Om Costa Dorada

Rejser til Costa Dorada

Costa Dorada, beliggende syd for Barcelona på den katalanske kyst, er en kyststrækning, som består af omkring 20 byer og landsbyer, der strækker sig over små 200 kilometer med nogle af de fineste strande i Spanien. Området tager sit navn fra det bløde, gyldne sand, som du kan finde på disse strande.

Længere inde i landet er området bjergrigt og byder på forskellige spændende muligheder for en aktiv ferie, f.eks. klatring, foruden en betagende udsigt over kysten og det omkringliggende landskab.

Der er ti store marinaer og flere mindre havne spredt langs kysten, hvoraf mange tilbyder bådture og sejlture.

Området byder også på et stort udvalg af restauranter, barer og natklubber, der ligger ved de mange strande. 

Tip til familier: Tag en tur i Condor Drop Tower, hvis du tør, eller nyd et live-show i PortAventuras forlystelsespark.

Tip til strand-elskere: Costa Dorada byder på alle slags strande, fra gyldne sandstrande med masser af vandsports-aktiviteter til fredelige bugter. Du vælger selv.

Tip til en aktiv ferie: Nyd et rigt udvalg af udendørs-aktiviteter, herunder dykning, ridning og vandring.

Information og fakta

Sprog: Catalansk og spansk

Valuta: Euro (€)

Lokal tid: Costa Dorada har samme tid som i Danmark

Flyv til: Reus Lufthavn (REU) ligger ca. 10 km fra Salou, 3 km fra Reus og 13 km fra Tarragona

Flyvetid fra Danmark: Ca. 3,5 timer

Strande

Strandene på Costa Dorada er fantastiske strækninger af gyldent sand flankeret af palmetræer. Næsten 90 af dem er blevet tildelt Blå Flag-status, hvilket afspejler deres fremragende service og enestående vandkvalitet.

De vigtigste feriesteder - såsom Salou, Cambrils, La Pineda og Sitges - har alle fantastiske sandstrande, men der er mange andre langs kysten, der er værd at besøge.

Salous to strande, Llevant Beach og Ponent Beach, er fredelige strande, der egner sig perfekt til familier på ferie med børn.

Cambrils, den næststørste by på Costa Dorada, er hjemsted for en 7 kilometer lang kyststrækning med hele 9 sandstrande. Cambrils strande glider forsigtigt ud i havet, hvilket også gør dem til et ideelt sted at bade for børn.

I La Pineda finder du nogle af Costa Doradas bedste strande, da alle 3 strande er blevet tildelt det blå flag og har blødt sand og blidt skrånende kyster. Tilmed har La Pineda et vandsportscenter.

Hvis du er på udkig efter fjerntliggende og uspolerede strande, hvor du kan spendere en hel dag i fred, skal du tage til naturreservatet Delta de l'Ebre i den sydlige del af Costa Brava.

Vejret

Med mildere sommertemperaturer end destinationer som Costa del Sol gør Costa Dorada en badeferie mere behagelig for dem, der godt kan få det lidt for varmt i den sydeuropæiske sommer. Temperaturer ligger typisk fra 20 grader til 26 grader om sommeren, med kun lidt nedbør - selvom korte, forfriskende regnskyl ikke er ualmindelige. 

Den bedste tid på året at besøge Costa Dorada på er mellem maj og august, hvor der er masser af soltimer og kølige briser fra Middelhavet.

Mad og drikke

Alle tænkelige typer mad er tilgængelige på de populære feriesteder på Costa Dorada, men i de mindre byer og landsbyer vil du for det meste finde catalanske retter og middelhavsretter på menukortet - og ikke internationale menuer.

Lokale specialiteter omfatter blandt andet lækre skaldyrsretter, såsom suquet, der er en traditionel gryderet lavet af fisk, og fideuà, som ligner paella, men som er lavet af små nudler. Dit måltid kan ledsages af den klassiske catalanske specialitet pa amb tomàquet, der er landbrød, som først overhældes med olivenolie og derefter indgnides med en frisk tomat og et overskåret hvidløg. Det er meget simpelt, men de gode råvarer i regionen gør det til en smagsoplevelse.

Der er masser af tapasbarer i området, hvor du kan smage på flere catalanske klassikere, såsom patats braves (stykker af stegt kartoffel serveret med krydret sauce), xipironer (stegt baby-blæksprutte) og truita (det, der på spansk hedder en tortilla og som er en kartoffel-omelet).

Traditionelle desserter omfatter crema catalana, som er en lokal version af crème brûlée, eller mel i mató, som er frisk ost overhældt med honning.

De regionale vine er fremragende, ikke mindst det catalanske svar på champagne; cava.

Lokal transport

Med tog: Forskellige togtjenester opererer langs Costa Doradas kyst, herunder en linje, der løber fra Tarragona til Barcelona og tager en time og 30 minutter. Der er også et højhastighedstog fra Tarragona til Madrid, som kun tager 3 timer.

Med bus: Der er regelmæssige busforbindelser mellem områdets større byer. Alle byerne har busstoppesteder med lokal rejseinformation.

Med biludlejning: Du kan blandt andet finde biludlejning i Reus lufthavn.

Seværdigheder og aktiviteter

En af de mest populære familieattraktioner på Costa Dorada er PortAventura World Resort, der er én af de største forlystelsesparker i Europa med flere forskellige distrikter, der alle har deres egne unikke temaer, shows og butikker.

PortAventura har endda sit eget vandland, PortAventura Caribe, så hele familien kan tage på ture sammen i vandrutsjebaner, eller sidde under en palme og nyde livet ved en pool. Et nyt område, der åbnede sommeren 2017, omfatter desuden den højeste og hurtigste lodrette accelerator i Europa og en Formel 1-racerbane med otte simulatorer for hele familien.

Aquopolis er et andet populært vandland, der er et besøg værd, hvis du leder efter aktivitetsmuligheder på Costa Dorada. Andre udendørs attraktioner omfatter 18-hullers golfbaner og Costa Dorada Marine Resort, hvor du kan deltage i en bred vifte af vandsports-aktiviteter, herunder bananbådture og sejlads. 

Hvis du er kulturelt og historisk interesseret, er den - oprindeligt - romerske by Tarragona et af de mest interessante steder at besøge på Costa Dorada. Besøg amfiteateret og forestil dig den atmosfære, som gladiatorerne oplevede for over 2000 år siden.

Byen, der er anerkendt som verdensarvssted, gemmer også på et romerske og oldkristent nekropolis; en kirkegård, der blev brugt indtil det 7. århundrede. Fundene fra dette sted, og fra den antikke romerske by Tarraco, kan du studere på Tarragonas Arkæologiske Museum.

Begivenheder

Kulturelle festivaler: Kulturelle begivenheder foregår hele året på Costa Dorada, hvoraf den vigtigste er festivalen Skt. Joan den 23. juni. Catalonien markerer årets korteste aften med dans i gaderne, fyrværkeri og bål.

Sant Peres Festival i Reus i juni og Santa Teclas Festival i Tarragona i september kan også anbefales.

Rally: I oktober aflægger World Rally Championship besøg i byen Salou på Costa Dorada til den næstsidste fase af konkurrencen.

Filmnat: I oktober kan filmfans se frem til Sitges Internationale Film Festival med fremvisning af nye kortfilm og spillefilm. Det skal dog bemærkes, at festivalen er specialiseret i horror- og fantasy-genren.

Læs mere om Costa Dorada

Kort

Hoteller

Områder og byer

Alle områder og byer i Costa Dorada

Alle områder og byer i Spanien