Tre tips der kan redde ferien

Kvinde i hængekøje
Med de rette forholdsregler kan du nyde ferien med sindsro.

Når vi tager på ferie, vil vi bare gerne slappe af og glemme hverdagen derhjemme. Du kan selv være med til at sikre, at oplevelserne på rejsen ikke bliver afbrudt af ubehagelige overraskelser.

Drik med måde

Vi danskere er vant til at drikke en del. Men mange steder i udlandet ser man ikke på svær beruselse med milde øjne. Nogle steder er det decideret ulovligt at være beruset på offentlige steder.

Desuden er man også et nemmere offer for tyveri og andre typer af kriminalitet, når man har drukket. Ens evne til at bedømme en situation daler, og situationsfornemmelsen svinder ind. En brandert, der for eksempel ender med et dyrt hospitalsophold i udlandet, kan ødelægge en hel ferie.

Endelig skal man huske på at både jet-lag og de højere temperaturer under sydens sol kan medvirke til at alkohol virkere kraftigere, end man er vant til herhjemme i hverdagen.

Husk at slå data-trafik fra på mobilen

I dag har de fleste mobiltelefoner eller tablets med på ferie. Og det fungerer også fint, når man er på hotellet og bruger dettes wifi-netværk. Men så snart man begiver sig ud, skal man huske på, at priserne på data-roaming kan være meget høje i udlandet.

Den 15. juni 2017 blev der dog sat en stopper for de høje roaming-afgifter inden for EU, så du som rejsende i andre EU-lande som udgangspunkt kan bruge mobildata uden ekstra omkostninger. Til gengæld er der stadig en række af danskernes favoritrejsemål uden for EU, hvor prisen for mobildata er voldsom høj.

Rejser du uden for EU, bør du derfor passe på med diverse apps, der bruger data i baggrunden under ferien. Det sikreste er nok helt at slå data fra. Og så kun bruge netværket, når du er koblet på wifi. Mange har fået sig en ubehagelig overraskelse og regninger på titusindvis af kroner. Og det kan godt være med til at forvandle gode minder fra en ferie til irritation og ærgrelse.

Vær også opmærksom på, at der i aftalen for roaming i EU indgår begrebet ‘fair use-grænse’. Det betyder, at der typisk i dit mobilabonnement vil være en grænse for, hvor mange Gb data du kan bruge til normal pris i resten af EU.

Læs mere om roaming i EU til hjemmetakst på Den Europæiske Unions officielle websted

Sikr dit hjem inden afrejse

Beskeden om, at der har været indbrud i huset derhjemme, kan ødelægge ferien totalt. Derfor er det en god idé at sikre hjemmet så godt som muligt inden afrejsen.

Der er smart at placere værdifulde genstande, så de ikke kan ses udefra. Der er også smart med bevægelsessensorer på udendørs belysning og timere på indendørs belysning, så det ser ud som om, der er nogen hjemme. Måske en aftale med naboerne om at holde lidt øje med huset.

Endelig er det en god idé ikke at dele ferieplanerne for meget online. Del kun med familie og nære venner. Der er eksempler på, at tyve følger med på facebook og så målrettet går efter huse, hvor ejerne har fortalt på facebook, at de er på ferie.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere