Verdens mindst besøgte lande

Nauru i Stillehavet
På Nauru i Stillehavet møder du ikke ret mange andre turister. Foto: Sean Kelleher, CC.

For nogle er det at rejse til steder, som er meget lidt besøgte af andre turister, en æressag. De seneste årtier har det at rejse for nogle udviklet sig til et spørgsmål om eventyr, selvudvikling og oplevelser ud over det sædvanlige – og ikke bare et spørgsmål om at slappe af og holde ferie. Men hvor mange af disse eventyrere ville være villige til at besøge for eksempel Somalia? 500 om året, ser det ud til ifølge en ny opgørelse. Det gør Somalia til et af verdens mindst besøgte lande.

Faktisk er Somalia – ifølge Yahoo! Travel – nummer to på listen over lande, som udmærker sig ved, at næsten ingen turister lader rejsen gå dertil.

Lille Nauru nummer et på listen

Nummer et er den lillebitte stillehavs-ø Nauru, hvor der bor godt 9.000 mennesker. Kun 200 turister besøgte Nauru sidste år, skriver Yahoo! Travel, og man forstår hvorfor.

Selvom “lille” og “stillehavs-ø” umiddelbart lyder som en ideel kombination til en drømmeferie, så er det ikke tilfældet for Nauru: Det meste af øen en åben fosfat-mine.

Lyder det tillokkende? Måske ikke særligt. Men du er i hvert fald ret sikker på ikke at risikere at rende ind i en grisefest propfyldt med andre skandinaviske turister, hvis rejsen går til Nauru.

For kedelige eller for farlige

Generelt deler de lande, som næsten ingen besøger, sig i to kategorier: Den kategori, som Nauru tilhører, hvor der næsten intet er at se eller opleve, og den kategori, som Somalia tilhører, hvor det til gengæld, om man så må sige, hurtigt kan blive lidt for “spændende”.

Yahoo! Travel citerer Somalias Wikitravel-side, hvor der står: “Den nemmeste metode til at rejse sikkert i Somalia, er slet ikke at tage afsted.” Så er det sagt.

Den Centralafrikanske Republik, som ellers har fabelagtige nationalparker med mulighed for at opleve de sky bjerggorillaer, er, ligesom Somalia, en zone for evig konflikt, og turisterne holder sig generelt væk, skriver Yahoo! Travel.

Statistikken over turister til det smukke, men konflikthærgede land bliver nok ikke bedre foreløbig: I sidste uge overtog en alliance af rebeller hovedstaden Bangui, og præsidenten måtte flygte til nabolandet Cameroon.

Turister holder sig fra Afghanistan

Krigszoner er forståeligt nok ikke noget, de fleste turister går efter at opleve – selvom det kontroversielle fænomen krigsturisme eller katastrofeturisme, som vi tidligere har beskrevet her på TravelForum, absolut eksisterer, omend i lille skala. Her går turister direkte efter at rejse i områder, som er præget af for eksempel borgerkrig. Men det er lige tanden for “spændende” til de flestes smag.

Det er således ikke overraskende at finde det mangeårigt krigshærgede Afghanistan som nummer 10 på listen over verdens mindst besøgte lande. En skam, kan man sige – for landet byder faktisk på rå bjerglandskaber af usædvanlig skønhed, ældgamle, buddhistiske monumenter (dem, Taliban ikke har ødelagt) og mange hellige steder inden for Islam, for eksempel 1100-tals minareten i Jam, som er på UNESCOs verdensarvsliste.

Minareten, som er 65 meter høj og omgivet af bjerge på op til 2.400 meter, ligger i det vestlige Afghanistan i Ghowr-provinsen ved floden Hari Rud. Den blev bygget i 1190’erne udelukkende af tegl, og er blandt andet berømt for sine meget detaljerede stukkaturer og dekorationer. De består af usædvanlig kaligrafi, geometriske mønstre og vers fra Koranen, blandt andet verset om Maryam (Maria), Jesu mor.

Skulle der en dag blive mere fredfyldt i Afghanistan, er der i hvert fald masser af unikke oplevelser i vente for de turister, der interesserer sig for natur, kultur og historie.

Men indtil videre er det måske meget klogt at lytte til den amerikanske avis The New York Times, som ifølge Yahoo! Travel skriver om Afghanistan: “Taliban har en besked til udenlandske turister, der kommer til Afghanistan, især hvis de er fra et af de 50 lande, som er en del af den NATO-ledede koalition, der støtter regeringen: Stor fejltagelse!”

Turkmenistans “Dør til Helvede”

Hvis det lykkes dig at komme igennem den Sovjet-agtige, ultra-bureaukratiske proces med at opnå et turistvisum, venter der dig meget specielle oplevelser i Turkmenistan, skriver Yahoo! Travel.

Blandt andet en kæmpemæssig guldstatue af den tidligere diktator Saparmurat Niyazov, som dagen lang roterer for altid at have ansigtet vendt mod solen.

Det mest bemærkelsesværdige og imponerende, du kan se i Turkmenistan, er dog uden tvivl det flammende krater: Et enormt bål begravet langt ude i Karakum-ørkenen, som måler 70 meter i længden og bredden og 21 meter i dybden.

Denne såkaldte “Dør til Helvede” har stået konstant i flammer, siden sovjetiske videnskabsmænd satte ild til den i 1971.

Restriktive Nordkorea

Turkmenistan er nummer 7 på listen over verdens mindst besøgte lande, og overgår – eller undergår – således Nordkorea, som har en 16. plads.

Nordkoreas høje placering skyldes rimeligvis blandt andet landets meget restriktive politik overfor turister: Besøger du Nordkorea, får du ikke lov til at bevæge dig rundt uden at blive fulgt af en statsligt udpeget “guide”.

Men farligt skulle det dog ikke være, og et besøg som turist i Nordkorea giver dig, om ikke andet, chancen for at se usædvanligt veludført propaganda på nært hold.

Skrevet af
Mere fra Marie B.

Champing – tilladt at snorke i kirken

Har du også normalt svært ved at holde øjnene åbne under gudstjenester?...
Læs mere