Skyd genvej i Lissabon med en sporvogn

Sporvogn i Lissabon.
De gule sporvogne er et af Lissabons mest kendte vartegn. Foto: André Lergier - Unsplash

De smalle og ofte ganske stejle gader er en stor del af charmen ved Lissabon, men de kan give trætte ben på en storbyferie. Heldigvis er Lissabon også kendt for sine sporvogne. Det inkluderer de klassiske kabelsporvogne, som fragter dig op ad byens stejleste bakker i magelig stil.

En del af Lissabons sjæl

Sporvognene er ikke kun en vigtig del af byens historie, men de er også en praktisk og sjov måde at komme rundt i Lissabon som turist. Der er flere forskellige sporvognsruter, som tager dig gennem nogle af byens mest betagende kvarterer, og de er nemme at bruge. Hvis du er i tvivl om, hvilken rute der passer bedst til dig, kan du altid spørge en lokal eller en af de ansatte ved stoppestederne.

En af de mest populære ruter er sporvogn nr. 28, som tager dig gennem nogle af byens ældste kvarterer og tilbyder en fantastisk udsigt over byen. Linje 28 er også kendt for at være en af ​​de mest maleriske sporvognsruter i verden og derfor populær blandt turister. Så hvis du vil undgå den værste trængsel, skal du måske overveje at tage en anden rute eller prøve at undgå myldretiden.

Det kunne for eksempel være sporvogn nr. 15. Hvor nr. 28 kører på kryds og tværs af den indre by, er den mere moderne nr. 15 en direkte rute fra det centrale Lissabon til den hyggelig forstad Belém ved Tejo-flodens udmunding. Derude skal du naturligvis smage en Pastel de nata fra konditoriet Pastéis de Belém, hvis specialitet netop er de lækre cremetærter.

De karakteristiske elektriske, gule sporvogne blev introduceret i 1901, og nogle af dem kører stadig den dag i dag. Foto: Aayush GuptaUnsplash

Kabelsporvognene i Lissabon

Udover de klassiske sporvogne kan du på rejsen til Lissabon også nyde godt af en række kabelsporvogne. Dem finder du i de stejleste gader.

Det var den portugisiskfødte ingeniør Raoul Mesnier du Ponsard, som mod slutningen af 1800-tallet fik til opgave at lette hverdagen for hovedstadens borgere. Med en evne for at løse komplicerede udfordringer på elegant vis etablerede han et system af kabelsporvogne og elevatorer, ascensores e elevador, som hurtigt blev populære og i dag er blandt byens mest kendte vartegn.

Den første kabelsporvogn i Lissabon, Ascensor do Lavra, åbnede i 1884. Den forbinder Largo da Anunciada med Câmara Pestana, og sparer derved sine passagerer for en 188 meters gåtur op eller ned ad den stejle Calçada do Lavra.

Allerede året efter i 1885 kunne man indvie byens anden kabelsporvogn Ascensor da Glória, som afgår fra den vestlige side af Avenida da Liberdade og forbinder Praça dos Restauradores med Bairro Alto kvarteret (São Pedro de Alcântara Belvedere).

Kabelvogn i Lissabon. Foto: Victor MalyushevUnsplash

I 1892 åbnede den sidste af byens tre kabelsporvogne, Ascensor da Bica, som er ganske nyttig, hvis du vil slippe for at gå op fra Mercado da Ribeira området op til Bairro Alto.

Oprindeligt blev kabelporvognene trukket alene ved hjælp af tyngdekraft assisteret af et sindrigt system af modvægte i form af vand. Inden for få år gjorde man dog kabelbanerne dampdrevne, og siden blev de ligesom byens øvrige sporvogne elektrificeret.

Trods elektrificeringen og “udsmykningen” med graffiti er meget af den oprindelige charme ved Lissabons gamle kabelsporvogne intakt. For mange besøgende er en storbyferie i Lissabon da heller ikke fuldendt uden en tur med en af kabelsporvognene.

Fra den stilfulde elevator får du en god udsigt over centrum. Foto: McPig, CC BY 2.0

Elevador de Santa Justa – antik elevator til storslået udsigt

Mens kabelsporvognene trods de stejle spor minder meget om de andre berømte sporvogne i Lissabon, er den smukke Elevador de Santa Justa helt anderledes.

Denne 45 meter høje elevatorbygning konstruerede Ponsard ligeledes for at forbinde det lavtliggende Baxia-kvarter med Largo do Carmo i Bairro Alto, og skabte i samme ombæring et af midtbyens bedste udsigtspunkter. Lissabons tre kabelsporvogne og elevatoren blev i 2002 erklæret for nationale monumenter.

Sporvogn nr. 28 eller 12 er en god måde at se centrum på. Foto: Alice ButenkoUnsplash

Sådan køber du billet til sporvognene

På alle sporvognslinjer er det muligt at købe din billet om bord, men hvordan du gør det afhænger af sporvognen. Prisen er pr. tur, så det er ligegyldigt, om du kører et enkelt stop eller hele vejen til enden. På de fleste ruter kan du betale sporvognsføreren ved påstigning. De større, mere moderne leddelte sporvogne på nr. 15-ruten har dog billetautomater ombord. Her kan alle døre derfor benyttes til påstigning. I de gamle sporvogne skal du derimod gå ind ved forreste dør og ud af bagerste.

Bemærk dog, at der er ulemper ved at købe din billet ombord. På travle ruter kan der være meget trængsel ved indstigningen, hvilket kan gøre det lidt stressende at håndtere penge og billetter. Det er lidt nemmere at bruge automaterne på sporvogn nr. 15, men disse giver dog ofte ikke byttepenge, så du kan ende med at betale mere end nødvendigt, hvis du ikke har det nøjagtige beløb.

Apropos at betale for meget, så er det dyrere at købe din billet om bord på sporvognen end at bruge en billet eller et dagskort, der er købt på forhånd. Hvis du vil spare penge, tid og besvær på din rejse til Lissabon, kan det derfor anbefales at finde en metrostation, en kiosk eller et postkontor i forvejen og købe et dagskort eller optanke et såkaldt Viva Viagem-pas med så meget kredit, som du har brug for.

Hvis du benytter et forudbetalt pas, skal du huske at scanne det på maskinen bag sporvognsføreren.

Undgå myldretiden

Der kan være lange køer ved de mest populære stoppesteder. Det kan derfor anbefales at komme tidligt eller vente til et mindre travlt tidspunkt på dagen. De populære sporvognene er ofte overfyldte, især i weekenderne om sommeren. Da vil det være en udfordring at finde en siddeplads.

Selvom du står op, kan du stadig nyde seværdighederne sporvognen passerer. Men hånden på hjertet kan en sporvognstur ad de snørklede gader være en lidt blandet fornøjelse, hvis man skal stå op i en fyldt vogn som sild i en tønde. Det er også i myldretiden, du skal være mest opmærksom på lommetyve. Har du en håndtaske eller rygsæk, kan du med fordel bærer den foran. Læg din pung i en forlomme og dæk den med hånden.

Book din rejse til Lissabon her!

Escapeaway har mange års erfaring med rejser til Lissabon. Her har vi omhyggeligt udvalg hoteller og ferielejligheder med gode anmeldelser. Det har vi gjort fordi vi ved, at det giver dig de bedste rammer om ferien i Portugals smukke hovedstad.

Se udvalget i vores søgemaskine, hvor du også hurtigt kan finde de billigste flybilletter fra en valgfri lufthavn. Samler du hotel og flybilletter i en pakkerejse, er den naturligvis dækket af Rejsegaranti.

>> Se alle rejser til Lissabon med Escapeaway her.

Tags fra artiklen
,
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere