Luften i flyet gør dig ikke syg, men …

flypassagerer med masker
Du behøver ikke frygte for luften på flyveren. Foto: Roger Schultz, CC.

Mange har oplevet at blive forkølet efter en flyrejse, men det er ikke den cirkulerende kabineluft, som udgør en ekstra smittefare. Vil du ikke have spoleret ferien af sygdom, er der et par gode råd, du bør følge.

Luften er ren, men tør

Har du fået lidt snue eller det der er værre efter en flyrejse, tænker du måske, at du er blevet smittet af en af dine medpassagerer på grund af den cirkulerende luft i flykabinen. Men ifølge eksperter er udskiftningen af kabineluften nu til dags designet således, at du kun “deler” luft med de nærmeste rækker og ikke hele flyet. Der burde derfor ikke være større risiko for at blive smittet via luften i forhold til andre situationer, hvor du befinder dig tæt på andre mennesker.

Desuden er større fly udstyret med såkaldte HEPA-filtre, der frasorterer bakterier og viruspartikler og gør det sikkert at genanvende en del af luften i kabinen.

– Folk tror altid der bliver sendt virus rundt i flyet, men det gør der ikke, filtre opfanger alle vira, siger Torsten Lindgren, docent i Arbejds- og Miljømedicin ved Akademisk universitetssyghus i Uppsala til Aftonbladet.

Torsten Lindgren har undersøgt, hvor ofte flybesætninger bliver forkølet og fandt, at der ikke var nogen sammenhæng med andelen af recirkuleret luft i kabinen. Det viser ifølge forskeren, at filtrene effektivt fjerne eventuelle vira fra luften.

Luften i et fly har dog en lav fugtighed, hvilket ifølge eksperter belaster slimhinderne og os mere modtagelige overfor virus.

Mange andre smittekilder

Mens den cirkulerende luft ikke i sig selv udgør en forhøjet risiko for smitte, bør du til gengæld være opmærksom på, at bakterier og vira kan overleve i lang tid på de mange forskellige overflader i flyet. Når nogen hoster eller nyser, er det således let for bakterier eller virus at blive spredt til overflader, som du efterfølgende kommer i kontakt med ved berøring.

I forbindelse med et udbrud af Roskildesyge på et fly i 2008, viste efterfølgende undersøgelser for eksempel, at passagerer med en gangplads havde størst risiko for at blive smittet. Det skyldes sandsynligvis, at de befandt sig tæt ved de syge passagerer, som gik til og fra toilettet. Desuden støtter mange passagerer sig til sæderne langs gangen, hvorved der kan overføres smitte.

Tænk derfor over, hvad du rører ved i flyveren. Flyets toilet, armlæn og ikke mindst det lille klapbord er eksempler på potentielle smittekilder, som ikke nødvendigvis rengøres grundigt mellem afgangene.

Hold derfor dine hænder rene og undgå at røre ved næsen eller gnide øjne efter håndkontakt med en potentiel smittekilde i flyet. Overvej eventuelt at medbringe renseservietter og håndsprit til at rense overflader ved din plads og dine hænder. Selvom du benytter håndvasken på toilettet, kan det desuden være en god ide efterfølgende at spritte din hænder af, da undersøgelser har vist, at der på flytoilettet findes flere colibakterier end på andre offentlige toiletter.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere