Rejser til Brasilien

I Brasilien venter mange store naturoplevelser, men landet er også rigt på kulturelle seværdigheder.

Sydamerikas største land

Brasilien er næsten 200 gange større end Danmark, og man løber aldrig tør for nye oplevelser og seværdigheder. Brasilien strækker sig over næsten halvdelen af Sydamerika, og er verdens femtestørste land. Brasiliens 7367 kilometer lange kystlinie ud til Atlanterhavet, er kendt for sine flotte hvide sandstrande og varme dybblå vand.

Brasiliens mangfoldighed

Brasiliens befolkning er en meget mangfoldig blanding af efterkommerne af landets oprindelige befolkning, portugisere, og afrikanere. Dertil kommer immigranter fra en lang række andre verdensdele. Allesammen bidrager de til en befolkning, hvor ingen behøver at føle sig fremmed, og som får turister til at føle sig velkomne.

Byer i Brasilien

Rio de Janeiro er nok Brasiliens mest populære destination, og som besøgende er det da også svært ikke at blive imponeret af denne livlige by, hvis venlige og humørfyldte befolkning komplementeres af den flotte by og natur. Andre seværdige byer i Brasilien inkluderer Sao Paulo, Manaus, Salvador og Recife.

Hovedstaden Brasília

Brasiliens hovedstad er Brasília, der ligger adskillige hundrede kilometer inde i landet. Byen er kun 40 år gammel, men den grundighed, arkitekterne og byplanlæggerne lagde for dagen under skabelsen af byen, har allere sikret byen en plads på UNESCOs Verdensarvsliste.

Manuas – millionbyen midt i junglen og Amazonfloden

Midt i junglen ligger byen Manaus, der fungerer som et glimrende udgangspunkt for ekspeditioner ind i urskoven. Man kan komme dertil med bil, men de fleste flyver, da byen ligger langt fra kysten. Byen har en helt særlig stil, der udspringer af dens rolle i det gummiboom, der engang fandt sted i området. Byen ligger ved Rio Negro og ikke langt fra Amazonfloden, er også en seværdighed, hvis lige ikke findes andre steder i verden.

Brasiliens rige natur

Udover de fantastiske palmebevoksede strande har Brasilien desuden en naturrigdom helt i særklasse. Amazonregnskoven, som har sin hovedudbredelse i Brasilien, er verdens største regnskov og indeholder et utal af spændende dyre og plantearter. Det skønnes, at op i mod halvdelen af Jordens arter findes i denne regnskov.

Men Brasilien byder også på andre store naturoplevelser, besøg f.eks. kæmpe vandfald, tag på vandretur i en af de mange nationalparker, eller dyk i krystalklart vand på koralrev langs kysten.

Amazonregnskoven

En rejse til Brasilien er ikke komplet uden en tur til Amazonregnskoven. Denne kæmpe regnskov dækker næsten 40 procent af Brasilien, og byder på masser af muligheder for f.eks. vandreture, klatring, fuglekikkeri eller flodsejlads.

Iguazú-vandfaldene

Selvom Iguazú-vandfaldene hverken er verdens højest eller bredeste, er de alligevel et fantastisk syn. Vandfaldene udgør en naturlig grænse mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Vandfaldene breder sig over næsten 2,7 kilometer og består af 270 enkelte vandfald.

Pantanal-vådområdet og dyrelivet

Halvdelen af Brasilien er dækket af den tætte Amazonskov. Ikke så langt fra Rio kan man nå Pantanal, der er verdens største vådområde, og størrelsen gør, at området ikke er i farezonen for at blive overrendt af besøgende. Her kan man altså opleve naturen i hele sin uberørte pragt, inklusiv jaguarer, pumaer, krokodiller og hundredvis af andre dyrearter.

Nordøstkystens perler

Langs Brasiliens nordøstlige kyst ligger små hyggelige byer spredt som perler på en snor. Salvador da Bahia er et livligt område med et nærmest “afrikansk” præg. Historiske bygninger i kolonialstil ligger side om side, og stedet er et af Brasiliens vigtigste kulturområder.

Ikke langt derfra ligger Olinda, som er en af de bedst bevarede byer fra kolonitiden i hele Brasilien. Også Olinda har et karneval, der er berømt i hele landet for sin særlige atmosfære.

Turistinformation

På Brasiliens officielle turistbureaus hjemmeside kan du læse mere om de mange nationalparker, skønne strande og Brasiliens historie. Du finder også en liste over aktuelle begivenheder i Brasilien.