Om Kalkan

Rejser til Kalkan

Velkommen til en af Antalyas bedst bevarede hemmeligheder! Kalkan er tilbagelænet, sofistikeret og autentisk tyrkisk, og her finder du essensen af alt det bedste ved Tyrkiet, uden den travlhed og de menneskemængder, der kendetegner de mest populære resorts.

Den charmerende by ved Middelhavet er spredt ud omkring en vidunderligt smuk bugt, og uanset, om du er ude efter lange dage på stranden eller vil udforske tyrkisk historie, kultur og natur, er du kommet til det rette sted. Sug solens stråler til dig på Patara Strand eller Kalamarbugten, tag på eventyr i de ældgamle ruiner i Xanthos, lad dig synke ned i den totale afslapning i de varme kilder i Pamukkale, og lad børnene slå sig løs i Skovparken Tlos Yaka. Hvis alt dette ikke er nok, er du ovenikøbet tæt på Kas, som er et andet resort i den lidt mindre størrelsesorden. Her finder du endnu flere strande, barer og restauranter.

Seværdigheder på din ferie i Kalkan

Når du rejser til Kalkan, vil du hurtigt opdage, at byens fantastiske beliggenhed med udsigt over en spektakulær bugt er blandt dens største fortrin. Andre store plusser i dens karakterbog er de fremragende sandstrande og det charmerende historiske kvarter. Din ferie i Kalkan kan bestå af stort lige, hvad du har lyst til. Du kan slappe af på stranden, tage en slentretur gennem de ældgamle gader og studere de spændende butikker, nyde en elegant middag på en restaurant med tagterrasse eller sidde længe over en cocktail eller to på en sofistikeret strandbar og nyde de lune aftener. Du er også tæt på den særdeles imponerende og interessante arkæologiske udgravning i Xanthos, som var hovedstad for den ældgamle civilisation Lykien og er udnævnt som UNESCO-verdensarv.

Her ender din historiske udforskning af Tyrkiet dog ikke, for du kommer også nemt til fascinerende seværdigheder som den fortryllende, sunkne by Simena og de ældgamle klippegrave i Tlos. Hvis du er i det modige hjørne, så prøv en heftig omgang river rafting i Saklikentkløften, eller tag på jeep-safari i det rå, bakkede landskab omkring Kalkan. 

En rejse til Kalkan er fyldt med kultur og historie

Kalkan ligger lige i hjertet af den del af Tyrkiet, der tidligere hed Lykien, og området er tætpakket med spektakulære ruiner. Først og fremmest den tidligere hovedstad Xanthos, som er udnævnt til UNESCO-verdensarv. Her bærer ruinerne af et enormt amfiteater vidnesbyrd om byens tidligere betydning. Patara byder også på interessante ruiner fra oldtiden, inklusive en byzantinsk basilica og Hadrians Mur. I Tlos kan du beundre den fantastiske udsigt fra byens acropolis, der kroner bakkerne, og besøge utroligt spændende klippegrave. Og så er der den dybt fascinerende, sunkne by Simena, der blev ødelagt af et voldsomt jordskælv for næsten 2.000 år siden. 

Nyd solen på de vidunderlige sandstrande

Ferie i Antalya handler selvfølgelig meget om at gå på stranden, og i Kalkan har du masser af valgmuligheder. Denne by ved havet har alt fra isolerede bugter til familievenlige strande. Den pittoreske Kaputas Strand er nok den mest populære, og det er let at se hvorfor. Den ligger mellem resorterne Kalkan og Kas, og dens hvide sand og klare, turkise vand danner de perfekte rammer om din dag på stranden, uanset om du vil solbade, svømme eller lege med børnene. Den større Patara Strand er en favorit blandt både lokale og turister, og ligger lige på den tyrkiske riviera, tæt på ruinerne fra oldtidscivilisationen Lykien. Gear ned på den dejlige Kalkan Strand med hvide småsten og blåt flag, eller tag rundt om kysten til Kalamarbugten. Kalkan er også populært blandt dykkere, takket være de farverige koralrev og det maritime liv. 

Glæd dig til lækker mad og drikke på din rejse til Kalkan

På din ferie her på 'Den Turkise Kyst' kan du se frem til at nyde velsmagende, autentisk mad på de mange restauranter i hyggelige Kalkan. Start dit måltid med lækre, tyrkiske 'meze', som kan inkludere den krydrede tomatdip 'antep ezmesi'. Retter med lammekød er meget populære her i den sydlige del af Tyrkiet - eksempelvis den lokale favorit 'lam tandir'. Du kan også prøve lammekød med 'haydari' til; en yoghurt med mint og hvidløg. Hvis det skal være virkelig autentisk tyrkisk, er 'manti' et must; en ret, der primært består af dumplings, som er krydret med peber og hældt over med yoghurt.

Til frokost kan du med fordel vælge 'gozleme', tyrkiske fladbrød, før du nipper til en sød, tyrkisk 'shekerli'-kaffe. Ørred, som lokalt hedder 'alabalik' er en favorit i Kalkan, så du får rig lejlighed til at nyde enkle fiskeretter. Ingen ferie i Tyrkiet er naturligvis komplet uden baklava til dessert, som akkompagneres perfekt af et glas raki. 

Du finder ikke mange natklubber i denne charmerende by ved havet, men det betyder ikke, at der ikke sker en masse i Kalkan efter mørkets frembrud. Der er et stort udvalg af restauranter med tagterrasser spredt rundt på resortet, så du kan med lethed gå op og få dig en cocktail eller et glas raki, mens du nyder udsigten over Antalya efter solnedgang. Mange barer har et stort udvalg af live musik, hvilket er en fin måde at få et indblik i lokal, tyrkisk kultur på. Der er også nogle fremragende klubber på stranden, af hvilke mange nås med farverigt malede både, der sejler fra havnen. Du kunne også overveje at hoppe på et solnedgangs-cruise på en 'gulet', en af de traditionelle, lokale sejlbåde, og nippe til cocktails og høre musik, mens du nyder synet af den smukke solnedgang over havet.

Familieferie

Kalkan er ideel, hvis du er på udkik efter en prisvenlig og afslappet familieferie. Du og børnene får det sjovt i solen på Kalkan Strand, som byder på krystalklart vand og fine faciliteter, lige fra livreddere til udlejning af liggestole og parasoller. Udvalget af familievenlige restauranter og caféer er også stort i Kalkan. Tag evt. en dag på den nærliggende Patara Strand, hvor du kan bygge sandslotte og svømme, og hvis du er heldig få et glimt af de truede karetteskildpadder, der lever her. Hvis du får lyst til en pause fra strandlivet, så overvej en dag i Tlos Yaka Skovpark, som er en populær attraktion. Det skyldes ikke kun, at vandløbene i parken er fyldt med fisk og vandfald, men også, at atmosfæren er dejligt afslappet og sjov, med restauranter, barer og familievenlige aktivitetsmuligheder.  

Rejser for par

Med de romantiske udsigter over Middelhavet og Taurus-bjergene, samt et enormt udvalg af aktiviteter at vælge mellem, er Kalkan en fantastisk rejsedestination for dig, der vil på en romantisk parferie til Tyrkiet. Et besøg i berømte Pamukkale er en perfekt dagstur for to. Dette naturlige fænomen består af kaskader af hvide klipper (navnet betyder 'bomulds-slotte'), omgivet af vidundelige, naturligt varme kilder og mudderbade, hvor du kan dyppe dig og geare helt ned i krop og sind. Du kunne også overveje en romantisk tur i månelyset på et traditionelt 'gulat'-sejlskib, eller besøge en af de eksklusive strandklubber, som du kommer ud til via en sejltur med en gratis båd fra havnen. 

Aktiv ferie i Kalkan

Lad dig ikke narre af, at dette tyrkiske resorts stil er traditionel. Ferie i Kalkan er ensbetydende med masser af underholdningsmuligheder. Til at begynde med bør du ikke gå glip af en tur til Saklikentkløften tæt på Fethiye. Den ligger ca. en halv times kørsel fra Kalkan, men er bestemt turen værd. Pak et par sko, der kan tåle vand, og gå en tur gennem en af verdens dybeste kløfter, inden du tager en dukkert i pool'en med flodvand. Er du ude efter endnu mere eventyr, kan du også give dig i kast med en uforglemmelig omgang rafting i kløften, hvor du i fuld fart kan suse ned med strømmen og derefter nyde et afslappende muddermad for enden af floden. Jeep-safarier gennem Kalkans rå, bakkede landskaber, bådture på havet og kanosejlads på floderne er også inden for din rækkevidde, når du holder ferie i Kalkan.  

 

Læs mere om Kalkan

Hoteller

Områder og byer

Alle områder og byer på Den tyrkiske sydkyst