Det skal du opleve på en rejse til Sydkorea

Korea landskab
Korea er meget andet end højteknologi og storbyliv. Foto: miquitos, CC.

Sydkorea er et moderne land med alt hvad hjertet kan begære af komfort og teknologi, men landet har også en mere traditionel og rolig side – og så råder det over skønne naturområder.

Kæmpebyen Seoul med den stolte historie

Koreas hovedstad Seoul er et kapital for sig. Byen er med sine næsten 22 millioner indbyggere den næststørste i Asien, kun overgået af megabyen Tokyo. Byen var på hele verdens læber i 1988, da den var vært for de Olympiske Lege. Og den kom det igen for nylig, da den dannede kulisser om verdens mest sete musikvideo nogensinde, Gangnam Style af den koreanske musiker Psy.

Men det er billeder af en moderne storby med alt hvad der hører til af underholdning, luksus og komfort. Hvad færre er klar over, er nok, at byen faktisk har været hovedstad i Korea helt siden 1394 og selv inden da, var den et betydeligt magtcenter i området.

Rundt om i byen kan man i dag finde spor fra tidligere epoker, men det er ikke nemt, da byen under Koreakrigen var skueplads for ødelæggende slag mellem de to parter. Byen kan besøges det meste af året, men undgå perioden med monsun, som ligger i de tidlige sommermåneder.

Koreas anden by – Busan

Busan er slet ikke så kendt internationalt som Seoul, men til gengæld er byen mere afslappet og overskuelig. Byen er berømt for sine dejlige strande og virker på mange måder – på godt og ondt – mere Europæisk end Seoul. I Busan er det mere fokus på nydelse og det gode liv, hvor Seoul virker mere erhvervsorienteret.

Busan har også en meget levende kulturel side, og byen er blandt andet vært for en anerkendt filmfestival. Beliggenheden ud til havet helt mod syd i Korea har både velsignet byen med de førnævnte strande, men også med landets største havneområde – et af de vigtigste i hele Asien. Det giver byen et livligt og internationalt præg.

Selvsagt kan du i Busan nyde fiskeretter og andet godt fra havet i verdensklasse. Busan er kort sagt en forrygende storby i Asien, hvor du både kan slappe af og få masser af oplevelser.

Ud på paradisøen Jeju

Når du har fået storby nok, er det måske på tide at opleve en helt anden side af Korea. Landet er nemlig også velsignet med den nærmest paradisiske ø Jeju. I Korea er Jeju kendt som Gudernes ø. Det er Koreas største ø, og den er simpelthen spækket med naturoplevelser af den fineste slags.

På Jeju finder du ubeskriveligt smukke kyststrækninger, vandfald, fantastiske bjerglandskaber og alt det andet, som du kunne drømme om på en paradisø. De smukke hvide sandstrande byder på afslapning og smukke solnedgange over havet. Det er også langs kysten, du finder de mange formidable fiskerestauranter på øen.

Øen har også masser at tilbyde aktive feriegæster, der elsker udfordringer i naturen. Jeju er en vulkan-ø, og det giver et ganske særligt landskab med masser af højdedrag og dale. Sydkoreas højeste punkt ligger faktisk på øen og hedder Halla-san-bjerget. Her kan man gå på vandretur og nyde fantastiske udsigter. Du keder dig ikke på Jeju!

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere