Trailløb på Azorerne – aktiv ferie i spektakulær natur

Azorerne er som skabt til en aktiv ferie med løb, vandreture og vandsport. Foto: Comanche0, Creative Commons.

Træt af din sædvanlige løberute? Så meld dig til Azores Trail Run, en stor sportsbegivenhed der byder på 125 kilometers udfordrende løb i spektakulær natur. Ultraløbet er en oplagt chance for at tage hul på sommeren med en unik sports- og naturoplevelse på en utrolig smuk øgruppe langt ude i Atlanterhavet. Der er også kortere løb for almindelige motionister og familier.

Azores Trail Run

Dette populære, årlige motionsløb på Azorerne består af en række individuelle løb, hvor hovedparten foregår på øen Faial. Men der også et enkelt løb på Pico, der er kendt for at have det højeste bjerg i Portugal – vulkanen Ponta do Pico (2.351 m). Er formen i top, kan du melde dig til hovedløbet “Whalers Great Route Ultra-Trail” på 125 kilometer.

Er du ikke kommet helt i mål med vinterens træningsprogram, kan du eventuelt vælge at deltage i et af de “korte” løb som for eksempel en maratonrute, der går på tværs af Faial, eller en 25 kilometers rute, der fører dig forbi 10 af øens mest prominente vulkaner. Der er også et familie/begynderløb på blot 10 kilometer, der som navnet antyder, kan klares af de fleste i nogenlunde form. Dette er det eneste løb, hvor der ikke er en aldersgrænse på 18 år.

Løbet på Pico er på blot 3,5 km og lyder derfor måske som en smal sag at klare. Du skal dog være klar over, at hele ruten går stejlt opad (1000 højdemeter) det meste af vejen op ad Ponta do Pico. Det er ikke uden grund arrangørerne kalder dette løb for “Skyrunning”.

Du kan se det fulde program for Azores Trail Run og tilmelde dig på: www.azorestrailrun.com

Delfiner
Havet omkring Azorerne vrimler med liv og er blandt andet kendt som et af de bedste steder at se delfiner og andre hvaler.

Naturoplevelser på Azorerne for hele familien

Arrangøren, Clube Independente de Atletismo Ilha Azul, har med dette løb på kort tid skabt en populær sportsbegivenhed for seriøse motionister, der hvert år trækker eventyrlystne løbere fra det meste af verden til Azorerne. Mange medbringer deres familie og benytter dagene op til og efter løbet til at udforske Azorernes mange seværdigheder og enestående natur.

Havet omkring Azorerne er for eksempel kendt som et af de bedste steder i verden at opleve havets kæmper i deres naturlige omgivelser på hvalsafarier. Samtidig gemmer der sig også store naturoplevelser under havoverfladen ved øgruppen, som derfor er et populært rejsemål blandt dykkere.

Tags fra artiklen
,
Mere fra Louise Laurenius

De bedste mandler kommer fra Sicilien

Køber du en pose mandler i et dansk supermarked, er det sandsynligvis...
Læs mere