Rejser til Silves

Det kan være svært at forestille sig, hvad Algarve lignede før alle barerne, liggestolene og turistbutikkerne ankom. Men hvis du vil tage et skridt tilbage i tiden, så er den smukke by Silves en oplagt feriedestination.

Silves er meget anderledes end de turistede feriesteder, der ellers ligger spredt langs Algarvekysten. Det er en by fuld af historie, som er perfekt til en par-ferie eller ældre feriegæster. Du vil straks blive betaget af, hvor smuk Silves er. Et velholdt, kobberfarvet slot ser ned på en by omgivet af appelsin- og citrontræer på bredden af Arade-floden.

Silves historie går tusinder af år tilbage i tiden, og du kan blandt andet finde vidnesbyrd om romernes færden i området ved byens bro Ponte Romana. Men de fleste af de historiske vidnesbyrd i Silves går tilbage til middelalderen, især det imponerende Silves fort, der er hovedattraktionen i området. Du kan også besøge Silves´ arkæologiske museum med udstillinger om stenalderen. I maurernes tid var Silves kendt som Xelb, hovedstad i Al-faghar, Algarves mauriske provins. Silves´ 30.000 indbyggere ”talte rent arabisk, forfattede poesi og var elegante i væremåde og tale”, ifølge den arabiske forfatter Idrisi.

En rejse til Silves handler dog ikke kun om historien. Der er masser af muligheder for at slappe af. Strandene omkring Armacao eller Praia da Rocha er perfekte til en dag i solen. Og også foodies vil elske en ferie i Silves. Udover de lækre restauranter i Silves selv kan du tage på en vinsmagnings-tur i den nærliggende historiske by Lagoa.

 

Hoteller i Silves

Fakta og inspiration

Engang en rig og magtfuld by, men i dag er Silves en søvnig by, der ligger ved udløberne af Serra de Monchique bjergene. Den menes at være grundlagt af fønikerne, og katedralen og ruinerne af det røde sandstensslot minder besøgende om Silves´ rige og driftige mauriske fortid, som sluttede efter en tremåneders belejring anført af Kong Sancho I i 1189.

Strande

Du kan vælge mellem to strande i Silves, som begge er lige populære. Der er en fantastisk sandstrækning mod sydøst i Armacao, mens du finder Praia da Rocha i sydvestlig retning.

Der er masser af liggestole tilgængelige på Armacaos strand, og du kan endda udforske naturlige pools mellem klipperne, når der er ebbe.

Praia da Rocha, på sin side, ligger kun en kilometer væk fra Portimão og er særlig iøjnefaldende på grund af sine røde sandstensklipper og sit gyldne sand. 

Oplevelser og seværdigheder

Silves Slot

Den mest kendte attraktion i Silves går tilbage til syvende århundrede, selv om de velbevarede røde slotsmure, som du ser i dag, stammer fra 500 år senere. Det var da kampene var på sit højeste mellem de kristne korsfarere og de nordafrikanske maurere.

Slottet er bygget på pladsen, hvor Palace of the Verandahs fra det 11. århundrede lå, dominerer slottets tårnmure byen og byder på panoramaudsigt over den omkringliggende egn. Silves´ gotiske katedral fra det 13. århundrede, der er bygget på pladsen, hvor der tidligere lå en moské, indeholder nogle korsridder- gravkamre og en jaspisstatue af Jomfru Maria, som anses for at kunne dateres tilbage til det 14. århundrede. Det arkæologiske museum neden for bjerget huser sten- og jernalderredskaber og kirurgiske instrumenter fra det 5., 6. og 7. århundrede.

Du kan blandt andet studere nogle af de snedige og opfindsomme metoder, man brugte i slottet for at overleve en belejring. Selv hvis du ikke skulle være historisk interreseret, er udsigten over Silves fra slottet et besøg værd.

Båd-krydstogt

Arade-floden er den største vandvej, der forbinder Silves med Portimão på kysten. Der er mange bådture, som udforsker den 40 kilometer lange vandstrækning mellem de to byer hver dag.

Det er en afslappende og samtidig lidt anderledes måde at opleve det omkringliggende landskab og dyreliv på.

Middelalderfestival

Silves kommer virkelig til live under den 10-dage lange middelalderfestival i august. Med slottet knejsende bagved som et passende baggrundstæppe går hele byen tilbage i tiden og du vil kunne se riddere og prinsesser ride rundt om næsten hvert gadehjørne, mens lokalbefolkningen klæder sig ud i middelalderlige dragter.

Jongelører og akrobater vil fylde byens centrum og der vil være boder, der sælger traditionel mad og kunsthåndværk.

Bad i stor kunstig sø og besøg Algarves smukkeste landsby nær Silves

Ca. 10 km nordøst for Silves er Barragem do Arade, én af Algarves største kunstige søer. Besøgende på dette fredfyldte sted kan svømme, nyde den medbragte mad eller leje en kano for en eftermiddag. Sao Bartholomeu de Messines tæt på er en stille landsby med en gammel sognekirke. Alte, 28 km øst for Silves, er beskrevet som Algarves smukkeste landsby. Byen er også berømt for sit levende lørdagsmarked og folkedansertraditioner.

Udforsk huler og grotter i nærheden af Silves

Klipperne ved Ponte da Piedade 3 km fra Lagos, der ved naturens hjælp har dannet tunneler, buer og grotter, viser folk, der besøger regionen, en hel marine fantasiverden. Lang tids kørsel mod vest fra Lagos er Sagres, en by som er bedst kendt for sine forbindelser til Prins Henrik Søfareren, hvis simple mål var at anspore mænd til at opdage Afrika, Indien og Det fjerne Østen.

Mad og drikke

Som mange andre byer på Algrave-kysten har Silves alt godt fra havet. Men det er ikke kun lækre fisk og skaldyr, der tilbydes i Silves. Hvis du tager ind i landet fra kysten, finder du masser af traditionelle kødretter, som for eksempel vildsvin, ensopado de borrego - en velsmagende lammekøds-ret med brød - eller, hvis du er meget modig, snegle tilberedt i øl. Alle retterne smager endnu bedre, når de ledsages af et glas eller to af Lagoas gode rødvin.

Et af højdepunkterne på en ferie i Silves er byens fremragende restauranter. Disse er ikke turistmæssige spisesteder, så du er næsten sikker på at få autentisk mad af høj kvalitet. Og hvad der er næsten endnu bedre: Du får næsten helt sikkert stor værdi for pengene efter at have forladt de mest turistede steder.

Historie

Silves blev erobret af Abd-al-Aziz i 713 og forblev under islamisk herredømme indtil midten af det 13. århundrede. Byen var maurernes hovedsæde i Algarve. I 1189 erobrede kong Dom Sancho I byen, godt hjulpet af kristne korstogsfarere, men de formåede kun at holde byen et par år, indtil maurerne erobrede den tilbage.

Silves' beliggenhed gjorde den velegnet til befæstning. Man ser stadig slottets røde mure knejse højt over byen. Fra slottet er der en perfekt udsigt over byen og det omkringliggende land. Det er et af de smukkeste udsigtssteder, fyldt med en romantisk atmosfære.

Husk også at nyde de andre seværdigheder i byen: parker, torve, restauranter og caféer i den historiske bymidte!

Byer i nærheden

Portimão

Hvis du ønsker at deltage i udendørs aktiviteter under din ferie i Silves, så er den travle havneby Portimão et godt sted at starte. Du kan tage en dag med golf, ridning, mountain-biking, go-kart racing eller vandsports-aktiviteter her. Portimão er også fremragende, hvis du er på udkig efter nogle souvenirs. Der er en håndfuld butikker omkring Portimãos marina, mens du finder flere detailforretninger og indkøbscentre i udkanten af byen.

Lagoa

Tag til Lagoa, hvis du er ivrig efter at prøve en dråbe af de lokale drikkevarer i området. Lagoa er kendt for kvaliteten af de vine, den producerer. Det er nemt at finde et sted med vinsmagning eller komme på en guidet tur på nogle af de lokale vinmarker.

Ud over mulighederne for at smage på vin er Lagoa en charmerende by med dens smukke, hvidkalkede huse, brostensbelagte gader og gamle kirker.

Porches

Landsbyen Porches er ligesom Silves fyldt med smukke, flerfarvede huse omgivet af vinmarker og appelsintræer. Hvis du søger lidt romantik i din ferie, så er en solnedgangsmiddag i Porches bare sagen.

Porches er også kendt for sin keramik og du vil støde ind i masser af det, mens du vandrer langs de brostensbelagte gader. Og så er de i øvrigt oplagte som en gave eller souvenir til en derhjemme.

Rejser til Portugal

Læs mere om Portugal og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Portugal her