Populært i Aquitaine

Le Cafe de Paris
Frankrig, Aquitaine, Biarritz
  • Godt til strandferie
  • Gåafstand til restauranter
  • Mulighed for havudsigt
Radisson Blu Biarritz
Frankrig, Aquitaine, Biarritz
  • Mulighed for havudsigt
  • Tæt på stranden
  • Restaurant på stedet
Atlanthal
Frankrig, Aquitaine, Biarritz
  • SPA & wellness på stedet
  • Restaurant på stedet
  • Godt til strandferie

Om Aquitaine

Rejser til Aquitaine

Aquitaine er Frankrigs tredjestørste og sydvestligste region, og den strækker sig fra Gironde-flodens udmunding nord for Bordeaux langs hele Atlanterhavskysten ned til Spanien, hvorfra den går ind i landet og omfatter en stor del af Pyrenæerne. Nord for bjergene ligger det frugtbare vin- og landbrugsland, hvor nogle af Frankrigs mest kendte vine og delikatesser produceres. 

Aquitaine består af fem departementer: Gironde (nordligst ud mod Atlanterhavet), Dordogne (nordligst ind i landet), Lot-et-Garonne (inde i midten), Landes (Atlanterhavskyst, natur, landbrug) og Pyrénées Atlantiques (sydligste del af atlanterhavskysten og Pyrenæerne).

Aquitaine er så mange forskellige ting på én gang, at det kan være svært at sammenfatte regionens højdepunkter, måske man bare skal nøjes med at sige, at regionen rummer mange af Frankrigs skatte, og at der helt sikkert er noget for enhver smag, hvad enten man er til vin og delikatesser eller mere fokuserer på naturoplevelser og en aktiv ferie.  

Byer i regionen

Fra Bordeaux til Biarritz
De vigtigste byer i regionen Aquitaine spænder fra réelle storbyer som Bordeaux med alt hvad der hører sig til til små vinbyer som St.Émilion og kendte badebyer som Biarritz. 

Bordeaux

Bordeaux er hovedbyen i regionen, og er Frankrigs sjettestørste by. Byens centrale beliggenhed tæt på både havet og floderne Garonne og Gironde har i tidligere tider gjort den til et vigtigt knudepunkt for handel og transport. I nyere tid har en stor modernisering af byen fundet sted, dette har blandt andet betydet en genindførelse af sporvogne i byens centrum samt bedre og mere sikre veje for cyklister. Bordeaux’ bydel ”Port de la Lune” er i 2007 blevet udnævnt som bevaringsværdig verdensarv af UNESCO og er et besøg værd for de fine gamle bygninger.  Omkring Bordeaux ligger der industri af forskellig art, bl.a. Michelin, delproduktion til Airbus A380 samt Frankrigs næststørste rumfarts-station.   

Fronsac

Fronsac er en fransk kommune i Gironde-distriktet i regionen Aquitaine. Byen deler navn med Fronsac AOC vinene og er beliggende på en bakke omgivet af vinmarker oven for floden Dorgogne, der flyder gennem kommunens dale. Fronsac er beliggende ca. 40 km nord-øst for Bordeaux og kan takke romerne for sin herlige beliggenhed, idet romerne rejste et alter her, mens Karl den Store byggede en befæstet lejr på toppen tilbage i år 769. Herefter byggede marskallen af Richelieu et 'tumpet' byggeri med et ekstravagant arkitektonisk design, hvor han afholdte gilder for hoffet.

I nyere tid blev vinene fra Fronsac foræret til slottet i Versailles, og i det 18. århundrede havde navne som Fronsac og Canon Fronsac et godt ry. Og det var i den forbindelse at "cru" første gang dukkede op i Libournais. Af andre beskyttede navne (appellation) i området kan nævnes Bordeaux og Bordeaux Supérieur. Området bugner af vingårde og -slotte, og råder desuden over nogle flotte eksempler på kirker, der kan dateres tilbage til det 11. og 12. århundrede.

Bayonne

Bayonne er hovedbyen i den sydvestligste del af regionen. Her kan man se rester af den gamle bymur og mange bygningsværker, som kan dateres helt tilbage til middelalderen. Bayonne er også kendt for at være den ældste tyrefægter-by i hele Frankrig med arenaer, som kan rumme helt op til 10.000 gæster.

Capbreton

Denne badeby er beliggende ca. 40 km nord for den fashionable badedestination Biarritz. Capbreton er så godt som vokset sammen med nabobyen Hossegor, og tilsammen tiltrækker de både familier og ungdommelige surfere. Byen er desuden et oplagt udgangspunkt for udflugter til det sydlige Frankrig, da der venter både naturrigdom og kulturrigdom i Landes. 

Som enhver anden badeby er samlingspunktet stranden, der dog ligger lidt fra centrum af byen. Stranden er både populær blandt de solbadende gæster, men også blandt surfere og sejlfolk. Og strandpromenaden er da også serviceret flere steder med spisetilbud og butiksvinduer. Om sommeren er der gratis shuttlebus mellem bycentrum og stranden.

Byen har flere butikker, mange aktivitetstilbud og sommerfestivaller, men også et godt udbud af restauranter og barer, og naturligvis finder man en lokal cykelsmed med butik i centrum, der også lejer cykler ud til pedalglade turister. Her er desuden lysbesat kasino, mørke biografsale, en moderne bowlinghall, slidte minigolfbaner, pænt stor lystbådehavn og meget meget mere.

Over sommeren er der fra tirsdag til lørdag dagligt fødevaremarked i byens markedshaller mellem kl. 8 og 13, mens der lørdag morgen afholdes traditionel markedsdag. I juli og august afholdes desuden aftenmarked i gågaden Rue du Général de Gaulle på mandage, onsdage og fredage fra kl. 20.30.

Gavaudun

Denne by ligger godt placeret mellem skov og eng, og byder både på en fantastisk udsigt fra slotstårnet, og lækre lokalproducerede specialiteter. Oplev de smukke veje ind til den lille middelalderby Gavaudun som er omgivet af dale med skove og enge. Se Château de Gavaudun som er et slot fra det tolvte århundrede, bygget på en majestætisk klippe. Slottet i sig selv er ikke en særlig oplevelse, men bestig den gamle, mørke trappeskakt og find en helt fantastisk udsigt udover den lille by fra slottets højeste tårn i omkring 70 meters højde. Besøg slottet på alle tider af året. Oplev de mange udstillinger og underholdning med middelalderen som tema der finder sted om sommeren. 

Gavaudun ligger  omkring Bergerac og Cahors, mellem to store vinmarker. Udforsk de to vinmarker og prøv regionens specialiteter som foie gras der eksporteres over hele verden.

Omkring Gavaudun finder du også byen Lacapelle-Biron som med sin store middelalderborg er en af de mest besøgte steder i regionen Aquitaine. Oplev også byerne Monflanquin (12km), Monpazier (19km) og Puy L'Eveque (29 km). Udforsk også hulerne i Lascaux (ca. 90 km) samt i Pech Merle (ca. 94 km).

Pau

Byen Pau er kendt for mange ting. Nogle folk kender den for alle de kendte der besøger byen. Nogle kender den for byen med det smukke udseende og så er der dem der kender byen for dets historiske betydning. Byen har grundet sin beliggenhed, altid virket som en vogter af den franske grænse imod Spanien. Senere i historien har byen haft enorm betydning for 1. verdenskrig, eftersom det var her de mange piloter trænede og til den dag i dag stadigvæk gør det. Pau er en smuk by fyldt med brolagte gader, tætbyggede huse, sporvogne, parker og et slot. Byen ligger navn til mange ting, eksempelvis motorsporten, som afholder løb på byens racerbane. Byen er kendt for turisme og lokker mange til hvert år. Især er det britiske folk glade for byen og har været det lige siden 17. hundredtallet. Det var også derfor klart at Europas første 18 huls golfbane blev anlagt i Pau og til den dag stadigvæk er i brug. Det britiske folk har i den grad sat sit præg på byen. Hvis man går en tur ned af byen ”Boulevard de Pyrenées” finder man byens mest populære bar, kendt for kunder som skuespilleren Pierce Brosnan, David Tracey og Liam Neeson. Byen er i sande et sted for ynde, kærlighed, kendisser og historie, og du kan opleve det hele lige nu.

Pau ligger inde i landet, ca 100 km. fra Atlanterhavet og er næst efter Bordeaux den vigtigste by i regionen økonomisk set . Her er en spektakulær udsigt til Pyrenæerne, og Pau er en livlig kulturby med et utal af årligt tilbagevendende festivaler. Desuden er Pau usædvanligt veludstyret med store sportsanlæg, bl.a. har de Frankrigs største anlæg for den baskiske sport Le Pelote Basque, Sydvestfrankrigs største klatreanlæg, et stort anlæg for hestesport samt Frankrigs ældste golfbane, oprindeligt anlagt af skotter i 1856 for bare at nævne nogle få af dem. Pau har altid profileret sig som en aktiv sportsby og har blandt mange andre været værtsby for Tour de France og Davis Cup. 

Gujan-Mestras

Gujan-Mestras ligger ved Arcachon-bugten og er med sine syv havnelejer kendt som det lokale centrum for østersproduktion. Det er ikke, fordi byen i sig selv har megen historie eller kultur at byde på, men den har flere underholdningstilbud i form af forlystelsesparker samt et ... østersmuseum! 

Casteljaloux

Casteljaloux ligger i departementet Lot-et-Garonne ca. 80 km. sydøst for Bordeaux. Det er en lille og rolig by, som ligger smukt i landskabet med vin- og solsikkemarker. Casteljaloux er en lille, rolig by, som ligger smukt i landskabet, omgivet af grønne vinmarker og gule solsikkemarker. Her finder man det typisk landlige hverdagsliv og man kan hurtigt selv blive en del af det, hvis bare man slår sig ned på en café og læner sig tilbage. Byen har et gammelt centrum med bindingsværkshuse, et middelalderkloster og resterne af den gamle bymur. I parken Parc d'Albert kan resterne af et middelalderslot også ses. I byen findes desuden et pænt udvalg af restauranter, caféer og butikker samt et kurbad,Les Bains de Casteljaloux. Umiddelbart uden for byen, ved søen Lac de Clarens er der mulighed for at bade og her er også forskellige restauranter og en golfbane. 

Nérac

Nérac er en af de typiske småbyer i det sydvestlige Frankrig som ligger omgivet af vinmarker og strålende gule solsikker. Floden Baïse snor sig igennem byen, og en sejltur på den er en oplagt mulighed for at se byen fra sin bedste side. Byen ligger smukt omgivet af marker med grønne vinranker og gule solsikker. I den gamle bydel del kan man se byens ældste bro samt fine gamle bygninger fra det 15. til det 17. århundrede. Byen huser også Chateau Henri IV, som desværre kun er delvist bevaret. Resterne af slottet er i dag indrettet som museum. Man bør næsten også spadsere en tur igennem den store park med fontæner,Parc Royal de la Garenne, som oprindeligt var jagtområde, og hvor man kan se en fin gammel pavillon, som adelsdamerne tidligere brugte til omklædning, inden de skulle bade i floden. I Nérac finder man desuden et pænt udvalg af restauranter, caféer og butikker. Der afholdes ugentligt gademarked lørdag formiddag, hvor man kan indsnuse endnu mere af den autentiske lilleby-stemning. Skulle man have lyst til mere afveksling, kan man besøge det store vandland Lud'O Parc i nærheden. Det er bygget op som en romersk ruin, og her kan hele familien more sig med vandrutchebaner og anden vandleg.        

Biarritz

Biarritz ligger kun 18 km fra Spanien, og er kendt som det sydvestlige Frankrigs svar på Nice, Cannes og St. Tropez. Byens ry som badeby og sommerdestination tog for alvor fart, da Napoleon III’s hustru Kejserinde Eugenie i 1854 lod opføre et palads tæt på stranden og flyttede dertil med hele sit følge. Efterfølgende ferierede også den engelske og spanske kongefamilie her, hvilket bidrog til at give byen sit eksklusive renommé. I nyere tid har Biarritz udviklet sig til at være en af de vigtiste surf-byer på Atlanterhavskysten og her afholdes årligt adskillige vigtige konkurrencer inden for surf-sporten. Surfermiljøet har bidraget til at Biarritz i dag fremstår som en nutidig og moderne feriedestination for de mange besøgende. Ud over de verdenskendte strande kan Biarritz byde på et stort akvarium, to store kasinoer og nogle få historiske bygninger som f.eks Kejserindens kapel ”la Chapelle impériale”, der bør besøges for de smukke loftsdekorationer.  

Moliets

Med havet som nabo er byen Moliets en ærketypisk by for Landes, og er en attraktiv feriedestination tæt ved natur, dyreliv og regionens bedste golfbane.. Byen ligger ud til områdets længste sandstrand, der både har fint sand og i sommermånederne livreddere. Alt dette tiltrækker surfere og andre sejlsportsfanatikere. Byen er en klassisk fransk landsby med fine huse, mens naturen er den seværdige faktor: der er tale om en stor naturrigdom med floder, skove, fiskesøer og dyreliv. Aktive feriegæster vil have stor glæde af omgivelserne, hvis man begiver sig afsted på vandring, ligesom golfspillere kan nyde dem fra regionens bedste golfbane. Herfra kan man nyde det søde liv og det milde klima fuldt ud.

Ciboure

Ciboure ligger ved floden Nivelle på den modsatte síde af byen Saint-Jean-de-Luz ud mod Biscayabugten. Begge byer er beliggende så nær den spanske grænse i Labourd-provinsen, at der er tale om Baskerland, hvilket ses og fornemmes i byen - og høres. Her tales nemlig baskisk dialekt.

Byerne ligger som hver sin krabbeklo ud mod Biscayabugten. På Saint-Jean-de Luz siden hedder det, der svarer til kloen Sainte-Barbe og på Ciboure-siden Socoa. Ved Socoa lå i gamle dage et forsvarsværn, bygget under Louis d. XIII og ombygget af Vauban. Socoa er i dag en bydel, der ligger mellem havet og den beskyttede bugt. Den er forbundet med stranden ved Hendaye (nabobyen) af vejen Corniche Basque, der byder på nogle enestående kig over Biscayabugten og det plisserede baskiske kystlandskab. Ciboure er lige som sin nabo en yndig lille by med mange bygningsværker udført i traditionel baskisk stil for Labourd-provinsen. Kirken St. Vincent fra det 16. århundrede har eksempelvis et ottekantet tårn, baskiske gallerier og en barok altertavle. 

Ciboure deler fiskerihavn med nabobyen Saint-Jean-de-Luz, ligesom man finder en industri inden for konservering af fisk og andet godt fra havet i og omkring de to byer. Ciboure er i dag en voksende økonomi, trods faldet i konservesindustrien, idet unge iværksættere har skabt fremgang. Og for at sikre sig, at byens borgere ikke skulle føle misundelse over for nabobyen, har man renoveret byens kulturarv gennem de senere år. 

Monestier 

Monestier er en lillebitte landsby i Dordogne, der ligger omgivet af bakker og vinmarker. Det giver sig selv, at der i en landsby med omkring 400 indbyggere ikke er meget leben, og i landsbyen er hverken restaurant eller supermarked at finde. De fleste indbyggere er beskæftiget inden for vinbranchen og en del producerer selv vin. Monestier er desuden berømt for sin golfbane, som hører til blandt de 10 bedste af slagsen i Frankrig. Rejser man til Monestier, kan man med fordel kombinere en tur på golfbanen med udflugter i områdets vinmarker, fra Bergerac til St. Emillon, og til den smukke Atlanterhavskyst, hvor landskabet er åbent og smukt og lyset helt specielt.

Les Eyzies de Tayac

Ikke mange turister kommer forbi denne lille kommune med omkring 1000 indbyggere. Det er i grunden en skam, for området omkring Les Eyzies de Tayac byder på smukke landskaber og mange spændende levn tilbage fra paleolitisk tid (den ældste stenalder). Det er faktisk her i området, at de første spor fra mennesket er fundet, bl.a. i de mange grotter med gamle hulemalerier, og langs floden Vezere, der snor sig gennem området, kan man beundre huleboernes spektakulære arkitektur. Det er også her i Les Eyzies de Tayac, den lille landsby, der med rette kan kaldes forhistoriens hovedstad, at man kan finde Nationalmuseet for Forhistorie.

Les Eyzies de Tayac ligger 30 km fra den berømte Lascaux-grotte, som også kaldes stenalderens Sixtinske Kapel. Den 250 meter dybe grotte blev opdaget af 4 drenge i 1940 og de anede næppe, at deres fund skulle vise sig at skrive verdenshistorie. Grotten indeholder nemlig hulemalerier af hjorte, stenbukke og bisonokser, der kan dateres 20.000 år tilbage. I 1970 måtte man lukke for adgang til grotten, da de mange besøgendes åndedræt forårsagede fugtskader på hulemalerierne, men som besøgende kan man fornøje sig med grotten Lascaux II, som er en tro kopi af den ægte vare, som i dag er skrevet på UNESCO's liste over verdensarv.
Ca. 70 km fra Les Eyzies de Tayac ligger den berømte landsby Rocamadour, der på pittoresk vis klamrer sig til bjergsiden, som den er bygget op ad. Også Sarlats smukke middelaldercentrum fortjener et besøg og ligger ikke mere end 22 km væk.
Hele denne region, også kaldt Perigord Noir, er berømt for sin gastronomi og specielt for sin foie gras (paté af lever fra gås og and), trøffel, svampe og naturligvis vin fra Bergerac.

I Les Eyzies de Tayac er der et lille supermarked, en bank, et apotek og et postkontor. Der er også flere mindre restauranter og en togstation med regionale forbindelser.

Port Sainte Foy

Port Sainte Foy ved flodbreden af Dordogne er en lille fiskerlandsby, der gennem tiden har ernæret sig ved handel på floden, i særdeleshed med vinhandel. Det var dengang man fældede eg og kastagne og fragtede stammerne med strømmen, mens tønder af vin forlod havnen i Port Sainte Foy i retning mod havet.

Siden hen blev togtrafikken udviklet, dernæst vejnettet og siden massedistribution af egnens vine og øvrige produkter. Med denne udvikling flyttede landbruget og vindyrkningen ind i baglandet og efterlod et organiseret landskab med grafiske vinrækker og flotte marker med en enkelt vindmølle her og der. Rødvinene derfra hører geografisk under Bergerac AOC-appellation og hvidvinene hidrører under Montravel og Côtes de Montravel. I dag værdsættes floden og flodbreden af fiskere, sejlentusiaster og folk med hang til at "sætte én fod foran den anden".

Der er flere muligheder for udflugter i byen og området. Det kan bl.a. anbefales at besøge den kosmopolitiske by Bordeaux (ca. 100 km stik vest), spadsere en tur i byen St Emilion eller tage køllerne på nakken og gå en runde på golfbanen Château des Vigiers. Det kan ligeledes anbefales at besøge vinslottet Château de Monbazillac kombineret med en vinsmagning af Monbazillac-vinene. På Floden Dordogne kan man, ud over at fiske og bade, også leje kajak eller kano og ro en tur ad de gamle egestammers rute, eller man kan besøge de lokale markeder. Tirsdage finder det sted i byen (kun morgen/formiddag). Endelig er der en del vingårde at besøge i omådet. Spørg lokalt om vejledning.

Saint-Émilion

Saint-Émilion er en yderst charmerende lille landsby beliggende ca. 35 km nord-øst for Bordeaux mellem byerne Libourne og Castillon-la-Bataille på den gamle pilgrimsrute til Santiago de Compostela. Byen er i dag synonym med vindistriktet af samme navn, der er kendt for nogle af de bedre franske vine.

Byens historie går meget langt tilbage. Romerne havde indført vin til byen i det 2. århundrede, og i det 4. århundrede priste poeten Ausonius frugten af denne sprudlende vin. I kraft af sin beliggenhed på pilgrimsruten mod Santiago, blev her fra det 11. århundrede opført adskillige kirker, klostre og hospicer omkring byen. I dag er det netop kirkerne og vinlandskabet, der til sammen har fået byen på UNESCO’s liste over ’World Heritage’. Et besøg i byen vil efterlade billeder på nethinden af historiske ruiner side om side med grønne, tungtvejrende vinranker. Her er toppede brosten, lyse stenhuse, gamle butiksfacader, smukke hustage, fine pladser med caféer med udeservering – med andre ord en drøncharmerende lille landsby.

Appellationen Saint-Emilion ligger omkring floden Dordogne. Her er det Merlot-druen, der er den fremherskende, mens man på den venstre bred af floden primært finder Cabernet-Sauvignon. Det er her nogle af de mere klassiske Bordeaux-vine kommer fra, dog afsætter man også en del middelmådig vin. Blandt de bedre vine hører etiketter med klassificeringen Grand Cru og Grand Cru Classé. Vindistriktet er på ca. 5.500 hektar og producerer hen ved 38 mio. flasker årligt.

Saint-Jean-de-Luz

Den stemningsfyldte baskiske by Saint-Jean-de-Luz ligger ud til Atlanterhavet blot ca. 10 km nord for grænsen til Spanien. Der bor ca. 14.300 indbyggerer i byen, hvor især fiskeri er en vigtig indtægtskilde. I gamle dage, var netop havnen meget vigtig i forbindelse med samhandlen mellem Frankrig og Spanien. 

I byen og lige uden for finder man hele 5 forskellige strande. Den største af strandene Grande Plage ligger i byen og henvender sig i sær til børnefamilier og byder også på børneklub fra 3 år og opefter. To af de andre strande Plage de Lafiténia og Plage de Cénitz er især kendt som surfer-strande, da forholdene her er yderst gode til netop surfing. Trænger man til et afbræk fra standen, er mulighederne for oplevelser mange. Man kan sejle i kano, tage på cykelture, spille golf, køre på firehjulet motorcross-køretøjer eller tage på grottebesøg i Les Grottes de Sare (Grotterne ved Sare). Saint-Jean-de-Luz byder på masser af butikker i alle genre samt restauranter, caféer og barer.  

Året igennem afholdes flere traditionsrige arrangementer som baskisk folkedans, golfkonkurrencer, musik og sang samt den kendte baskiske sportsgren "La Pelote Baque", der minder lidt om det, vi kender som værende squash. Her er masser af muligheder for at opleve baskerlandet, og dagsture til nabolandet Spanien er også en oplagt udflugt.

Saint-Vincent De Pertignas

Vi befinder os i det syd-vestlige Frankrig i regionen Acquitaine i en lillebitte landsby med ca. 360 indbyggere, nogle få beboelsesejendomme - alt sammen yndigt omgivet af landbrugsjord og vinmarker.

I landsbyen ligger en smuk gammel kirke, og på den modsatte side af gaden finder man vinproducent Gauthier Pierre, der samtidig er byens borgmester. Her er ingen restauranter eller indkøbsmuligheder, til gengæld er der 17 km til den charmerende Saint Èmilion og 22 km til den noget større by Libourne ved floden Dordogne. Her er "dog" en kirke og en vinproducent, der også agerer borgmester.

Sare

Sare er beliggende på grænsen til Spanien i den baskiske provins Labourd. Den er primært kendt for grotterne, der er beliggende uden for byen, og som har et betagende geologisk udseende. Men selve byen er nu også meget seværdig med sine røde bindingsværkshuse og krogede træer - og så kan man vel altid sagtne farten og tage en kaffe eller et glas hvidvin, nu man er her? 

Sare er en lille charmerende landsby med ca. 2.500 indbyggere i den baskiske provins Labourd beliggende på grænsen til Spanien i det syd-vestlige Frankrig. Her ses bindingsværkshuse med røde detaljer placeret i et gadebillede af krogede træer - omgivet af et frodigt bakkelandskab med grønne græsgange, der i horisonten bliver til bjerge. Byen er som sagt ikke specielt stor, men den er stor nok til at huse en taverna, en bar, et par hoteller, et apotek og en bager. Byen fremstår i det hele taget ret omhyggelig med sirligt anlagte stengærder, brolagte stier og levn efter en lang hyrdetradition, der i dag hovedsageligt er blevet til en landbrugstradition. Byen er primært besøgt og kendt for sine grotter, der rummer en del historie og som ligger uden for byen. Klik på linket her: ”Grotterne ved Sare” for yderligere oplysninger.

Soulac

I Soulac er det lykkedes at forene byens to hovedattraktioner, nemlig de berømte badestrande og  ikke mindst den store kulturelle arv i form af blandt andet dens berømte arkitektur, hvoraf meget er i kolonistil. Et af de store besøgsmål er basilikaen Notre-Dame de la Fin-des-Terres, som er på UNESCO´s verdensarvsliste. Her er rig mulighed for vandsportsudøvelser i form af både sejlsport og surfing for eksempel.

Tæt på Soulac finder man desuden fire turisthavne, to internationale golfbaner  og et kurbadecenter. Naturen er her i området meget varieret og beriget med valget mellem både det åbne hav til Atlanterhavssiden og det lidt roligere udtryk på den anden side ved flodudmundingen, med strande, skove, pinjetræer, marskland og små fiskerhuse.

Af interessante udflugtsmuligheder i området er blandt andet flodudmundingen ved Pointe de Grave, fyrtårnet ved Cordouan, Village Ancien - en slags Den Gamle By i Århus og ikke mindst slottene i Médoc.

Soustons

I den sydlige del af Landes finder man byen og kommunen Soustons bag den såkaldte Sølvkyst - Côte d'argent. Byen har ca. 7.500 indbyggere og fremstår ret moderne med pæne facader, ordnede rabatter og lige fortove. Desuden er den fødeby for den tidligere franske præsident Francois Mitterand. 

Byen ligger ved den store fyrreskov Marensin ved søen Étang de Soustons ca. 10 km fra kysten og kystbyen Port d'Albret, der i folkemunde kaldes Soustons-Plage, altså Soustons strand. Byen er forbundet med kysten via en flodstrøm, der hedder Courant de Soustons. Ved havet ligger to store sandstrande, hvor den ene er overvåget. Det er således et område, der indbyder til en aktiv ferie enten på hesteryg, til fods, på cykel eller til vands.

I byen ligger museet Musee de la Pandellé, der udstiller traditionelt gammelt værktøj. Er man mere til en de klassiske kulturtilbud, har byen også biograf og bibliotek. Her findes desuden en arena, der blev bygget i 1931 og siden renoveret i 2010-2011, hvor der foregår alt fra tyrefægtning til koncerter og sommerfestivaller.

I centrum af denne flade by finder man et livligt marked, hvor der sælges et væld af specialiteter, men også tøj, sko, blomster og værktøj, mm. Det foregår mandag morgen og formiddag ved Place des Arenes (gaden løber omkring arenaen), og om sommeren også torsdag morgen og formiddag. Ligeledes er der om sommeren et aftenmarked om fredagen fra ca. kl. 19 til midnat ved Place des Arenes, Rue Daste og forlængelsen deraf Rue Emile Nougaro.

 

Historie

I regionen Aquitaine finder man nogle af Europas ældste vidnesbyrd om tidligere tiders kultur. I 1868 fandt man nemlig i Dordogne adskillige skeletter af hvad der skulle vise sig at være Cro-Magnon folk, som levede i området for omkring 40.000 år siden! I dag kan man besøge flere grotter med imponerende vægmalerier i Lascaux og Eyziers-de-Tayac. 

Meget senere, i år 56 f.kr., var Aquitaine en del af romerriget og adskillige levn fra den periode kan også ses den dag i dag. Senere endnu gennemgår området en omskiftelig tid som dele af andre riger og som selvstændigt kongedømme, men i 1360 overtager englænderne herredømmet over området, og derpå følger 100-års krigen. I 1453 fik Frankrig igen magten over Bordeaux, og hele området har været fransk lige siden. Både under krigen i 1914 og i 1940 flygtede regeringen fra Paris til Bordeaux. 

En vigtig brik i regionens historie er Baskerlandet. Baskerlandet er en samlet betegnelse for området vest for Pyrenæerne, ud til Atlanterhavet og et godt stykke ind i Spanien. Den franske del af Baskerlandet udgør kun 15 % af Baskerlandets samlede område og kun 10% af befolkningen, som er på i alt ca.3 mio. indbyggere.  Baskerne har siden 1643 ønsket en selvstændig stat og har da også eget flag, sprog og kultur. Over alt i Aquitaine fra Bayonne og sydpå ser man adskillige henvisninger til basker-kulturen. Det baskiske flag vajer mange steder – det kan kendes på, at det er rødt med et hvidt kors, præcis som Dannebrog, men desuden har det et grønt kryds. Desuden vil man bemærke at flere og flere stednavne skrives på både fransk og baskisk, jo længere sydpå man bevæger sig. Baskisk udmærker sig ved et utroligt højt antal konsonanter og en udbredt brug af x’er og q’er, så man er slet ikke i tvivl, når man støder på det. Den baskiske nationalsport Le Pelote Basque spilles i hele området, og kan sammenlignes med en slags baseball.

Natur 

I Aquitaine er mulighederne for fantastiske naturoplevelser mere end almindeligt gode. Atlanterhavet er i sig selv overvældende og langs hele Atlanterhavskysten kan havets kræfter mærkes og alt efter temperament nydes eller betragtes på afstand.  

Pyrenæerne dominerer den sydlige del af regionen, og her kan man trekke, klatre eller bare nyde den smukke udsigt med en picnic i det grønne. Man kan også vælge at følge Pilgrimsruten på en enkelt dagstur eller på en længere strækning.

Strande 

Aquitaines kystlinje strækker sig langs Atlanterhavet, og her er derfor rig mulighed for at nyde sol og strand. Kysten skifter imellem lange, brede sandstrande og mere klippefyldte områder med små vige og bugter. Naturligvis samles mange turister og lokale på de store sandstrande, hvor der også nogle steder er mulighed for at leje solstole og parasoller – dog slet ikke i samme udstrækning som på Côte d’Azur, hvor det ind i mellem kan være svært at se sandet for bare stole.

Atlanterhavet kan være voldsomt, og man gør derfor klogt i at følge rådene fra de lokale eller i at bade fra en strand med livredder. Vind og strøm kan ændre sig hurtigt, der er store forskelle på høj- og lavvande, og farlige hestehuller med kraftig strøm kan dannes på kort tid. Langs kysterne er der et velfungerende system med yderst kompetente livreddere, som holder øje med de badende og løbende sørger for at der flages i overensstemmelse med de lokale forhold. Hvis man gerne vil holde sig til disse strande, skal man gå efter de trekantede rød- og sortstribede skilte, som signalerer, at der her er tale om en overvåget strand (Plage surveillée).    

Surfermiljøet er udbredt i den sydligste del af regionen, hvor vindforholdene gør det optimalt at surfe på bølgerne. I Hendaye og Hossegor nord for Biarritz føler man sig hensat til Californien med de store klitter og unge surfere alle vegne. Der udbydes surf-kurser mange steder, og har man mere lyst til at dyrke anden vandsport, er det selvfølgelig også muligt.

Bassin d'Arcachon

Arcachonbugten ligger ud til Atlanterhavet i Gironde, og som så mange steder i dette område kan man her for alvor se effekterne af tidevandet: Ved højvande er lagunen 155 km² stor, men ved lavvande er den kun 40 km² ! Man lever her i området af og med havet, så aktiviteter som østersdyrkning, fiskeri og lystbådehavne er fremherskende. 

Landskabet er præget af store pinjeskove, hvis behagelige og aromatiske duft gør spadsereturene til en stor fornøjelse, som kun forøges af det righoldige fugleliv. Det store klitområde Dune du Pilat er også en spændende oplevelse, idet det er Europas højeste klit med sand i op til 120 meters højde! Der er ikke mindre end 60 millioner kubikmeter sand at gøre godt med, og som klitter har for vane, så skaber dens udvikling, eller rettere dens vandring problemer for indbyggerne i området, for det er ikke lige sådan at stoppe en klit på fremmarch. Det fascinerende naturfænomen tiltrækker hvert år mere end en million besøgende.

De første spor efter menneskelig aktivitet i området går tilbage til den 8. århundrede, og i de næste 1000 år gør det intet væsen af sig: Det forbliver et stille sted beboet af fiskere og hyrder uden de store historiske begivenheder eller bemærkelsesværdige bygninger. Arcachonbugten kommer til gengæld før de fleste andre steder, når det gælder udviklingen af turismen, for allerede i 1823 bygges det første hotel, og der kommer for alvor fart i turismen i 1841, da jernbanen kommer til byen. Klimaet får snart ry for at være gavnligt for behandlingen af tuberkulose, og med den sygdoms store forekomst i attenhundredetallet (faktisk helt til 2. Verdenskrig), er byen sikret en konstant indtægtskilde. I dag er der ikke flere tuberkulosepatienter i byen end i resten af Europa, men den forbliver en af Frankrigs mest populære turistmål.

Østersdyrkningen i området begynder også i attenhundredetallet og har vist sig en mere konstant kilde til beskæftigelse end turberkulosen. I begyndelsen dyrkede man en specielt delikat flad type østers, men ændringer i klima og vandets kvalitet gjorde med tiden, at man gik over til diverse andre typer. 

Maden og vinen 

Lyder navne som Saint Émilion, Château Margaux og Château Lafite Rothschild som sød musik i dine ører er det ikke så underligt. I Aquitaine produceres nogle af Frankrigs mest kendte vine, og der er rig mulighed for at besøge vinproducenter og nogle af de mange smukke, gamle vinslotte med udsøgt beliggenhed særligt i den nordligste del af regionen omkring Bordeaux og Gironde-floden. 

Bordeaux betragtes af mange som vinproduktionens hovedstad, man har siden 1855 arbejdet med klassificeringssystemet Classement des vins de Bordeaux – Systemet har kritikere, men er dog stadig virksomt. I dag er vinproduktionen i Bordeaux presset af konkurrence fra mange sider og antallet af vinproducenter i området er stærkt faldende. Dette ændrer dog ikke på at Bordeaux-vinene er verdenskendte. I Aquitaine produceres også andre kendte drikkevarer nemlig Pastis (Ricard, Marie Brizard) og Armagnac.      

Der er for øvrigt en evig konflikt imellem regionerne Alsace og Aquitaine om hvem der ”opfandt” foie gras, men lad os her nøjes med at nævne, at der produceres rigtig meget af det i Aquitaine, som retfærdigvis også er en meget større region end Alsace. Oprindeligt var det dog de gamle Egyptere, der fandt på at opfede gæs og ænder for siden at spise de opsvulmede levere som en delikatesse.  

Aquitaine er også kendt for alle sine lækkerier i form af østers (fra Arcachon) og alt godt fra havet, foie gras (Périgord), røget andebryst, trøfler (Périgord), nødder, æbler (les Landes), skinke (Bayonne), AOC-oste, svesker (Agen). Dog kommer Sauce Béarnaise IKKE fra Béarn i Landes, selv om navnet så kraftigt antyder det. Bearnaisesaucen er opfundet i Paris af en kok, som oprindeligt stammede fra Béarn.  
Mange steder kan man følge en lille rute igennem landskabet, som har taget navn efter karakteristiske fødevarer, som produceres i området, og tit kan producenterne besøges og man kan smage på varerne, præcis som man kender det fra vinruterne rundt omkring i landet. 

Jo længere sydpå man bevæger sig, jo mere mærkes indflydelsen fra Baskerlandet også på menuen, her benyttes for eksempel Piment d'Espelette, stærke tørrede chili fra byen Espelette i Pyrenæerne. For eksempel er en ret som La Piperade – en slags ratatouille baseret på tomater, grøntsager og chili, både milde grønne og stærke røde (piment d’Espelette), ret udbredt. Den spises med skinke (fra Bayonne) og brød.  

Læs mere om Aquitaine

Kort

Hoteller

Områder og byer

Alle områder og byer i Aquitaine

Book trygt på Signatours.dk

Når du bestiller en pakkerejse hos os, er du økonomisk beskyttet via vores medlemskab af Rejsegarantifonden

Meget smartere end charter

Signatours har ingen udgifter til guideskoler og bamseklubber! Vi er et online rejsebureau uden unødvendige udgifter