Om Marbella

Rejser til Marbella

Marbella kaldes ofte for det spanske St. Tropez på grund af dens mange yachter, barer, restauranter, natklubber og berømtheder, men byen har også en mere traditionel andalusisk charme i den gamle bydel, som er med til at gøre en ferie i Marbella uforglemmelig.

Gastronomi i topklasse

Byen er velsignet med en over 20 kilometer lang strand, som giver alle de bedste betingelser for at kunne holde den perfekte sol- og strandferie ved Middelhavet. Marbella er også blevet populær blandt gastronomisk interesserede med nogle restauranter i verdensklasse, der ligger spredt langs stranden og rundt i byens hyggelige gader. 

For feriegæster med lyst til at shoppe på ferien har byen også masser at byde på, ikke mindst i Puerto Banus´ smarte butikker, som også er stedet, hvor du kan løbe ind i en berømthed eller to. 

Tæt på Malaga lufthavn

Marbella ligger på en af de mest solrige strækninger ved den spanske middelhavskyst og nås let fra Malagas Internationale lufthavn (AGP). Den er således ideelt placeret  i forhold til at udforske de omkringliggende bjerge, landsbyer, skove, golfbaner, kurbade og sandstrande på den smukke spanske solkyst.

Fantastiske strande

Byen, der med sine skinnende, hvide villaer, der ligger spredt på bakkerne ned mod marinaen, ligner noget, der er taget ud af en James Bond-film, er det ideelle rejsemål for par eller familier, der ønsker en sol- og strandferie med et strøg af glamour. Den største attraktion ved byen er nemlig dens mange strande, som du ikke behøver at være millionær for at nyde, mens du solbader, svømmer eller dyrker en af områdets mange vandsports-aktiviteter. 

For nogle af byens feriegæster er det dog en oplevelse at se millionærernes lystbåde buldre afsted fra Puerto Banus´ havn på det glitrende vand, mens de nipper til cocktails i en af strandens eller havnens mange caféer og barer.

Livligt natteliv

Efter du har indtaget din middag på en af byens gode restauranter, har du mulighed for at danse natten væk på en af ??de sofistikerede natklubber, der ligger i området mellem Marbella og Puerto Banus. Hvis du derimod foretrækker en fredelig afslutning på dagen, kan du nøjes med at sætte dig ned i en behagelig stol på Marbellas appelsin-duftende plads, Plaza de los Naranjos, og nyde dagens sidste lys.

Hvornår er det bedst at rejse?

Marbella ligger på kysten kaldet Solkysten, eller på spansk Costa del Sol, og lever op til sit navn ved at tilbyde sol og behagelige temperaturer året rundt. Om sommeren kan dagtemperaturerne på de varme dage klatre op over de 30 grader, mens aftenerne normalt er rigeligt varme til, at du kan gå rundt i korte ærmer. 

Forår og efterår er også behageligt varme med temperaturer, der normalt ligger over 20 grader. Om vinteren falder gennemsnitstemperaturen til under 20 grader, hvilket samtidig betyder, at der er færre feriegæster og dermed normalt flere billige rejsetilbud.

Læs mere om Marbella

Information og fakta

Oplevelser og udflugter

Med over 20 kilometer kystlinje, bestående af hvide sandstrande, er Marbella det ideelle rejsemål for dem, der søger en strand- og solferie ved den spanske del af Middelhavet. Byen er spækket med stilfulde og livlige barer, en smuk strandpromenade og en gammel bydel, hvis brostensbelagte gader er fyldt med kosmopolitiske fortovscaféer, eksklusive butikker og middelhavs-restauranter. 

Byen er også et ideelt rejsemål for golf-entusiaster, eftersom de kan finde nogle af de bedste golfbaner i verden i udkanten af byen, kun nogle få minutters kørsel fra centrum. 

Benalmadena

Benalmadena emmer stadig af det traditionelle Spanien eller traditionelle Andalusien, ikke mindst takket være Castillo Monumento Colomares. Byen har dog meget mere at byde på end sit berømte slot og egner sig perfekt til en dagsudflugt for hele familien med forlystelsesparkerne Tivoli World Theme Park og Sea Life Benalmadena Aquarium.

Fuengirola

Hvis du er på udkig efter lidt underholdning, så glem ikke at stoppe i Fuengirola, hvor der stort set er underholdning på hvert gadehjørne. På byens middelalderlige/mauriske Sohail slot kan du opleve alt fra koncerter til festivaler, samt et middelaldermarked om sommeren. Det kan også anbefales at tilbringe en dag i Bioparc Fuengirola, som er en zoologisk have med et genskabt jungel-miljø og dyr fra både Asien og Afrika.

Estepona

Estepona er det klassiske Spanien. Den traditionelle kystby har stadig den traditionelle andalusiske landsby-karakter og charme og er det ideelle sted at hvile ud og komme ned i tempo. I byens stejle, brostensbelagte gader finder du smukke gade-caféer og tapasbarer, der serverer traditionelle spanske delikatesser. Glem ikke din pung - for du vil møde mange fristelser til bruge nogle penge i de usædvanlige butikker i denne maleriske by.

Begivenheder

Karneval i februar: Denne andalusiske version af karneval, der afholdes før fasten, er et fantastisk skue med et væld af festligheder, parader og processioner i Marbellas gader.

San Bernabe Fiesta og sommermesse i juni: Marbellas skytshelgen fejres hvert år i juni med en blanding af  begivenheder og arrangementer, der blandt andet inkluderer vinsmagning og tyrefægtning.

Feria de Malaga/Malaga messe i august: Tag en køretur op ad kysten i august for at opleve en af de ældste og mest populære begivenheder i Spanien. Blandt de mange festlige indslag finder du fyrværkeri-shows, forestillinger med flamencodansere og lokale indbyggere i diverse udklædninger, altsammen ledsaget af et lydspor med traditionel spansk musik. Det er en begivenhed, du ikke bør gå glip af.

Starlite-fesitval i juni: Starlite-festivalen finder sted hver juli og afholdes i et naturligt amfiteater mellem bjergene bag byen. Festivalens program indeholder forskellige indslag, såsom musik, mode og kunst, og tidligere prominente gæster inkluderer Enrique Iglesias, Jamie Cullum og Tony Bennett. 

Marbella Feria: Den første uge i juni afholder Marbellas indbyggere den årlige fest i byens gader til ære for byens skytshelgen, San Bernabe. Festen inkluderer også sjove aktiviteter for børn, som for eksempel en forlystelsespark, hoppeslotte, dans, levende musik, mad og et fantastisk fyrværkeri-show som afslutning på festlighederne.

Transport

Med hest og vogn: Du har mulighed for at blive transporteret rundt i byen i en hestevogn - og det bliver ikke meget sjovere eller romantisk end at se byens historiske og kuturelle seværdigheder fra en hestevogn.

Med taxa: Der er masser af taxier at vælge imellem i Marbella og taxaerne er en god transport-mulighed til ture i byen eller til de lidt kortere ture i det omkringliggende område. Husk på, at taxaer med licens har pligt til at køre med taxameter og vil opkræve en højere pris om natten.

Til fods: Marbella er et dejligt sted at bevæge sig rundt til fods, da byen ikke er voldsomt stor i sin udstrækning; i hvert fald ikke så længe, du holder dig inden for byens centrum. Især i byens gamle bydel, hvor gaderne er for smalle til biler, kan det være en stor fordel at bevæge sig rundt til fods.

Strande

Marbella har hele 23 strande langs sin mere end 20 kilometer lange kystlinje; og det er ikke for emeget at sige, at der stort set er en strand for enhver smag. Syv af byens strande er blevet tildelt det prestigefyldte blå flag, så du kan vide dig sikker på, at du på disse strande kan bade i havvand af topklasse.

Bounty strand

Hvis du har været ude og feste natten før og har brug for at komme dig over dine tømmermænd, så er denne strand det naturlige valg. Bounty strand er regnet for at være den mest populære strand på Costa del Sol for den festglade ungdom og er flankeret af en række af afslappede og smarte strandbarer, hvor strandgæsterne kan hænge ud og indtage en kølende drink, mens de nyder synet af det smukke Middelhav.

Playa de Rio Real

Hvis du er interesseret i at dyrke vandsport, mens du er på stranden, er Playa de Rio Real stedet for dig. Stranden er nemlig hjemsted for Marbellas eneste windsurfklub, der ganske enkelt kalder sig "Windsurf Marbella". Strandens 2 kilometer lange strækning af mørkt- gyldent sand er kendt som Los Monteros. Du bør dog ikke bekymre dig om det mørke sand, da stranden er vidunderligt ren og meget indbydende.

Playa Hermosa

Playa Hermosa-stranden er ideel, hvis du har børn med på stranden med dens klare og lave vand. Du finder også steder med kølende skygge her, hvilket gør den endnu mere ideel til en strandtur for børnefamilier.

Nikki strand

Hvis du er på udkig efter livlige strandfester og champagnebad, så er Nikki strand lige noget for dig. Du bør dog også beundre solnedgangen, mens du er her - for de er legendariske.

 

Kort

Hoteller