Om Miami

Rejser til Miami

Miami er rejsemålet, der har næsten det hele. Her får du storbyens mange tilbud med alt lige fra gode restauranter, et væld af shoppingmuligheder til et levende kulturliv, samtidigt med at du kan nyde et skønt, solrigt klima, der er ideelt til korte nederdele og skjorter. Du skal selvfølgelig heller ikke pakke badetøjet for langt væk. En stribe af USA's bedste strande ligger således ganske tæt ved byen, og lejer du en bil har du tilmed flere af Floridas mest berømte attraktioner indenfor din rækkevidde såsom det storslåede naturområde Everglades og idylliske Key West.

En rejse til Miami kan med andre ord opfylde næsten alle dine ferieønsker, uanset om det er at feste natten lang på de hotteste klubber i South Beach, udforske spændende kunstgallerier i Wynwood Art District eller blot slappe helt af på kridhvide palmestrande i Miami Beach.

Sidst, men ikke mindst, er en rejse til Floridas største by er naturligvis også en chance for at opleve den mangfoldighed, som USA's storbyer er så kendt for. I Miami kan du således møde nationaliteter fra næsten alle verdenshjørner, især fra Latinamerika og resten af Caribien. Samtidig er byen sin helt egen med en charmerende sammensmeltning af det mondæne og stilfulde med det sorgløse bohemeliv.

 

Læs mere om Miami

Mere information

Her får du lidt nyttige informationer om Miami, som forhåbentlig kan tjene som inspiration til din ferie i denne fantastiske storby. Oplysningerne er udelukkende ment som inspiration og der må tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker flere tips din rejse, vil jeg anbefale dig også at tjekke vores blog, hvor du kan finde mange spændende artikler om Miami og vores andre rejsemål i USA. God fornøjelse og god rejse!

The Magic City

Miami er en by, der har fart på. Det har den haft lige siden den officielle grundlæggelse i 1896, hvor den blot havde nogle få hundrede indbyggere. Rigmanden Henry Flagler (1830-1913) fik da jernbanen til byen og opførte de første hoteller og havnen, som lagde grunden for den turisme, der siden af været en stor del af Miamis identitet og økonomi.

Efter krigen var byen ganske vist i en periode mest kendt som et lidt stille pensionistparadis, men i 1960'erne og 70'erne kom der for alvor fart på turismen og Miami indtog sin plads som det økonomiske og kulturelle centrum i Florida. Der er ganske vist været bølgedale i udviklingen, men Miami lever i høj grad stadig på til sit kælenavn, The Magic City, som byen der bliver ved at genopfinde sig selv. I dag er indbyggertallet vokset til 5,5 millioner (hvis man tæller forstæderne med), hvilket gør det til den største metropol i det sydøstlige USA. Omkring 70 procent af byens indbyggere har caribisk eller latinamerikansk oprindelse, og Miami kan med rette beskrives som en multikulturel by. Et flertal af byens indbyggere har da også spansk som modersmål (engelsk tales dog overalt), og generelt er folk stolte af deres kulturelle baggrund og holder den i hævd.

Vejr og klima

Det solrige klima gør Florida og Miami til et helårsrejsemål, hvor du uanset årstid kan nøjes med let sommertøj. Når det er sagt, er "The Sunshine State" til dels opdelt i nord og syd, hvad angår både klima og turistsæson. I den sydlige del, hvor Miami ligger, er vinteren således den mest populære feriesæson, da temperaturerne på denne årstid typisk ligger på omkring mere komfortable 25 °C, mens det om sommeren godt kan blive ret hedt og fugtigt.

Kendere af Florida fremhæver da også ofte vinteren og det tidlige forår som det bedste rejsetidspunkt. Rejser du alligevel til det sydlige Florida i sommerlavsæsonen, kan du til gengæld normalt nyde godt af lavere hotelpriser og bedre plads ved de populære attraktioner. Efteråret kan også være fint, men vejret er ofte ustabilt. Det er som regel i sensommeren og efteråret, at den såkaldte Orkansæson rammer Florida.

Transport

Miami International Airport (MIA), der ligger cirka 13 kilometer nordvest for centrum, er det sydlige Floridas vigtigste lufthavn. Den betjenes af en bred vifte af flyselskaber med ruter til især Caribien og Sydamerika, men også Europa. Det er derfor sjældent svært at finde en passende forbindelse til Miami Lufthavn fra Skandinavien, enten direkte eller med en enkelt mellemlanding undervejs. Alternativt kan du flyve til Fort Lauderdale, som ligger omkring 40 kilometer nord for Miami.
 
Med mindre du har tænkt dig udelukkende at bruge hele ferien i selve Miami, kan det kraftigt anbefales at leje en bil allerede i lufthavnen. Der kører ganske vist både busser og metro fra lufthavnen ind til byen, men ligesom det gælder for resten af USA, opleves Florida bedst i bil. Ikke mindst fordi Florida er fire gange større end Danmark, og afstandene derfor er større end man måske lige forventer. Desuden er den kollektive transport ikke nær så veludbygget, som vi er vant til fra Europa, selvom der dog er busser. Har man et par passagerer i sin lejebil, er det desuden per person ofte den billigste løsning. Florida er et af de billigste steder at benytte billeje i USA.

Godt at vide

  • Tidsforskel: UTC-5. Det vil sige, at Florida er 6 timer efter Danmark.
  • Valuta: Amerikanske dollar.  Spiser du ude forventes det, at du lægger omkring 15 procent i drikkepenge. Kreditkort som Visa og Mastercard er udbredte, det er dog en god ide også at medbringe nogle kontanter til småkøb. Der findes hæveautomater (ATM) mange steder.
  • Sprog: Engelsk og spansk.

Nyttige links

Floridas officiel turisthjemmeside
Everglades National Park
Det danske konsulat for det sydlige Florida

Kort

Hoteller