Tre af verdens bedste bjergoplevelser

Matterhorn
Matterhorn

Danmark har som bekendt ikke mange bjerge at byde på, så en af de store oplevelser, når man rejser som dansker, er ofte at nyde udsigten til bjerge.

Om det så er alperne, de norske fjelde eller de drømmeagtigt smukke, vilde bjerglandskaber i Kina, Tibet eller New Zealand, er der noget særligt over at vandre i bjergene eller nyde dem på afstand.

Huang-bjergene i Kina

Kina var førhen en fjern, eksotisk del af verden, som de færreste danskere drømte om nogensinde at kunne besøge. Men i dag er verden blevet mindre, og det bliver mere og mere populært for danskere at rejse til “Riget i midten”, hvor man kan opleve alt fra enorme, pulserende metropoler til stille, storslået natur.

Huang-bjergene er en bjergkæde i det østlige Kina, også kendt som Huangshan (“gult bjerg”). Området er berømt for dets særegne skønhed og magiske solnedgange, samt for dets skævt og underfuldt formede granit-bjergtinder og udsigt til skyerne – oppefra!

Huang-bjergene spiller hovedrollen i megen traditionel kinesisk malekunst og litteratur, samt i moderne fotografi. Den højeste bjergtop i kæden er Lotustoppen, som hæver sig 1.864 meter over havets overflade. I gammel tid blev næsten 60.000 trappetrin i sten hugget ind i bjerget. I dag er der dog en noget mere bekvem mulighed for at komme op til toppen: Der er svævebaner, der gør en behagelig transport direkte fra basen og op i højderne mulig.

Matterhorn i Schweiz

Man behøver dog ikke at rejse halvvejs rundt om jordkloden for at kunne lade sine øjne indtage synet af prægtige bjerglandskaber.

Alperne ligger i bekvem nærhed af Danmark, og er som bekendt et meget populært skiferiested.

For de schweiziske alper er bjerget Matterhorn et ikonisk emblem. Bjergets navn stammer fra det tyske “Matte”, som betyder “eng”, og “Horn”, som i denne sammenhæng nærmest kan oversættes til “tinde”. Med sine 4.478 meter er Matterhorn, som ligger på grænsen mellem Schweiz og Italien, et af Alpernes højeste bjerge.

Bjerget lokker, med sin imponerende højde og sin slående skønhed, eventyrere til sig fra hele verden. Men det er med livet som indsats: Fra første gang, Matterhorn blev besteget i 1865, og frem til 1995, er 500 alpinister døde på bjerget. Det er der flere årsager til – blandt andet er skråningerne meget stejle, og der er regelmæssige sneskred.

Skulle man være så heldig at befinde sig i de schweiziske alper, er man dog velkommen til at nøjes med at forsøge sig med nærkontakt med mere fredsommelige og fremkommelige tinder, og blot nyde det storslåede syn af Matterhorn på tryg afstand.

Table Mountain (Taffelbjerget) i Sydafrika

Table Mountain – direkte oversat: “bord-bjerget” – fik sit navn af den første europæer, der besteg det helt tilbage i år 1503. Navnet skyldes dets bemærkelsesværdige, flade form: Bjergets tinde er ikke spids, men flad, og strækker sig, som et mægtigt plateau, henover 3 kilometer fra side til side. Rundt om dette enorme plateau er stejle tinder.

Turister har mulighed for at tage en svævebane op til bjergtoppen, og kan derfra – hvis de kigger mod nord – beundre den fantastiske udsigt over den spændende, farverige og topmoderne afrikanske metropol, Cape Town, samt over Robben Island; øen, hvor Nelson Mandela sad fængslet, og som nu er gjort til World Heritage Sight og museum.

Vender man blikket mod vest eller syd, har man i stedet en pragtfuld udsigt over Atlanterhavskysten.

Tags fra artiklen
Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere