Rejser til Les Baux de Provence

Les Baux-de-Provence, eller kort og godt Les Baux, som franskmændene siger, ligger i departementet Bouches-du-Rhônes og er en af de smukkeste landsbyer i Frankrig. Byen har knap 400 indbyggere og er i dag mere et udflugtsted for turister end en egentlig by med fransk hverdagsliv. Alligevel er Les Baux en by med masser af atmosfære, og du vil hurtigt føle dig hensat til en anden tid, når du slentrer rundt i de smalle,  brostensbelagte gader blandt de gamle, rustikke stenhuse.

Trods sin beskedne størrelse er der masser at se i Les Baux, der kun kan udforskes til fods. Det inkluderer naturligvis byens vartegn, Château des Baux, der troner over den gamle by. Heroppe blandt borgens ruiner er der forskellige historiske rekonstruktioner, ligesom der ofte er forskellige temaudstillinger. Det kan give lidt sved på panden gå komme helt til tops, men det er værd at gå helt op på de øverste dele af borgruinen for at nyde den fantastiske udsigt ned over byen og det omkringliggende landskab.

Du kan også bruge lang tid på at udforske landsbyen neden for det fem hektar store borgområde. Man har gjort et stort arbejde for at restaurere de gamle huse i deres oprindelige stil, hvilket inkluderer flere af de såkaldte "hôtels particuliers", som nu bruges til små museer og gallerier. De hyggelige gader i Les Baux gemmer derudover på talrige småbutikker og gode restauranter. Faktisk er der nu til dags mange, som primært rejser til Les Baux de Provence for at nyde de gastronomiske oplevelser på byens restauranter.

Les Baux er omkranset af Alpilles-massivet, som er en lille bjergkæde, der blandt andet har inspireret flere kunstmalere til deres værker. Man kan for eksempel gå flere ture og genopdage naturen fra flere af Vincent van Goghs malerier. Der er i det hele taget rig mulighed for at bruge denne idylliske landsby som udgangspunkt for en aktiv ferie, hvor du udforsker Alpilles-massivet på vandre- eller cykelture. Der er sågar mulighed for at ride en tur. Du har desuden flere af regionens mest interessante, større byer inden for kort rækkevidde såsom Arles og Avignon, hvis du vil opleve et mere autentisk sydfransk byliv.

Rejser til Frankrig

Læs mere om Frankrig og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Frankrig her

Hoteller i Les Baux-de-Provence