Serengeti slipper for omstridt vej

Serengeti
Dyrelivet i Serengeti slipper i denne omgang for motortrafik. Foto: Jorge Cancela, CC.

Planerne om en ny hovedvej gennem Serengeti nationalparken er skrinlagt. Det er godt nyt for dyrene i parken og de mange safariturister, som rejser dertil for at opleve et af verdens mest enestående naturområder.

Tanzanias turismeministerium har således meddelt UNESCOs verdensarvscenter i Paris, at den omstridte 53 kilometers vejstrækning, som ville have delt den nordlige del af parken, er skrinlagt.

Internationale protester mod vej

Planerne om en ny hovedvej gennem det unikke naturområde har afstedkommet en storm af protester og advarsler fra naturorganisationer verden over, som frygtede at vejen ville gøre stor skade på det rige dyreliv i parken og bl.a. påvirke den berømte årlige migration, hvor millioner af gnuer og andre dyr vandrer over sletten.

Beder om støtte til alternativ

Tanzanias regering ville erstatte den eksisterende grusvej med en asfalteret hovedvej for at forbinde områderne ved Victoria-søen med havnene ved kysten mod øst. Nu vil man i stedet undersøge muligheden for at lave en vej længere mod syd, som løber udenom nationalparken.

Serengeti – et safari-højdepunkt

Serengiti nationalparken i Tanzania, som blev oprettet i 1951 som Tanzanias første nationalpark, er sammen med Masai Mara i Kenya et af Afrikas absolutte højdepunkter for safarirejser. Turister kommer især hertil for at opleve det enestående syn, når næsten en million gnuer og 200.000 zebraer vandrer i en cirkulær bevægelse året rundt i området for at følge regnen (og græsset). De mange gnuere og zebraer er samtidig byttedyr for løver, hyæner, geparder og leoparder, som derfor også findes i området i stort tal.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere