Stik af til forårssolen

Familieferie Malta
Malta er et oplagt rejsemål, hvis du vil tage forskud på sommeren.

Har du lyst til at stikke af fra hvad der efterhånden ligner en endeløs dansk vinter? Det forstår vi godt. Hvis man vil pine sig selv, kan man tage et kig på hjemmesiden www.whereisitsunny.com. Her kan man – som navnet afslører – se, hvor solen skinner nu, og drømme sig væk til den slags steder, hvor man kan spise morgenmad udendørs og er nødt til at gå i bad to gange på en dag, fordi det er så varmt. Hvor man kan svømme i havet eller en udendørs pool og hænge sit badetøj op i et træ – og vente cirka ligeså lang tid, som det tager at spise en mango, på, at det tørrer.

Men fremfor at bruge den slags drømme som en slags selvpineri, kan man jo også bruge dem som inspiration. Næste skridt er at købe billetten og pakke kufferten.

Her er et par steder, hvor du er så godt som sikker på at få varme til kroppen og sol på huden her i april – og mange gode oplevelser oveni købet:

Marokko

Marokko er et turistparadis med en usædvanligt venlig, varm og afslappet befolkning, vidunderlig mad og masser af kulturelle oplevelser. En ørkensafari i Sahara-ørkenen, en vandretur i bjergene, svømning og vandsport er der også rigeligt med muligheder for her i dette skønne land, hvis navn på arabisk (Maghreb) betyder “vest”, fordi det udgør den vestlige grænse for den arabiske civilisation.

Den elegante middelalderby Marrakech og badebyen Agadir er sikre hits, hvis du drømmer om en ferie, hvor du kan kombinere oplevelser og afslapning. Dette er også landet, der er berømt for sine farverige, kunstneriske læderproduktioner i høj kvalitet, så det er klogt at have god plads i kufferten.

Og april-vejret i Marokko? Op til 24 grader og 10 timers sol i døgnet.

Egypten

I den anden ende af Sahara-ørkenen ligger landet, som er et af jordens rigeste på kulturelle og historiske skatte. Udforsk Faraoernes årtusinder gamle konge- og dronningegrave i Luxor, tag en sejltur på Nilen i en traditionel, egyptisk “felucca”, og nyd udsigten over de grønne bredder ved Nilen – en gigantisk oase midt i ørkenlandet. Oplev Cairos enorme markeder og utrolige menneskemylder. Nyd synet af de gamle bygninger i kolonial stil i Cairos downtown, og besøg de mirakuløse pyramider i Giza.

Eller hvad med bare at flade ud på stranden i Sharm el Sheik og opleve nogle af verdens bedste og smukkeste steder til dykning og snorkling?

Egypten har det hele, og det er landet, man ikke bliver færdig med. At der er op til 27 grader og 11 solskinstimer i døgnet her i april trækker nok heller ikke ned i regnskabet.

Malta

Det lille, charmerende, smukke land indbyder til dykning, snorkling og at nyde livet med sol og god mad. På Malta kan du se nogle af verdens mest imponerende skibsvrag, og udforske grotter under vandet, hvis du dykker.

Hvis du er kulturelt interesseret, er Malta også ferielandet for dig: Øens historie er unik i europæisk sammenhæng, og det afspejles i dens arkitektur og kunst. Det er uundgåeligt at blive slået af beundring, når man for eksempel besøger “Stormestrenes Palads”, det arkitektoniske mesterværk fra 1500-tallet, som i dag rummer det maltesiske parlament.

Med op til 20 grader og 8,5 solskinstimer i døgnet er Malta endnu et dejligt sted, hvor man i fin stil kan undslippe vintervejret.

Gran Canaria

En turist-klassiker, og med god grund. Gran Canarias natur er unik, og udover fantastiske muligheder for svømning og vandsport, kan du opleve uforglemmelige vulkaniske landskaber og store naturparker med noget for hele familien. Mest kendt er Palmitos Park, hvor du dagligt kan opleve papegøjeshows, men også studere mange eksotiske plante- og dyrearter.

Lej eventuelt en bil, og du har hele øen som din legeplads. Det giver dig en let og oplagt mulighed for at besøge de mange charmerende, gamle bjerglandsbyer, der ligger et stykke væk fra de populære turistområder.

Gran Canaria har mange dage med strandvejr allerede fra marts måned, og i april kan temperaturen sagtens snige sig op på 22 grader. Solen skinner ned på dette paradis 10 timer i døgnet i denne måned.

Den græske ø Paxos, Cypern, Tenerife, Dubai og Sicilien er andre solbeskinnede steder, vi kan anbefale til en afslappende og oplevelsesrig forårsferie, langt fra det danske vejr.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere