Rejser til Sverige

Som ferieland er Sverige et næsten uudtømmeligt skatkammer af oplevelser for hele familien. Storby, natur og masser af aktivitetsmuligheder, her findes det hele! De charmerende, svenske ødegåde er perfekte, hvis du trænger til en afslappende ferie i fredelig idyl, mens landets storslåede natur indbyder til aktive ferier med alt fra vandre- og kanoture om sommeren til unikke skioplevelser om vinteren. På en rejse i Sverige er der nemlig aldrig langt til nærmeste aktivitetsmulighed, hvad enten det er på de glitrende søer, inde i de dybe skove eller ude i skærgården.

Muligheden for at opleve en natur, som er mere uberørt og vild end noget, vi kender herhjemme, er dog ikke det eneste, som gør Sverige til et attraktivt rejsemål. Der venter også et væld af spændende kulturelle oplevelser og attraktioner "hinsidan", der i lige så høj grad er værd at rejse efter. Det spænder vidt lige fra glaspusterier i Småland og vilde rutsjebaner i Gøteborg til julemarked i de charmerende brostensbelagte gader i Stockholms Gamla Stan og fejring af midsommeren med dans om majstangen i Dalarna.

Velkommen til Sverige med Escapeaway, vi er specialister i rejser hvor du bor på nøje udvalgte hoteller.

Hoteller i Sverige

Rejseguide til Sverige

Der er ikke ret langt over sundet til Sverige, men selvom der ikke er tale om et fjernt, eksotisk rejsemål, er visse ting alligevel anderledes i vores naboland. Herunder finder du en bred vifte af praktiske informationer, som forhåbentlig kan være en hjælp i forberedelsen af din rejse til Sverige.

Transport

Takket være Øresundsbroen har Danmark og Sverige været landfaste siden 2000. Samtidig er der stadig gode færgeforbindelser, som betyder, at det er oplagt at tage bilen, når du rejser til Sverige. I bil bestemmer du helt selv feriens tempo, hvor og hvornår pauserne skal holdes, ligesom det er lettere at medbringe alt det, du har brug for i løbet af ferien. Det svenske er vidtforgrenet og meget velholdt.

Der er dog et par forhold, som du bør være ekstra opmærksom på ved kørsel i Sverige - især hvis turen går langt mod nord. Mens Skåne og det sydlige Sverige i vidt omfang har et klima, der minder meget om det danske, er vintrene længere mod nord koldere med veje, der ofte er dækket af sne og is. Ikke overraskende er vinterdæk derfor påbudt i perioden 1. december – 31. marts i Sverige. Har du planer om at bevæge dig ud på mindre veje, er det desuden en god ide at medbringe snekæder. Disse må dog kun benyttes, hvis de ikke ødelægger vejen.

Læs mere om reglerne for vinterkørsel på Transportstyrelsens hjemmeside.

En anden ting du som bilist i Sverige bør være opmærksom på er dyrelivet, nærmere bestemt elge og mod nord rener. Der er tale om store dyr, som ved påkørsel kan anrette betydelig skade, omend påkørsler med personskade heldigvis er forholdsvis sjældne. Langs hovedfærdselsårene er der mange steder opsat dyrehegn, men særligt i morgen- og aftentimerne er det alligevel værd at være ekstra opmærksom, hvis der ligger skov op til vejen.

Tog og fly

Selvom der er gode grund til at tage bilen, når rejsen går til Sverige, betyder de store afstande, at det i nogle tilfælde kan være værd at overveje alternative transportformer. Uden pauser tager det for eksempel cirka syv timer at køre fra København til Stockholm i bil. Vil du gerne slippe for de mange timer bag rattet, er der dog gode forbindelser med fly til Arlanda Lufthavn ved Sveriges hovedstad. En oplagt mulighed for at tage på en forlænget weekend i Stockholm. Ligeledes kan du flyve til flere andre dele af landet såsom Visby på Gotland, Östersund i Midtsverige og minebyen Kiruna i det svenske Lapland. Tilsvarende kan du nå det meste af Sverige med tog fra Danmark. Med det komfortable højhastighedstog X2000 tager det for eksempel kun godt fem timer at køre fra København til Stockholm. Ligesom herhjemme ligger de svenske togstationerne oftest midt i byens centrum tæt på shoppinggaderne. For at komme det sidste stykke fra stationen eller lufthavnen til dit hotel, kan det dog anbefales at leje en bil, hvis du også vil have friheden til at udforske resten af områdets seværdigheder i løbet af ferien.

Shopping

Sverige har ikke tilsluttet sig eurosamarbejdet, og du skal derfor stadig betale med svenske kroner. Selvom du kan benytte kontanter de fleste steder, vil du også i Sverige vil du opleve, at der er ved at ske et skifte i retning af det kontantløse samfund. Det er således efterhånden ikke usædvanligt at finde butikker og caféer, som kun modtager kortbetaling. Normalt får du ved kortbetaling og kontanthævninger den mest gunstige kurs ved at vælge at afregne i svenske kroner.

Malmø, Göteborg og ikke mindst Stockholm er perfekte rejsemål for dig, som vil udnytte den lave svenske krone til at gøre nogle gode køb i løbet af ferien. Her finder du talrige stormagasiner og hyggelige gågader med både lokale og internationale modeforretninger samt andre interessante specialbutikker. Holder du ferie i Sverige uden for storbyerne, kan det dog også varmt anbefales at holde udkig efter lokale "Loppis" - den svenske udgave af loppemarkeder. Her er der gode chancer for at finde sig et unikt souvenir.

Helligdage

Sverige har en række ekstra helligdage såsom 5.-6. januar (Helligtrekonger), 6. juni (den svenske nationaldag), 22.-23. juni (Midsommer) og 2. november (Allehelgensdag). Men i modsætning til i Danmark holder de fleste butikker i Sverige søndagsåbent på sådanne helligdage.

Vejr

Sverige er omkring ti gange større end Danmark og er derfor mere varieret både hvad angår landskaber og klima. Rejser du længst mod nord op over polarcirklen, kan du om vinteren både opleve det fantastiske nordlys og temperaturer, som dykker langt ned i de tocifrede minusgrader. Så langt op behøver du dog ikke rejse, hvis du vil på skiferie. De mest populære skisportssteder ligger da også i Syd- og Centralsverige, hvor temperaturerne om vinteren når langt nok ned til at sneen bliver liggende på pisterne, men ikke længere ned end at det med den rette beklædning er behageligt at være ude hele dagen. I det sydlige Sverige er klimaet endnu mere mildt og genkendeligt takket være de nærliggende kyster.