børn med på rejsen til Kreta? Så er det nok ikke timelange museumsbesøg og sightseeing, der står øverst på deres ønskeliste for ferien. Trænger I alligevel til lidt adspredelse fra strandlivet, er en udflugt til Knossos dog ikke noget dårligt valg. Arthur Evans’ oprindelige restaureringer er ifølge nutidens arkæologer nok lidt for fantasifulde, men betyder, at også børn let kan fornemme stedets tidligere storhed.

Du kan finde mere information på det græske kulturministeriums hjemmeside.

Fiskebåde ved Kretas smukke kyst.
Fiskebåde ved Kretas smukke kyst.

Rejser til Kreta

Knossos er bare én af mange interessante seværdigheder, som gør Kreta til det ideelle rejsemål for dig, der ønsker at krydre en afslappende badeferie med spændende udflugter. Næsten uanset hvor du indlogerer dig på den smukke middelhavsø, vil der være enestående natur- eller kulturseværdigheder inden for din rækkevidde.

Hos Escapeaway kan du for eksempel vælge at bo på et af de familievenlige hoteller i Ammoudara, hvorfra der er bare 20 minutters kørsel til Knossos. Takket være kystvejen tager køreturen heller ikke meget længere tid, hvis du i stedet slår dig ned i en af kystbyerne længere østpå. Vi har for eksempel også håndplukket et godt udvalg af familievenlige hoteller i Hersonissos.

Se alle rejsemål og læs mere om rejser til Kreta med Escapeaway

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere