Rejser til Ungarn

Budapest

Under de habsburgske velmagtsdage var Budapest en af Europas mest lovende byer, og det er stadig tydeligt at se hvorfor. Syd for den smukke flod Donau, finder man den historiske og højtliggende Buda, hvorfra man har en smuk udsigt over den noget nyere og fladere bydel; Pest. Imponerende seværdigheder i Budapest er Den Gamle By, det kongelige palads fra det 14. århundrede samt den 700 år gamle St. Matthias-kirke. Óbuda er en ældre forstad, der byder på en samling af bemærkelsesværdige romerske ruiner. Budapest er også berømt for sine varme kilder og bade, som findes over hele Budapest, specielt populære er Gellert-badene.

På den modsatte side af floden, finder man de gotiske parlamentsbygninger og en forbløffende samling af fine museer og neoklassiske bygninger. Flere imponerende broer på tværs af floden præger desuden billedet i denne ældre men meget charmerende by. Andrássy Boulevard med de gammeldags sporvogne bringer et strejf af parisisk atmosfære og leder tankerne hen på det smukke gamle Europa. Heltenes Plads byder på en imponerende samling statuer af Ungarns største ledere. Alle de sovjetiske statuer er blevet forvist til en mærkværdig park uden for byen.

Pécs

Pécs har en strålende fortid og er kendt for sin musik, opera og ballet, samt nogle af de fineste tyrkiske monumenter i Ungarn. Mest bemærkelsesværdig er ’moske-kirken’ fra det 16. århundrede med sine ottekantede grønne kobberkupler og sin religionsforvirrede historiske baggrund. Erzsébet Town er navnet på det charmerende gamle jødiske kvarter med sin synagoge i byzantinsk stil. Blandt de mange museer i byen er Victor Vasarely museet det mest mindeværdige.

Vejret i Ungarn

Ungarn har et tempereret klima med fire forskellige årstider. Sommeren varer fra juni til august og er varm og lang med temperaturer helt op i 30’erne i Budapest og det Vestlige Transdanubien. Juli er som regel den varmeste måned i Ungarn med en gennemsnitstemperatur på 28 grader.

Vintrene, fra november til marts, bliver meget kolde med masser af is og sne. Januar er den koldeste måned i Ungarn med temperaturer under nulpunktet. Det meste regn falder i november, men der kan i øvrigt falde regn hele året. Forår og efterår er milde sæsoner, og efteråret er særdeles smukt, især i den nordlige del af Ungarn. Foråret er også fantastisk, men kan blive en våd oplevelse i maj og juni. Ungarn har tre klimazoner; middelhavsklima mod syd, kontinentalt klima mod øst og atlantisk klima mod vest. De største sæsonudsving findes i de Ungarske Sletter, som byder på frostklare vintre og stegende somre.

Ungarns geografi

Ungarn ligger i midten af Europa, og har grænser op til Slovakiet, Ukraine, Rumænien, Kroatien, Serbien, Østrig og Slovenien. Landskabet er varieret med de flade og lavtliggende sletter mod syd samt det mere bakkede landskab mod nord. Det højeste bjerg er det 1015 meter høje Kékesteto, som findes mod nordvest. Balaton-søen er den største blandt 1000 søer i Ungarn og er et særdeles populært sted at holde ferie. Søen er også den største i Europa, men er ret flad; den er under seks meter dyb de fleste steder. Ungarn har tre større floder; Donau, Tisza og Drava, som danner grænsen til Kroatien. På grund af en stigning i landbruget, er der ikke megen skov tilbage i Bulgarien. For at afhjælpe dette problem, er der oprettet beskyttede områder og landet har fem nationalparker. Disse skove består af bøg, gran og eg, og her finder man forskellige vilde dyr, bl.a. vildsvin, odder, hjorte og nogle vildkatte. Med et rigt antal søer og vandkilder, har Ungarn et rigt fugleliv – især mange vandfugle.

Ungarns historie

I løbet af det 9. århundrede, ankom nomadefolket, magyarerne, til Ungarn via Rusland og bosatte sig i landet. Magyarerne blev senere besejret af tyskerne i år 995 og derefter tvunget ind i en alliance med det romerske imperium. Ungarn blev en nationalstat i år 1000, da den magyariske prins, Stephen I, blev kronet. Han førte Ungarn i retning af en mere vestlig kristen kultur indtil han døde i 1038. Arpad-dynastiet regerede indtil slutningen af det 13. århundrede, hvor Andrew III døde som den sidste konge i Arpad-dynastiet. Ungarn blev på daværende tidspunkt ødelagt af en mongolsk invasion. Herefter fulgte regenten, Matthias Corvinus, som genetablerede Ungarn som en førende magt i Europa, og udviklede magyarisk kunst og kultur. Efter hans død var landet i opløsning og blev besejret af Tyrkiet ved slaget i Mohács i 1526. Ungarn lykkedes dog at vinde sin uafhængighed tilbage efter 30 års krig og i 1699 blev tyrkerne tvunget ud af landet.

Ungarn indgik en alliance med Østrig og skabte det mægtige østrig-ungarske kejserrige, der varede indtil 1849 hvor oprørslederen Lajos Kossuth erklærede uafhængighed. Habsburgerne fik afsluttet revolutionen hurtigt efter den startede, og snart var Ungarn igen et erobret land. I 1867 blev der skabt et dobbeltmonarki med Østrig som kejserige og Ungarn som kongerige.

Dobbeltmonarkiet deltog i 1. verdenskrig som allieret med Tyskland, men tabte til de ungarske kommunister, og blev senere væltet af tropper fra Rumænien. Ungarns størrelse blev drastisk reduceret, hvorefter landet vendte sig mod Tyskland og Italien for at forsøge at vinde deres jord tilbage. Da de tyske tropper invaderede landet, forsøgte ungarerne at bryde alliancen med tyskerne, som blev forvist fra landet af russerne i 1945.

I 1949 var Ungarn blevet en sovjetisk stat og i 1956 døde tusindvis af mennesker under et oprør mod kommunisterne. Efter at det sovjetiske regime var blevet fasttømret, påbegyndte János Kádár en plan for forbrugerorienteret kommunisme. På trods af sine rødder, var det ungarske regime det mest liberale i Sovjetblokken og blev det rigeste land i regionen. Kádárs styre sluttede i 1988 og Ungarn påbegyndte overgangen til et pluralistisk politisk system, hvilket markerede kommunismens sammenbrud.

Landet blev en republik i 1989 og efter det første valg i 1990 gik valgsejren til Det Ungarske Demokratiske Forum med Jozsef Antall som statsminister. Ved valget i 2002 kom Socialdemokraterne til magten. Ungarn blev medlem af NATO og er sidenhen også blevet medlem af EU.

Rejser til Ungarn

Den internationale lufthavn i Budapest er indgangsdøren til Ungarn, men har dog et begrænset antal transatlantiske flyvninger. Størstedelen af turisterne ankommer fra London, Amsterdam og Frankfurt. Det ungarske luftselskab, Malév, flyver til mere end 30 europæiske lande, samt Larnaca, Cairo og Tel Aviv.

Med hele syv nabolande findes der grænseovergange ad vej og jernbane til Slovakiet, Østrig, Slovenien, Kroatien, Serbien, Rumænien og Ukraine. Bilister kan krydse grænserne ved mere end 60 overgange, men nogle er begrænset til ungarere og borgerne i nabolandene. Nogle af naboerne, såsom Kroatien og Bulgarien, kan have ret komplicerede formaliteter ved grænserne; et levn fra den mistænksomme sovjetiske stil. Ikke alle grænseovergangene findes på motor- eller hovedveje, men vejnettet er generelt i god stand og rimeligt sikkert. En god motorvej forbinder Budapest med Wien, og en udmærket vej fører mod syd til Zagreb.

Volánbusz er navnet på det nationale busselskab, som har regelmæssige afgange fra Budapest til 18 centrale destinationer i Europa.

Den nationale jernbaneforbindelse hedder MÁV og er en lidt ældre og træg model, men har alligevel forbindelser fra Budapest og hele vejen til Rom, London, St. Petersborg, Moskva, Stockholm, Paris, Istanbul og mange steder ind imellem.

I sommermånederne kan man opleve den smukke strækning mellem Budapest og Wien, via en hydrofoilbåd, der sejler langs Donau via Bratislava.

Seværdigheder i Ungarn

Passerer man Budapest består en stor del af Ungarn af flade sletter, men langs Donau finder man nogle smukke pletter gemt imellem bjergene i den nordøstlige del af landet.

Få timers kørsel fra Budapest finder man flere smukke historiske byer omgivet af et bakket og malerisk landskab. Ved Donaus bredder finder man Szentendre, som blev opført af serbiske nybyggere i det 17. århundrede og som nu er en populær destination blandt kunstnere. På toppen af bakken i byen Visegrád, finder man Salomons Tårn, en af Centraleuropas største og bedst bevarede romerske borge.

Den smukt bevarede barokke arkitektur der findes i byen Eger mod nordøst, giver en afslappet middelhavslignende stemning. Beliggende i bjergene, er stedet populært blandt de lokale, og har også spillet en vigtig rolle i Ungarns historie, da det var her tyrkerne blev besejret for flere århundreder siden. Med en gågade i centrum, masser af gamle bygninger samt Eger Slot, er byen virkelig et besøg værd.

I landets centrum finder man Balaton-søen; en stor lavvandet sø med en afslappet atmosfære. Langs kysterne finder man en særpræget blanding af tårnhøje hoteller, rolige ferieområder, glemte bugter, øde strande og livlige feriebyer. Siófok er fyldt med tyske turister og Keszthely var populært blandt overklassen i tiden før Sovjetstyret.

Nationalparken, Hortobágy, er måske den fineste af sin slags i Ungarn og omfatter 520km2 mod nordøst, og er bedst kendt for sine mange forskellige fuglearter.

Turistinformation

Find flere oplysninger om Ungarns turistkontor her, og få endnu mere inspiration til din rejse til Ungarn.

På den officielle hjemmeside for Ungarns turistbureau finder du bl.a. artikler om nogle af Ungarns seværdigheder og du kan downloade forskellige brochurer. Desuden har turistbureauet også en række praktiske informationer om at rejse i Ungarn. Du finder også oplysninger om forskellige aktuelle begivenheder og nyheder i Ungarn.