Sådan rejser du med en partner

Par på rejse
At rejse med en partner er fantastisk, især hvis man har afstemt forventningerne i forvejen

Man siger, at et forhold, der kan overleve en rejse, kan overleve alting. Det er nok lidt overdrevet, men der er noget om snakken. For på rejser kommer vi ofte ud for mange udfordringer og oplevelser, vi ikke møder i dagligdagen. At rejse sammen er fantastisk, og med en smule forberedelse undgår man for mange “forhandlinger” undervejs, så rejsen kan forblive en glædelig fælles oplevelse uden irriterende afbrydelser.

Det vigtigste generelle råd er at afstemme forventningerne på forhånd. Her følger fire konkrete råd:

1. Aftal rejsens komfortniveau på forhånd

Det er ikke altid mænd og kvinder har den samme definition af komfort. Så det er en god idé på forhånd at tale sammen om rejsen. Hvis den ene forventer fem-stjernet hotel, mens den anden er godt tilfreds med at bo på vandrehjem, kan der hurtigt opstå problemer, hvis den slags skal afgøres undervejs.

Bedst er det derfor inden rejsen at beslutte, hvad niveauet skal være, så der er enighed om komforten undervejs. Stemingen bliver hurtigt dårlig, hvis diskussionen om overnatning skal foregå en sen aften, hvor hotellerne er ved at lukke eller være fyldt op. Det er også vigtigt at afgøre komfortniveauet af økonomiske årsager. Det er nemlig en anden sikker måde at ødelægge den gode stemning på, hvis rejsebudgettet er brugt mange dage før rejsen er slut.

2. Afslapning eller oplevelse?

En anden beslutning, der skal træffes på forhånd er, hvilke aktiviteter, der skal foregå under rejsen. Igen handler den om at bringe sine forventninger overens, så hverken den ene eller anden part bliver skuffet eller ærgerlig undervejs.

Det klassiske eksempel, hvor det går galt, er, hvis den ene part forbinder rejser og ferie med masser af aktive oplevelser, mens den anden forbinder rejser med det stik modsatte; nemlig total afslapning og dasen ved stranden. Man risikerer meget hurtigt, at den ene part føler sig snydt, hvis ikke man på forhånd har snakket om, hvad rejsen skal indebære.

Ofte kan der også være forskelle i, hvor meget hver vil nå. Nogle vil gerne se meget overfladisk, mens andre vil se få ting mere i dybden. Giv plads til de ting, der betyder meget for din partner at se og lav nogle kompromisser.

3. Sørg altid for at tage tid til mad og drikke

Dette råd gælder naturligvis, hvadenten du rejser alene eller sammen med en partner. Men rejser man to sammen, er planlægningen lidt vigtigere, da behov ikke altid opstår på samme tid hos begge parter — giv alligevel plads, det er vigtigt at tage sig tid og give sin partner tid også, for uden mad og drikke, duer helten ikke.

Hvis man ikke har energi, eller ikke har fået væske nok, kan små irritationsmomenter hurtigt vokse sig store. God mad og rigeligt med væske er et godt udgangspunkt. Husk at sørge for at få en god, nærende morgenmad sammen. Så tegner dagen lys.

4. Forvent ekstra tidsforbrug

Rejser man normalt alene, er man vant til at gøre tingene på en bestemt måde. Rutinen gør en hurtig og effektiv. Men når man rejser med en partner, tager mange ting ekstra tid. For at undgå stress-situationer er det en god idé simpelthen at være i god tid. At lægge ekstra tidsbuffere ind rundt omkring i rejseplanen.

Specielt vigtigt er det selvfølgelig omkring check-in tidspunkter og andre faste tidspunkter, hvor man ikke må komme for sent. Men også mere generelt. Det er bedre at have lidt god tid omkring oplevelser, end at skulle stresse og jage rundt. Ellers får man heller ikke sjælen rigtigt med i oplevelserne på rejsen.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere