Flyrejser virker i dag som en nærmest dagligdags foreteelse, men det er faktisk kun lidt over 100 år siden, mennesket for alvor gik på vingerne for første gang.
Fly har for altid ændret rejselivet for mennesket. Med fly blev det muligt at nå de fjerneste egne af jorden uden at skulle rejse i månedsvis. Udviklingen er gået stærkt, og i dag forventer de fleste at kunne flyve sikkert, uden det koster alverden.
Det begyndte med brødrene Wright
I 1903 lykkedes det Orville Wright at holde et motorfly på vingerne længe nok til, at man kunne betegne det som en rigtig flyvetur. Han fik hjælp fra sin bror Wilbur.
De to brødre gik over i verdenshistorien og startede en udvikling, der skulle forandre verden for altid. Det var en ydmyg optakt til noget stort.
Hen over Atlanten for første gang
Charles Lindbergh krydsede i 1927 Atlanterhavet nonstop i sin biplan-flyver. Det var en noget længere tur, end de små 50 meter Orville Wright fløj et kvart århundrede tidligere.
Det tog Lindbergh næsten 34 timer at krydse Atlanten. En tur der i dag kan klares på under otte i et ganske almindeligt passagerfly.
Jetflyet decimerer rejsetiden
Havilland Comet var i 1952 det første passagerfly med jet-motorer, og flyet lagde dermed grunden for den moderne epoke inden for flyrejser.
Det smukke fly fik dog et lidt trist eftermæle på grund af en del havarier. Ikke desto mindre var det grundlæggende design udgangspunktet for de følgende generationer af almindelige passagerfly.
Hurtigere, højere – og mere larmende
Noget almindeligt passagerfly kan man ikke kalde Concorden, der sammen med den russiske Tupolev Tu-144 var de eneste overlydsfly indsat i almindelig kommerciel lufttrafik.
Disse ekstreme fly blev dog med tiden for dyre i drift, og i dag har vi ikke fly af den kaliber i den kommercielle del af lufttrafikken. Nu er fokus på lavt energiforbrug, miljø og passagerkomfort.
Ud i rummet
Det seneste i flyrejser er rejser helt ud i rummet. Den amerikanske milliardær Dennis Tito blev i 2001 verdens første rumturist med en seks-dages tur til en pris på den forkerte side af 100 millioner kroner.
I fremtiden bliver flyveture i atmosfærens ydre lag dog betydeligt billigere og flere forskellige virksomheder arbejder med at bygge fly, der kan tilbyde en rumtur for få hundrede tusinde kroner.